Katastrofen på ubåden ”Kursk” ændrede Ruslands moderne historie

MURMANSK — Umiddelbart er der ikke meget tilbage, som kan minde besøgende i den arktiske storby Murmansk om ubåden ”Kursk” og dens triste skæbne.

”Kursk”, også kendt som ”K-141”, var ellers hjemmehørende her i området, i den lukkede flådeby Severomorsk, hvor den russiske Nordflåde har sin base.

På en bakketop i udkanten af Murmansk kan man dog finde et fragment af tårnet fra ”Kursk”, som sank den 12. august 2000 efter to eksplosioner, formentlig forårsaget af en defekt torpedo.

I 10 dage i sensommeren 2000 var ”Kursk” forsidestof både her og i udlandet, mens der blev gjort frugtesløse forsøg på at trænge ind i ubåden, der lå på 100 meters dybde i Barentshavet ca. 200 km nord for Murmansk.

Da norske dykkere endelig fik skaffet sig adgang til ubåden den 21. august, stod det hurtigt klart, at alle de 118 søfolk om bord var omkommet – selvom en del i første omgang havde overlevet i hvert fald nogle timer.

Derefter sænkede glemslen sig lige så stille over ubåden og dens besætning.

I årene efter ulykken fik en stor del af de efterladte tildelt lejligheder i andre dele af Rusland, og de er i dag spredt for alle vinde.

Myndighederne i Murmansk havde heller ikke travlt med at få etableret et mindesmærke over en episode, som mange opfattede – og opfatter – som et lavpunkt i flådens historie. Lige indtil fotografen Lev Fedosejev sammen med en lokal journalist i 2009 begyndte at interesse sig for, hvad der egentlig var blevet af tårnet efter ophugningen af ”Kursk”, der otte år tidligere var blevet hævet af et hollandsk firma.

»Vi fandt det på en oplagringsplads for metalskrot, tog billeder og skrev historien. Det var med til at sætte skred i tingene,« fortæller Lev Fedosejev.

I dag indgår denne del af ”Kursk”s tårn i et monument for, som der står, »sømænd fra ubåde forulykket i fredstid«.

Mange dødsulykker

Det er ikke så få fartøjer, der er tale om: En plade på monumentet oplister hele 14 tabte ubåde fra den sovjetiske og russiske flåde og dertil 26 dødsulykker, der typisk har involveret en hel del ofre.

Men Kursk-katastrofen var i en klasse for sig – både hvad angår tabets omfang og den furore, det skabte i samfundet. ”Kursk” var en relativt ny ubåd, der havde været i tjeneste siden 1994, og ulykken skete, mens den deltog i den første stort anlagte russiske flådeøvelse i årevis, hvilket kun gjorde prestigetabet så meget desto værre.

I modsætning til Sovjet-årene, hvor det var muligt at tie næsten enhver katastrofe ihjel, så indtraf Kursk-ulykken på et tidspunkt, hvor russisk presse var ganske skarptandet. Historien fik derfor et enormt gennemslag overalt i det store land.

»Det var, før folk fik internet i stor stil, så vi stimlede sammen om radioapparatet hver halve time for at høre nyt om forsøgene på at nå frem til ubåden,« fortæller Dmitrij Korzjov, en lokalhistoriker fra Murmansk.

Der er siden opstået en industri af selverklærede Kursk-eksperter, som har udkastet mere eller mindre vidtløftige teorier om årsagen til katastrofen – bl.a. at ubåden blev ramt af en amerikansk torpedo, eller at der var en tjetjensk selvmordsbomber om bord.

Kulturelt har ulykken også sat mange spor – bl.a. er der aktuelt en Hollywood-film med ”Kursk” som forlæg på vej.

Et forsvar i forfald

I Rusland kan følgerne af Kursk-katastrofen på nogle områder mærkes den dag i dag. For ulykken gjorde stort indtryk også i Kreml, og både militært og politisk fik den indflydelse på den udviklingsvej, som det russiske system skulle slå ind på under Vladimir Putin.

I årene op til katastrofen havde det russiske militær i overført betydning ramt bunden. Mens forsvarsbudgetterne i de sidste Sovjet-år havde ligget på omkring 300 mia. dollars, var de i slut-1990’erne faldet til i omegnen af 20 mia. dollars om året, ifølge tal fra konfliktforskningsinstituttet Sipri.

Det materiel, som Rusland havde arvet fra Sovjetunionen, var i fremskredent forfald, tyveri og korruption prægede store dele af officerskorpset, og der var ingen penge til investeringer i hverken vedligeholdelse eller udvikling.

Dokumentar om ”Kursk” og forholdene, der førte til forliset (engelsk):

Dokumentar om ”Kursk” om forliset og tiden efter (engelsk):

Den militære ledelses håndtering af ulykken rejste også en storm af kritik.

»Det var forfærdeligt smertefuldt at være vidne til. For måske kunne besætningen have været reddet,« siger lokalhistorikeren Dmitrij Korzjov.

De første dage efter ulykken brugte ledelsen af Nordflåden og topfolk i det russiske forsvarsministerium tilsyneladende flere kræfter på at prøve at skjule og bortforklare det indtrufne end på at organisere et effektivt redningsarbejde.

Man indvilgede først i at modtage hjælp udefra på et tidspunkt, hvor alt håb om at finde overlevende i ubåden for længst var ude.

»At ulykken på ”Kursk” kunne ske, siger noget om flådens tilstand på det tidspunkt. I dag har tingene ændret sig,« siger fotografen Lev Fedosejev.

For magthaverne i Kreml gjorde ubådskatastrofen det klart, hvor forsømt det russiske militær efterhånden var blevet. Det var med til at sætte gang i den nye bølge af oprustning, der for alvor tog fart i slutningen af 00’erne.

»Man kan opfatte Kursk-ulykken som et ”point of no return” for det russiske forsvar. Efter den var det klart, at der måtte ske noget,« vurderer Dmitrij Korzjov.

Politisk blev Kursk-tragedien mindst lige så skelsættende for Rusland. Der var på dette tidspunkt gået mindre end 100 dage, siden Vladimir Putin havde indtaget embedet som Ruslands præsident, og den elendige håndtering af hændelsesforløbet udløste voldsom kritik, ikke bare af generalerne, men også af præsidenten.

Putin var på ferie i den sydrussiske kurby Sotji, og det tog ham fem dage at beslutte sig til at afbryde opholdet og tage sagen under sin personlige kontrol i Moskva.

Ildevarslende angreb

Pressen var hård i sin kritik af præsidenten, der her gerådede ud i sin første rigtige mediestorm – og den brød han sig bestemt ikke om. Så da Putin den 22. august endelig kom til Murmansk-området, gik han i rette med medierne på en facon, der varslede ilde både for dem og deres ejermænd.

»På tv er der folk, som råber højere end nogen andre, og som selv i 10 år har ødelagt den hær og flåde, hvor folk dør i dag,« sagde han.

Reaktionen fra medierne kom prompte: Et stenogram fra et møde, hvor søfolkenes efterladte rasede mod Putin, blev trykt i et magasin, mens hemmelige lydoptagelser fra mødet blev spillet i et populært tv-program på den landsdækkende kanal ORT.

Det udløste en voldsom Kreml-offensiv mod pressen. Det formastelige tv-program blev straks lukket, og den reelle bagmand bag ORT, milliardæren Boris Berezovskij, blev tvunget til at sælge sin andel af stationen.

Siden skulle både Berezovskij og tidens anden store mediemagnat, Vladimir Gusinskij, blive tvunget i eksil, mens deres tv-stationer blev indlemmet i de Kreml-kontrollerede medieorganisationer, der gennem 15 år har været et magtfuldt propagandavåben for Putin.

»Med ubåden ”Kursk” begyndte Putins kamp mod dem, ”som har købt medierne og manipulerer med den offentlige mening”, og det vil i realiteten sige alle medier, der ikke er under direkte kontrol,« skriver publicisten Mikhail Zygar i sin bog om Putin-årene og alle præsidentens mænd.