Danmark er verdens næstfredeligste nation
Men verden er generelt blevet mindre fredelig, konkluderer international tænketank.
Danmark er det næstmest fredelige land i verden. Kun Island kan prale af et være mere fredeligt.
Det konkluderer i hvert fald den internationale tænketank Institut for Økonomi og Fred, IEP, der står bag det anerkendte "Global Peace Index" og netop er kommet med sin opgørelse for 2014.
Global Peace Index - eller Det Globale Fredsindeks - er et forsøg på at måle fredeligheden i verdens lande og regionder.
Det internationale panel af eksperter, der står bag indekset, måler både på den interne vold og kriminalitet i en given nation, ligesom at der også tages højde for landets militærudgifter og relationer til andre lande.
Samlet set er det et deprimerende billede, der bliver tegnet af verdensfreden anno 2014. Verden er således samlet blevet et langt mindre fredeligt sted at leve i løbet af det seneste årti.
Faktisk vurderer IEP, at verdensfreden har oplevet sin værste svækkelse siden afslutningen af 2. verdenskrig
Ud af de 162 lande, der er blevet undersøgt i rapporten, er der 111 lande, der bliver opfattet som mindre fredelige, end de var, da indekset første gang blev præsenteret i 2008.
Samtidig viser rapporten, at der som resultat er langt flere mennesker i dag lever under ufredelige omstændigheder, end der var for syv år siden.
Det er i højere grad risikoen for at blive udsat for kriminalitet, voldelige demonstrationer eller terrorisme, der gør verden til et mindre fredeligt sted for det enkelte individ, skriver IEP i rapporten.
Ikke overraskende er det krigs- og konfliktplagede nationer som Syrien, Afghanistan og Sydsudan, der placerer sig blandt i bunden af fredsindekset.
I alt lander 11 lande på en scorer over 3.000, der indikerer meget stor ufred.
I den modsatte ende får Danmark selskab af yderligere 27 nationer, der scorer under 1.565 og derved kan kategoriseres som havende et meget højt fredsniveau.
Det er især den store sociale sikkerhed og de lave militærudgifter, der er med til at give Danmark den flotte placering på listen.