Olien er der stadig efter 25 år

Fredag den 24. marts 1989 var olietankskibet ”Exxon Valdez” på vej ind i Prince William Sound i den sydlige del af Alaska. Tankskibet fragtede råolie fra olieterminalen i Valdez, Alaska, til de sydligere stater i USA.

Skibets kaptajn, Joseph Hazelwood, havde fået fem vodkadrinks, da han kort efter midnat overlod roret til tredjesstyrmanden, Gregory Cousins. Den normale rute var blokeret af isbjerge, så den halvfulde kaptajn beordrede skibet til at følge en anden.

Ligeud var det velkendte Bligh-rev. Alligevel styrede tredjestyrmanden skibet direkte ind i revet, fordi skibet sejlede med et defekt sonarsystem.

Tankskibet lækkede 42 mio. liter råolie, som flød ud i et af de mest uspolerede naturområder – det sårbare arktiske havmiljø – og ramte 2.000 km af Alaskas kystlinje.

Olien spredte sig

»Denne ulykke er ikke den værste i mængden af olie. Men det er den værste, når vi ser på miljøproblemer og økologiske konsekvenser,« siger marinbiolog fra Biologisk Institut ved Syddansk Universitet Erik Kristensen om katastrofen, der ødelagde havmiljøet og dræbte omkring 200.000 olie-indsmurte havfugle og et stort antal havoddere, hvaler, sæler og fisk.

Den nat var der stærk vind. Det gjorde, at olien hurtigt spredte sig.

»Det stormfulde vejr sammen med lave temperaturer betød, at man ikke kunne redde så meget, som man ellers kunne have gjort, ved at samle det op. Derfor forsøgte man at brænde olien væk, men man valgte også at sprøjte dispergeringsmidler på havets overflade,« siger Erik Kristensen.

Dispergeringsmidler er kemiske midler, som sprøjtes ud, hvor olien vippede i store plamager, for at undgå, at olien bevægede sig ind til kysten.

»Men effekten af midlet er den samme, som når man vasker en fedtet pande med sulfo. Fedtet forsvinder, men det bliver ikke opløst. Det bliver til små mikroskopiske oliedråber i vandet. Dråberne synker ned på havets bund, hvor nedbrydningen går i stå, fordi der ingen ilt er. Derfor er der stadig adskillige millioner liter olie på havbunden ved Alaska.«

Langsom nedbrydning

Efter tre år blev redningsindsatsen udfaset, fordi man troede, olien var væk fra de øverste lag. Prince William Sound fremstår da også i dag relativt uberørt på overfladen. Men under overfladen ligger olien.

»Når det er ude af øje, så er det også ude af sind,« påpeger Erik Kristensen og forklarer:

»Skaderne fra olieforureningen afhænger af, hvilket område det sker i. Ved ”Deepwater Horizon”-udslippet i 2010 i Den Mexicanske Golf blev der lækket 10 gange så meget olie. Men havet i Den Mexicanske Golf er varmt, så olien fordamper og nedbrydes hurtigt. I Alaska er det koldt. Nedbrydningen går langsommere, og langtidseffekterne er derfor mere dramatiske. Der går over 30 år fra olieslippet, til man kan sige, at systemet er ved at være nogenlunde i balance.«

Ud over konsekvenser for havmiljøet og dyrelivet var der også menneskelige konsekvenser. 32.677 fiskere fra området lagde sag an mod Exxon for at have ødelagt deres indtægtsgrundlag. Fiskernes indtægtsgrundlag blev vurderet til en værdi af 507 mio. dollars, som Exxon blev dømt til at betale.

En officiel rapport har senere vist, at områdets beboere blev traumatiserede og deprimerede efter ulykken. Det betød, at der mange år efter har været en høj grad af alkoholisme og sociale problemer i området.

Det vil ske igen

Efterfølgende har olieudslippet i Alaska sat et yderligere fokus på risici ved olieudvinding i den sårbare arktiske natur.

Den amerikanske kongres krævede året efter udslippet et større opsyn med transport af olie og med besætningers kvalifikationer. Hvis et oliefirma ville transportere olie i USA’s farvande, skulle der fremvises en plan for at undgå oliespild og for oprydning i tilfælde af en ulykke.

Derudover var ulykken også medvirkende til beslutningen om, at alle olietankere bygget efter år 1996 skulle være dobbeltskrogede. ”Exxon Valdez” var enkeltskroget, hvilket betyder, at skibet kun havde et lag, som et rev kunne rive hul i.

»”Exxon Valdez” er altid den, man peger fingeren mod, når man skal bore i Grønland og i Det Arktiske Hav, for at vise, at konsekvenserne er meget dramatiske,« siger Erik Kristensen.

»Men vi har ikke lært mere af den ulykke, end at vi er så afhængige af olien, at der fortsat bliver boret. Vi har heller ikke lært mere, end at der vil ske en katastrofe i det område igen. Selv om der er sikkerhedsprocedurer, sker der fejl. Og der vil ske fejl. Der skal ikke ret meget til. Det er bare et spørgsmål om, hvornår det vil ske.«