Journalist går helt tæt på en ydmyg pave Frans

Klokkerne i Peterskirken i Rom havde sammen med kirkeklokker i hele verden ringet natten igennem.

Det var påskesøndag, årets vigtigste dag for verdens 1,3 milliarder katolikker, der fejrede Jesus Kristus’ opstandelse.

Ved middagstid viste paven – der netop er trådt ind i sit femte år på posten – sig på Peterskirkens centrale balkon for at give sin traditionelle Urbi et Orbi-velsignelse (”til byen og til verden”), som han altid gør til påske og jul. Hans budskab blev sendt langt videre ud end blot til den tætpakkede Petersplads og blev hørt på alle verdens kontinenter.

Hvis man har haft mulighed for at komme tæt på Pave Frans, hvilket jeg ofte har både som forfatter til en bog om ham og som journalist i Vatikanet for den italienske avis La Stampa, så ved man, at han ikke ser sig selv som en hersker omgivet af hellig aura.

Han følger sjældent den vante protokol og standser gerne op for at trykke hånd med de schweizergardere, der bevogter indgangen til Vatikanets Apostolske Palads. Dengang han stadig var Kardinal Jorge Bergoglio af Argentina, bad han alle og enhver om at kalde sig ”fader”. Siden han er blevet Pave Frans, er han lige så åben som før og er altid klar til at få andre til at slappe af med en vittig bemærkning.

Da jeg første gang interviewede ham som pave, var det hen over et tomt frokostbord. Frans spiser normalt frokost og aftensmad i den fælles spisesal i Casa Santa Marta, den residens ved siden af Peterskirken, som han gjorde til sit hjem, da han var blevet valgt til pave.

Han har valgt at bo der i stedet for i den traditionelle pavelige lejlighed i det Apostolske Palads. Hvis han har gæster, som han gerne vil tale med privat, bliver maden serveret i et lille rum ved siden af køkkenet. Vi satte os ved bordet og begyndte at tale.

Efter et kvarter standsede en tydeligvis sulten pave op og sagde:

»Bad du dem om ikke at komme med mad til os? Jeg føler det, som om jeg har inviteret dig på en ikke-frokost!«

Faktisk stod den person, der skulle servere maden, og ventede bag døren, bange for at forstyrre os.

Før han blev valgt til pave, havde jeg ofte spist sammen med Kardinal Bergoglio, altid om aftenen og altid i venners hjem. Jeg vidste, at han normalt spiste en let og beskeden aftensmad hjemme i Buenos Aires, men ved disse sociale begivenheder forsøgte han altid at ære kokkens indsats ved at smage på alt og spise alle retter op.

Men da jeg spiste frokost med ham i Santa Marta, overraskede han mig ved at spise meget lidt og drikke meget vand. Paven har ikke en sød tand, men han holder dog meget af den latinamerikanske dessert dulce de leche.

Hans lille lejlighed består af tre værelser: en stue/et modtagelsesværelse, et lille kontor og et soveværelse.

På kontoret har han et skrivebord, hvor han arbejder og har en fastnettelefon.

Tusindvis af breve hver uge

Han siger, at han ikke kan nå at læse al den korrespondance, han modtager – tusindvis af breve om ugen – men han læser dog nogle af dem. Han bliver ofte bevæget af børnenes historier, af deres lidelser og bønner. Han beholder nogle af brevene på sit bord og beder for afsenderne.

Nogle gange beslutter han ikke blot at besvare brevene, men også at ringe personligt til de mennesker, der har sendt dem, for at opmuntre dem på samme måde som en præst ville gøre, hvis et menneske i hans menighed kæmpede med noget. Ved siden af skrivebordet står et lille bord, hvor han har statuer af helgener.

Frans er særligt hengiven til en af dem – en figur af Sankt Joseph, Jesus’ mor Marias mand, der er portrætteret sovende.

»Mens Sankt Joseph sover, vogter han over kirken,« fortæller paven mig og tilføjer, at han skriver små noter med anmodninger om mirakler eller bønner, som han lægger under statuen, så helgenen vil holde øje med dem.

Betænksomhed

Jeg har selv oplevet hans betænksomhed på nærmeste hånd.

Få dage før han blev valgt til pave i 2013, talte jeg med ham i nogen tid ved en middag i en vens hus og fortalte ham, at min mor var meget syg, og at der ikke var håb om bedring.

Han omfavnede mig, forsikrede mig om, at han ville bede for mig og sagde:

»Tabet af vores mor er vores første, store smerte – når vi skal lære at leve uden hendes trøst.«

Det var en varm julidag, da jeg få år senere interviewede ham til min bog ”The Name of God is Mercy”.

Før jeg satte mig ned, foreslog han, at jeg tog min jakke af – dette var blot en lille gestus, men ikke en gestus, som mange andre notabiliteter ville tænke på.

Jeg satte mig over for ham og lagde tre forskellige optageenheder på bordet: En smartphone, en digital optager og en traditionel kassetteoptager – ikke et, men hele to sikkerhedsnet. Jeg var lige begyndt på mit første spørgsmål, da han rejste sig og sagde:

»Men du har jo ikke noget papir til dine noter! Lad mig lige hente noget papir til dig ...«

Jeg standsede ham og forklarede, at det ikke var nødvendigt, men sådan er han bare.

Der var også et andet øjeblik, der bevægede mig dybt i løbet af vores samtale den dag. Paven fortalte mig om en episode, som han havde oplevet for mange årtier siden, da han var sognepræst i Argentina.

»Jeg kan huske en mor med små børn, hvis mand havde forladt hende,« fortalte han og fortsatte:

»Hun havde ikke noget fast arbejde og kunne kun finde midlertidigt arbejde nogle måneder om året. Når der ikke var noget arbejde, var hun nødt til at prostituere sig for at skaffe mad til sine børn. Hun var ydmyg. Hun kom til min kirke, og vi forsøgte at hjælpe hende igennem vores velgørenhedsorganisation Caritas.

Jeg husker, at hun en dag kom sammen med sine børn og spurgte efter mig. Jeg gik ud for at møde hende. Hun var kommet for at takke mig. Jeg troede, hun ville takke for den pakke med mad, vi havde sendt hende. ”Har du fået maden?” spurgte jeg. ”Ja, ja, og tak for det også. Men jeg er kommet i dag for at takke dig, fordi du aldrig holdt op med at sige Señora til mig.”

Oplevelser som denne lærer en, hvor vigtigt det er at tale ordentligt til mennesker og aldrig såre deres stolthed. For hende var det faktum, at sognets præst blev ved med at sige Señora til hende, lige så – eller måske endda mere – vigtigt, som den hjælp hun modtog fra os.«

Denne anekdote afslører meget om Frans.

Den forklarer, hvorfor barmhjertighed, accept, blidhed og nærhed til andre er så vigtige i hans lære. Hans udgangspunkt er at fordømme synden, men at invitere syndere indenfor, og det bliver ikke altid forstået eller accepteret i den katolske kirke, heller ikke selvom det er kernen i Jesus’ egne ord. Hans kritikere taler om Frans’ »godgørenhed« og »for megen barmhjertighed«.

Det var en overraskelse for alle, da Jorge Mario Bergoglio blev valgt som pave. Han er den første pave fra Sydamerika, den første pave i historien, der tilhører den religiøse orden Jesuitterne, og han er den første pave, der har taget navnet Frans efter helgenen fra Assisi, der reformerede kirken med sin ydmyghed og fattigdom.

Siden den aften, den 13. marts 2013, hvor konklaven valgte en pave, der kom fra »verdens ende«, som Frans selv sagde om sin oprindelse i sin første offentlige fremtræden som pave, har han bevæget et utal af mennesker med sine handlinger, sine ord og sin måde at leve på.

»Når kristne glemmer håb og omsorg, bliver kirken en kold kirke, der mister sin retningssans og holdes tilbage af ideologier og alt for verdslige holdninger,« sagde han til mig, »men Gud siger jo helt enkelt: ”Gå videre, jeg er en far, der kærtegner dig”. Jeg bliver så nervøs, når kristne mister håbet og evnen til at omfavne og tilbyde en kærlig omfavnelse til andre.«

Bryllupsdage med medierne er slut

Hvordan er dette budskab blevet modtaget igennem de fire år, siden han blev valgt?

Der er ingen tvivl om, at den første måneds ”bryllupsdage” med medierne er slut.

Derimod synes der i øjeblikket at herske organiseret modstand mod alt, hvad paven siger, foreslår og gør. Den voldsomme kritik har cirkuleret både på blogs og sociale medier.

Mange blev også chokerede ved nyheden om de anonyme plakater, der blev sat op i centrum af Rom.

De var skrevet på romersk dialekt og anklagede paven for ikke at vise ”barmhjertighed” over for den oldgamle katolske ridderorden Malteserordenen, da pavestolen sidste år blandede sig i ordenens interne stridigheder om kondomer.

Vatikanet tog praktisk talt kontrol over Malteserordenen i januar, da det engelske overhoved for den gamle ridderorden, Stormesteren Matthew Festing, gik af på grund af dette kondomskænderi.

Festing havde afskediget ordenens udenrigsminister, den tyske aristokrat Albrecht Freiherr von Boeselager, der efter sigende havde tilladt uddeling af kondomer i Myanmar i modstrid med den katolske lære.

Protestede over afskedigelse

Mr. von Boeselager insisterede på, at han havde standset uddelingen af præservativerne, så snart han opdagede, det skete, og protesterede over sin afskedigelse. Pave Frans beordrede en undersøgelse af sagen, men Festing gik imod ham og sagde, at hans orden ikke var nødt til at lytte til paven. Frans kaldte ham dernæst til Vatikanet og bad ham træde tilbage. Hvad angik de plakater, der senere dukkede op i centrum af Rom med kritik af paven, spøgte Frans:

»Den romerske dialekt var smuk, men de plakater blev ikke skrevet af manden på gaden ...«

Paven er også blevet kritiseret for sine holdninger til ægteskabet. I et kapitel af sin bog fra 2016, ”Amoris Laetitia”, lader han muligheden stå åben for, at nogle fraskilte, der har giftet sig igen, vil kunne modtage nadveren igen efter lange samtaler med deres præst. Han forklarer, at det naturligvis ikke er en rettighed, men noget der kan ske gennem en lang proces, der gør dem bevidste om sandheden i deres situation. Det er ikke blevet modtaget så godt af de traditionelle kredse i kirken.

Og det er ikke kun i forhold til kirkens kernesager, at paven har vovet at flirte med det kontroversielle.

Han har også kritiseret »en økonomi, der dræber«, han har efterspurgt social retfærdighed, og han har fokuseret på migranter og flygtninge i det, han omtaler som Europas »største krise siden Anden Verdenskrig«.

Han har talt for beskyttelse af miljøet og kloden mod udnyttelse. Men det er et problem, at pavens ord ofte læses og fortolkes gennem de politiske definitioner ”liberal” og ”progressiv”.

Hvad det angår, har Francis uden tvivl skuffet de konservative, men han har også svigtet mange progressive. Førstnævnte gruppe mener, at paven er alt for åben – de accepterer ikke muligheden for at fraskilte, der gifter sig igen, kan få lov at modtage nadveren, og de drømmer om en kirke, der er mere konfronterende over for islam og strengere i sin lære. De progressive derimod ser paven som alt for konservativ, fordi han endnu ikke har presset sine reformer helt igennem. Men det er de konservative, der råber højest.

De gange, jeg har haft mulighed for at spørge Pave Frans om disse to gruppers syn på ham, er jeg blevet forbløffet over hans rolige svar. Han forsikrer, at han »sover så roligt som en baby« og siger, at kritik, der gives ærligt og uden ondskab, blot er god for ham. Han hævder også, at han er indædt modstander af »idealiseringen« af ham selv som person. Det indebærer også, at han har svært ved at klare spytslikkere.

Pædofilisagerne

Men starten på 2017 har også været vanskelig, hvad angår kampen mod pædofili i den katolske kirke, efter at Marie Collins fra pavens Kommission for Beskyttelse af Mindreårige trådte tilbage.

Denne irske kvinde, der selv er tidligere pædofilioffer, påstod, at der var mange positive ændringer i den romerske kurie, men at der stadig er modstand. Ganske vist er der indført strenge love for at bekæmpe problemet, men der er stadig et stort arbejde at gøre, hvis man skal ændre tankegangen i kirken.

Med en aldrig før set gestus skrev Pave Frans også en indledning til historien om en mand, der som dreng blev voldtaget igennem fire år af en præst.

I dette forord til bogen af Daniel Pittet med titlen ”I Forgive, Father”, skriver paven:

»Hvordan kan en præst, der tjener kirken og Kristus, gøre så meget ondt? Hvordan kan et menneske, der har dedikeret sit liv til at føre børn til Gud i stedet ende med at opsluge dem i, hvad jeg vil kalde ”et diabolsk offer”, som ødelægger både offeret og selve kirken?

Nogle af ofrene er blevet drevet til selvmord. Disse dødsfald tynger mit hjerte, min samvittighed og hele kirkens samvittighed. Jeg tilbyder deres familie min kærlighed og smerte og beder ydmygt om tilgivelse.«

Ved at skrive dette, ved at møde ofrene for disse overgreb både i Vatikanet og på sine rejser, og ved at følge i sin forgængers fodspor viser Frans, at paven selv også kan bede om tilgivelse. En af de mest interessante ting ved ham er netop, at jo mere han forsøger at optræde modsat, jo mere afbilleder medierne paven som en superstjerne, som en slags poppave.

Pave Frans er altid ydmyg.

Da han i sidste måned besøgte Milano, hilste han på tre familier i et socialt boligbyggeri i centrum af byen, der på grund af sygdom må leve med sociale problemer og et liv fyldt med smerte.

Han trådte ind i lejligheden hos en kvinde, der i årevis har taget sig af sin ægtemand, som er sengeliggende og må mades intravenøst. Dernæst besøgte han et ældre par. Kvinden var få dage før blevet indlagt og var derfor ikke til stede. Så Frans tog hendes mands mobiltelefon, og de ringede til hende sammen.

Bagefter tog Frans hjem til en muslimsk familie, og de bød ham velkommen med åbne arme og tilbød gæsten mælk og mandler. Mihoual Abdel Karim, der stammer fra Marokko, sagde, at det var så utroligt stærk en oplevelse at se paven træde ind i hans hjem:

»I dag har paven ændret vores liv, vi er meget lykkelige ... Jeg troede, at jeg drømte.«

Kan ikke udøve mirakler

Lige fra begyndelsen af sit pontifikat har paven indrømmet, at han ikke kan udøve mirakler, men at han blot er en fattig mand:

»En synder, som Kristus har set.«

I bedste fald er han den finger, der peger på månen.

Han påstår, at han er en begrænset mand, og at han har afvist at bo i det Apostolske Palads af »psykologiske årsager«.

Han er et menneske, der ikke ønskede at blive pave, fordi »et menneske, der ønsker at blive pave, ikke elsker sig selv og ikke er velsignet af Gud«. Det kan lyde mærkeligt, at paven omtaler sig selv som en »synder«, men det er ikke noget nyt for ham. Jeg var til stede, da han mødte indsatte i Bolivia på en rejse til Latinamerika i 2015.

Til dem sagde han:

»Foran jer står en mand, der er blevet tilgivet for sine mange synder ...«

De ord er virkeligt ekstraordinære fra en pave, men han talte om det igen i forbindelse med vores interview:

»Paven er en mand, der har brug for Guds nåde. Jeg har et meget specielt forhold til mennesker i fængsel, der er berøvet deres frihed. Jeg har altid følt en tæt tilknytning til dem, fordi jeg er meget bevidst om at være en synder. Hver gang jeg går igennem en fængselsport på besøg, tænker jeg, ”hvorfor dem og ikke mig?”.«

Tredje verdenskrig

Frans forsøger at bygge bro og fjerne murene i en verden, der gennemlever »Tredje Verdenskrig bid for bid« for at bruge hans egne ord.

For at bekæmpe denne situation forsøger han sig med et »evangeliediplomati«, hvor han møder verdensledere og taler for fred, hvad enten det er i Syrien, i Israel, mellem Cuba og Amerika eller på en risikabel rejse til Den Centralafrikanske Republik.

Frans ser sig selv som en slags ”sognepave”, der skal tale for og fremme fred i verden.

Det næste afgørende punkt vil blive hans indstilling til Donald Trump. Men hvis man tror, at paven er imod Trump og forestiller sig et åbent og vedvarende sammenstød mellem dem, tager man fejl. For få måneder siden sagde paven om præsidenten:

»Vi må se, hvordan han opfører sig, og hvad han gør, først da danner jeg mig en mening. Men det er min holdning, at det er meget uklogt at være bange for eller at juble på forhånd over noget, som måske vil ske. Jeg foretrækker at vente og se.«

Populistiske vinde

Han har været mindre forsigtig i sin kritik af de populistiske vinde, der fejer gennem Europa, og sin bekymring over Brexit:

»Jeg mener, at enhed er bedre end konflikt. Broderskab er bedre end fjendtlighed. Broer er bedre end mure. Dette øjeblik bør få os til at reflektere. Europa er nødt til at søge tilbage til sine stærke rødder.«

Alle fokuserer på hans udtalelser om populismen, men de glemmer, at Frans ofte har talt om baggrunden for denne populisme og har kritiseret et »sjælløst Europa« for at være for bureaukratisk og drive en økonomisk politik, der frasorterer mennesker.

Paven har vist sin bekymring for flygtningekrisen, lige fra han overraskende aflagde besøg på den italienske ø Lampedusa i juli 2013, til han for et år siden besøgte den græske ø Lesbos. Han siger, at solidaritet er »den mest effektive modgift mod moderne populisme«, og at solidaritet »fremmer bevidstheden om at være en del af en større helhed«.

Den største udfordring

Da jeg spurgte til, hvad han selv så som den største udfordring i 2017, svarede han:

»Den største udfordring, jeg ser foran os, angår os alle, hver og en. Det er udfordringen med at overvinde den globaliserede ligegyldighed. Den destruktive sygdom, der forvandler vores hjerter til sten og gør os selvoptagede og ude af stand til at tage os af andet end os selv og vores egne interesser.

Det er den sygdom, der gør det umuligt for os at græde, at føle medlidenhed, at lade os røre af andre menneskers lidelser. Livet er en gave, og vi er her for indbyrdes at dele denne gave i vores fælles hjem og for at tage os af hinanden.«

Pavens største sorg i forhold til sin rolle er manglen på frihed, »muligheden for at spise en pizza med mine venner«.

Han savner at aflægge besøg i sognene rundt omkring og høre skriftemål fra menigheden, eller måske tage en tur på stadion og se en fodboldkamp eller to. Da jeg spørger til de bedste øjeblikke i hans liv, svarer han:

»Nogle af de bedste øjeblikke i mit liv har været, når jeg tog på stadion sammen med min far. Nogle gange kom min mor også med for at se en kamp.«

Det er en ydmyg tanke fra en magtfuld mand.

”The Name of God Is Mercy” af Pave Frans og Andrea Tornielli er netop udkommet på forlaget Bluebird.