Fortsæt til indhold
International

Flyselskab: Forsvundet fly sendte nødsignal flere timer efter det forsvandt

Den franske premierminister Manuel Valls siger, at »ingen teorier kan udelukkes« i forhold til, hvad der er sket med flyet.

Frankrig og Egypten har påbegyndt et tæt samarbejde i et forsøg på hurtigt at finde ud af, hvad der er sket med Egyptair MS804, som i nat forsvandt på vej fra Paris til Kairo.

Omstændighederne omkring flyets forsvinden er indtil nu langt fra klare.

Torsdag morgen meddelte flyselskabet, at der blev registreret et nødsignal fra flyet kl. 04:26 lokal tid - 03:26 dansk tid - ca. to timer efter, at man oprindelig mistede kontakt med flyet.

Den egyptiske premierminister Sherif Ismail har bekræftet, at man har modtaget »et signal« fra flyet, som kommer fra en automatisk nødsender, hvilket det tyske nyhedsbureau dpa også tidligere har citeret egyptiske myndigheder for at sige.

Egyptair har i en pressemeddelelse på grund af det mange urigtige informationer, der bliver givet og delt om flyets forsvinden, opfordret offentligheden og medierne til kun at stole på oplysninger, der bliver givet af selskabet, eller som kommer fra officielle kilder.

»Vi kender endnu ikke årsagen til flyets forsvinden,« skriver Egyptair.

Redningshold fra Frankrig, Egypten og Grækenland er blevet sendt til stedet, hvor flyet forsvandt fra radaren, for at lede efter det. Det formodes, at flyet styrtede ned ved den græske ø Karpathos.

En video af en ildkugle på himlen har floreret på nettet, og nogle mener, at det er det forulykkede fly. Det er dog ikke bekræftet.

I flyets afgangslufthavn, Charles de Gaulle i Paris, har journalister og pårørende samlet sig for at afvente nyt.

»Vi må gøre alt, vi kan, for at finde dette fly. Vi står til rådighed for alle de ramte familier, det er vores førsteprioritet,« siger den franske udenrigsminister Jean-Marc Ayrault ifølge franske medier på et pressemøde.

Den franske premierminister Manuel Valls siger til radiostationen RTL, at »ingen teorier kan udelukkes« i forhold til, hvad der er sket med flyet. Den franske regering holder torsdag formiddag et møde for at diskutere situationen.

Til nyhedsbureauet AFP siger luftfartseksperten Gerard Feldzer, at styrtet næppe skyldes en teknisk fejl, og et terrorangreb er ifølge ham det mest sandsynlige.

»En bombe placeret om bord på flyet i Roissy (Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris, red.) eller i Kairo er altid en mulighed, for det er umuligt at gøre lufthavnene 100 pct. sikre, selv i en lufthavn med tæt overvågning som Roissy,« lyder det.

Egyptair har samlet mange af de ombordværendes pårørende nær lufthavnen i Kairo, mens andre har forsamlet sig i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris for at vente på nyt.

Om bord på flyet var i alt 56 passagerer, blandt dem 30 egyptere, 15 franskmænd og 1 brite, og 10 besætningsmedlemmer, herunder angiveligt tre egyptiske sikkerhedsvagter.

Flyet, en Airbus A320 fra 2003, forsvandt umiddelbart efter indflyvning i egyptisk luftrum, mens det stadig var i cruise-højde.

På Twitter oplyser EgyptAir, at man nu samarbejder med alle relevante myndigheder om at lede efter flyet, som - indtil man opfangede nødsignalet - syntes forsvundet pludseligt og sporløst.

»De bad ikke om hjælp eller tabte flyvehøjde. De forsvandt bare,« siger en talsmand for de egyptiske luftfartmyndigheder, Ehab Mohy el-Deen, til New York Times.

BBC skriver, at der er planlagt et pressemøde med Egyptens premierminister, Serif Ismail, først på eftermiddagen.