Egypten: Vragdele fra forsvundet fly er fundet
Dele fra det EgyptAir-fly, der styrtede i maj, er nu fundet ifølge egyptisk undersøgelseskommission.
Vragdele fra det EgyptAir-fly, der styrtede med 66 passagerer i midten af maj ved Middelhavet, er nu fundet.
Det oplyser den egyptiske undersøgelseskommission ifølge nyhedsbureauet AP.
Samtidig skriver nyhedsbureauet Reuters, at det er et eftersøgningsfartøj, der har fundet resterne af flyet. Der er tale om skibet John Lethbridge, der bruges til dybvandsundersøgelser.
Siden MS804-flyet forsvandt den 19. maj har efterforskere iværksat en større eftersøgning efter vraget. Arbejdet er undervejs blevet hjulpet af, at det lykkedes efterforskerne at lokalisere flyets to sorte bokse.
Undersøgelseskommissionen meddeler samtidig, at man har modtaget de første billeder af vragdelene, der nu skal analyseres for at forsøge at finde årsagen til styrtet.
Passagerflyet styrtede på vej fra Paris til Kairo. Det er endnu uvist, hvad der forårsagede ulykken. Tidligere har der været forlydender om, at flyet styrtede efter en eksplosion.
Flyet forsvandt fra radaren lidt over klokken 2 om natten, angiveligt uden at have udsendt et nødsignal.
Blandt passagerne var 30 egyptere, 15 franskmænd samt passagerer fra Algeriet, Beligen, Storbritannien, Tchad, Portugal, Saudi-Arabien og Sudan. Derudover var der syv besætningsmedlemmer og tre sikkerhedsmedarbejdere på flyet. Alle ombord på flyet er omkommet.