Kemiske våben har mange navne: Giftgassens historie er tusinder af år gammel

Den 5. januar 2016 kunne Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) oplyse, at alle de kemiske våben, som Syrien havde afleveret til destruktion, var tilintetgjort.

To et halv år forinden havde et hold FN-våbeninspektører konkluderet, at der blev benyttet saringas i et bombeangreb mod civilbefolkningen i Damaskus-forstaden Ghouta. Det førte til en international aftale om, at alle Syriens kemiske våben skulle destrueres. En aftale, som det syriske regime gik med på, ligesom at styret endelig tilsluttede sig den internationale konvention mod kemiske våben.

Siden har der ikke desto mindre været adskillige meldinger om, at styret fortsat gør brug af de alternative våben. Senest skal det angiveligt være sket tirsdag i byen Khan Sheikhoun i Idlib-provinsen, hvor 72 mennesker - heraf 20 børn - blev dræbt efter et formodet giftgasangreb. Noget, som syrerne benægter at stå bag.

Giftgas som våben var særligt udbredt under Første Verdenskrig, hvor gasarterne fosgen og klor samt ikke mindst sennepsgassen førte til adskillige dødsfald og skader. Men krigsførelse med giftgasser har sandsynligvis eksisteret i mindst flere tusinde år i form af giftig røg brugt til at pacificere fjenderne.

Det berettes, at man eksempelvis i Antikken kunne finde på at lave bål af bl.a. svovl og beg, som kunne udvikle dræbende røg.

I 1675 vedtog Frankrig og Det tysk-romerske Rige for første gang et forbud mod brugen af kemiske våben i form af giftige kugler.

Og i 1899 og 1907 forbød henholdvis Haag-deklarationen og Haag-konventionen brugen af gift og giftige våben. Ikke desto mindre blev disse våben brugt i stor stil under Første Verdenskrig.

Krigen blev afgørende for giftgassens historie, for her døde ikke færre end 90.000 mennesker efter at være blevet udsat for gasser som sennepsgas, klorin og fosgen. 1,3 mio. blev på andre måder ofre for giftgasser.

De langvarige konsekvenser af gasbrugen under krigen var dog så store, at det afstedkom et ramaskrig over brugen af kemiske våben.

I 1925 udmøntede utilfredsheden sig i Geneve Protokollen, som forbyder brugen af kemiske og biologiske våben. Den nævnte dog hverken produktion eller opbevaring af kemiske våben, og flere af staterne ville f.eks. kun skrive under på, at de ikke ville bruge kemiske våben, medmindre andre angreb dem først.

Protokollen blev da også overtrådt adskillige gange af de lande, som ellers havde skrevet under på at holde sig fra kemiske våben. I 1930'erne brugte Italien giftgas i både Libyen og Etiopien. Og under Anden Verdenskrig benyttede Japan i flere tilfælde giftgas mod kineserne. Efter Anden Verdenskrig holdt man inde med gassen indtil 1960'erne.

Ved flere lejligheder i løbet af årtiet skal Egypten som de første have brugt nervegas ved angreb i Yemen, noget egypterne benægtede det.

Og under Vietnamkrigen sprøjtede amerikanske tropper med giften Agent Orange. Giften skulle ikke dræbe mennesker, men træer, som mistede bladene, så vietnameserne ikke havde mulighed for at camouflere sig. Det skulle siden vise sig, at tusindvis af mennesker døde pga. Agent Orange, ligesom op mod en halv mio. børn blev født med misdannelser.

Under krigen mellem Iran og Irak i løbet af 1980'erne kom giftgasser i form af sennepsgas og nervegassen tabun atter i brug fra irakisk side, hvilket kostede omkring 20.000 iranske soldater livet.

Kort før krigens slutning i 1988 var ofrene civile, da den kurdiske landsby Halabja i Irak blev udsat for et giftangreb på den irakiske præsident Saddam Husseins ordre. 5.000 af byens 50.000 indbyggere blev dræbt og op mod 10.000 såret.

De rystende billeder af døde landsbyboere gik verden over, og angrebet er efterfølgende blevet kaldt et folkemord. Siden har der været kemisk fred mellem stater. Freden skyldes ikke mindst FN-konventionen mod kemiske våben, som efter års forhandling endelig var klar i 1993. Kemiske våben opfattes som masseødelæggelsesvåben, og konventionen er både rettet mod brugen, produktionen og opbevaringen af kemiske våben.

OPCW holder øje med, at landene overholder konventionen, men indtil 2013 havde Syrien ikke underskrevet traktaten. Det er nu sket, og spørgsmålet er, om landet alligevel har forbrudt sig mod konventionen.