Storbritannien optrapper bombe-frygt på fly til og fra Egypten
Britiske eksperter er blevet sendt til Egypten for at vurdere sikkerheden, oplyser Downing Street.
En række fly, som skulle afgå fra Sharm El Sheikh i Egypten med ankomst til Storbritannien, får ikke lov til at lette og er derfor forsinket på ubestemt tid.
Det oplyser premierminister David Camerons officielle talsmand i en erklæring onsdag aften.
Forsinkelserne skyldes, at der angiveligt »er kommet flere oplysninger frem i lyset«.
»Vi er bekymret for, at flyet meget vel kan være styrtet på grund af en bombe om bord,« står der bl.a. i erklæringen.
En række britiske luftfartseksperter er derfor blevet sendt til Egypten for at foretage en vurdering af sikkerhedsforanstaltningerne i lufthavnen i Sharm El Sheikh. Undersøgelserne forventes afsluttet onsdag aften.
»Vi vil gerne understrege, at dette er en sikkerhedsforanstaltning, og at vi arbejder tæt sammen med flyselskaberne om denne fremgangsmåde,« skriver premierministerens talsmand.
Det russiske passagerfly - en Airbus A321 - styrtede lørdag ned over Sinai-halvøen med 244 om bord 23 minutter efter, at det var lettet fra den egyptiske ferieby Sharm-el-Sheikh ved Røde Havet på vej til Sankt Petersborg.
Om bord var 224 personer - herunder 17 børn i alderen 2-17 år, syv besætningsmedlemmer og 200 voksne passagerer. Samtlige ombordværende mistede livet ved styrtet.
Årsagen til flystyrtet er endnu ikke slået endeligt fast.
Russiske luftfartsmyndigheder arbejder ifølge nyhedsbureauet Reuters med to teorier for, hvad der fik det russiske passagerfly til at styrte ned. Enten er det en eksplosion inde fra flyet, eller også er en teknisk fejl på flyet skyld i nedstyrtningen, skriver nyhedsbureauet. Et missil udefra udelukkes angiveligt helt.