Hvad skal navnet være på verdens yngste kontinent?
Det finske FN-forbund vil give verdens største affaldsø midt i Stillehavet et navn.
Midt i Stillehavet flyder et gigantisk bjerg rundt på størrelse med staten Texas. ”Isbjerget” er bare ikke lavet af is, men af plastic. Ikke store plasticdunke eller massive plastsække, men millioner af mindre plaststykker fra plastposer, plastdunke, plastbøjer eller andet plast, der er delvis opløst.
Plast er ikke et stof, der bare forsvinder. Det tager rigtig mange år, inden plastic er væk fra Jordens overflade. Undersøgelser har vist, at hver eneste kvadratkilometer af Stillehavet indeholder 18.000 plastpartikler.
Alle de små stykker plast bliver spist af fugle og små fisk, der spises af større fisk og til sidst risikerer at ende på vores spiseborde. I Nordsøen har 94 pct. af alle fugle plast i mavesækken, mens problemet formentlig er endnu større hos dyr som hvaler, sæler og skildpadder.
For at sætte fokus på det plastproblem, der bare er vokset og vokset de seneste 20 år, har det finske FN-forbund lanceret en konkurrence, der skal sætte navn på verdens nye, ottende kontinent, Stillehavets affaldsø.
”Usynlig” affaldsø
Det er ikke sådan, at man altid kan se affaldsbjerget med det blotte øje eller kan sige præcis, hvor det ligger. Affaldszonen i Stillehavet flytter sig op til 16.000 km alt efter årstiden. Undersøgelser har vist, at man her finder 6 kg plast for hver 1 kg plankton.
Affaldsøen blev opdaget i 1972 og menes nu at have en diameter på mange hundrede km. Hver kvadratkilometer indeholder over 200.000 stykker affald.
Det tager affald fra Nordamerika ca. fem år at bevæge sig ud til det område i Stillehavet, hvor strømforholdene gør, at affald samles – det vil sige alle typer langsomt nedbrydeligt affald, døde fisk, havpattedyr og fugle – og det tager ca. et år for affald at komme fra Asien.
Hos Verdensnaturfonden, WWF, erkender biolog Iben Wiene Rathje, at man ikke ved nok om, hvor stor skade plasten gør:
»Men vi ved, at det forstyrrer fordøjelsen hos både fisk og fugle, og at dyrene risikerer at blive kvalt. Men selv om problemet har eksisteret i mange år, er det først nu, vi for alvor begynder at se konsekvenserne,« konstaterer den danske biolog.