Fortsæt til indhold
International

Australsk teenager blev angrebet af kødædende havlopper

Havlopper var skyld i 16-årigs voldsomme blødning, fastslår marinebiolog.

Kødædende havlopper, kendt som lysianassid amphipod.

Det er navnet på de små krigeriske havdyr, der spiste af benene på en teenager i den australske by Melbourne lørdag, skriver The Guardian.

16-årige Sam Kanizay var øm i benene efter en fodboldkamp og besluttede derfor at dyppe benene i vandet på stranden. Så følte han dyrene angribe.

Først troede han, at lopperne var sand, som han bare kunne børste af benene.

»Da jeg havde gået omkring 20 meter i sandet, kiggede jeg ned og så, at jeg havde blod overalt på mine ankler og fødder,« siger han.

Marinebiologen Genefor Walker-Smith fortæller til The Guardian, at dyrene, som efterlod Sam Kanizay med en voldsom blødning fra sine ben, var små krebsdyr, der normalt spiser døde fisk eller havfugle.

Sam Kanizay fik blodige sår efter havloppebid. Foto: AP

Hun fastslår, at havlopper i udgangspunktet ikke er farlige, og at det er helt sikkert at bade i vandet. Normalt kan man bare børste havlopperne af sig, lyder det.

Det må derfor have været en kombination af koldt vand, der gjorde Sam Kanizays ben følelsesløse, uheld og det faktum, at han stod stille i lang tid, som resulterede i de mange bid, vurderer hun.

Billeder af teenagerens skader. Foto: AP

Havlopper er i familie med rejer, men meget mindre. De er ikke giftige, og deres bid resulterer ikke i varig skade.

Men lopperne er en vigtig del af vores økosystem.

»Hvis vi ikke havde dem, ville vi have et hav fuld af døde fisk og døde fugle. Det hele er en del af livets fødekæde,« siger Genefor Walker Smith.