International organisation: Panama er slet ikke et skattely længere
Den mellemstatslige organisation FATF, der bl.a. bekæmper hvidvaskning af penge, fjernede i februar Panama fra sin overvågningsliste.
Messi, Putin, Islands statsminister og mange flere anklages for at have placeret millionbeløb i skattely gennem det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca. Anklagerne kommer med baggrund i mere end 11 mio. lækkede papirer fra advokatfirmaet.
De lækkede papirer afslører tilsyneladende et omfattende brug af det mellemamerikanske land til at undgå skattebetaling i kundernes egne lande.
Men egentlig er Panama slet ikke at regne som et skattely, i hvert fald ikke længere, ifølge den mellemstatslige organisation Financial Action Task Force.
I februar fjernede FATF, der bekæmper og undersøger hvidvaskning og penge og finansiering af terror, nemlig landet fra sin overvågningsliste.
FATF, der bl.a. tæller Frankrig og Tyskland som medlemmer, begrundede sit valg med at Panama havde gjort »betydelige fremskridt« med at bekæmpe muligheden for hvidvaskning af penge gennem landet, og at landet siden FATFs seneste kritik i 2014 har strammet op på love på området.
»Panama er derfor ikke længere genstand for FATFs overvågningsproces,« står der således i en pressemeddelelse fra FATF, udsendt efter et møde i slutningen af februar, hvor beslutningen blev truffet.
På samme møde blev også Algeriet og Angola fjernet fra overvågningslisten.
Flere internationale organisationer italesætter dog stadig Panama som et skattely på trods af FATFs holdning. Det skyldes bl.a. at landet stadig har omfattende beskyttelse af private data og bankinformationer, og at offshore-selskaber i landet er fritaget for skat.
Panamas regering og landets præsident har dog dagen igennem udsendt tweets, der fortæller om landets seneste tiltag mod finansiel svindel.
Regeringen har desuden tilkendegivet, at Panama vil efterkomme alle anmodninger om bistand til eventuelle retslige efterspil af sagen.