Fortsæt til indhold
International

Disse steder kan du tage kørekort som 14-årig

Aldersgrænsen blev herhjemme sat ned fra 18 til 17 år ved årsskiftet.

Siden årsskiftet har 17-årige danskere haft mulighed for at tage kørekort og efterfølgende køre sammen med en erfaren bilist, indtil de fylder 18 år.

Selv om aldersgrænsen for nyligt er blevet sat ned herhjemme fra 18 år, er den flere steder markant lavere, viser en opgørelse fra avisen The Telegraph.

I provinsen Alberta i Canada kan man f.eks. erhverve sig et kørekort, så snart man er fyldt 14 år. Der er dog et krav om, at 14-årige har en minimum 18-årig person med kørekort ved sin side under kørsel.

Derudover må de 14-årige kørekortindehavere i Alberta heller ikke køre bil mellem midnat og klokken fem om morgenen, hvilket angiveligt er for at sikre, at yngre søskende ikke bliver tvunget til at hente deres ældre søskende i nattelivet.

Også i USA kan 14-årige i flere stater tage sig et kørekort. Det gælder staterne Alaska, Arkansas, Idaho, Iowa, Kansas, North Dakota og South Dakota.

Ligesom i den canadiske provins er der i flere af de amerikanske stater restriktioner på, hvornår de 14-årige må sidde bag rattet.

De må flere steder f.eks. ikke køre bil om natten eller have mere end én passager med sig i bilen.