Fortsæt til indhold
International

Førende kræftforsker: Livsforlængende kur mod kræft rammer os om fem til ti år

Fremskrift i forskningen af genetikken kan revolutionere behandlingen af kræft, mener anerkendt kræftforsker.

En effektiv kur mod alle typer af kræft kan være mindre end 10 år væk, ifølge en af verdens førende eksperter i sygdommen.

Der er dog ikke tale om en mirakelkur mod kræft, men at store fremskridt i forskningen af genetik betyder, at læger vil snart være i stand til at ordinere medicin specifikt rettet mod den enkelte person - altså en højere grad af individuel medicinering, som passer til patientens genitik.

Det skriver den britiske avis The Independent, der i anledning af World Cancer Day i dag, lørdag, har talt med professor Karol Sikora, der tidligere har stået i spidsen for World Health Organisations (WHO) center for kræftforskning.

Han peger på, at tumorer i 100 forskellige kvinder med brystkræft alle vil være unikke for den enkelte, så »hvis man forstår de molekylære tandhjul, der gør kræftceller forskellige fra normale celler i en hver unik krop, kan man udvikle en mere personlig behandling mod kræft.«

Den anerkendte kræftforsker, Karol Sikora, peger dog på, at behandlingen ikke kan kurere kræft fuldstændig, men forlænge livet væsentligt hos de patienter, som er ramt af kræft.

»De fleste kræftpatienter har en tendens til at være i 50'erne eller 60'erne. Hvis den individuelle behandling på baggrund af genetikken kan forlænge livet med yderligere 20 til 30 år, vil de reelt leve en normal levetid,« siger han til Independent.

Professoren ser et stort potentiale i den igangværende forskning, og derfor ser han den opgraderede behandling blive praktiseret inden fem til ti år.

Overlevelsesraten for kræftpatienter har været kraftigt øget i de seneste fem årtier fra et gennemsnit på 24 pct. begyndelsen af 1970'erne til omkring 50 pct. i 2015 - hvis man måler fra første gang, sygdommen viser sig, og 10 år frem.

Men nogle former for kræft er dog forblevet ekstremt svære at behandle - blot én pct. af patienterne med kræft i bugspytkirtlen og fem pct. af dem med lungekræft er stadig i live 10 år efter diagnosen.

Artiklens emner
WHO