Fortsæt til indhold
International

Massiv støtte til oprørerne – også fra præsterne

Oprør: Samtidig med underskrivelsen af en fredsaftale voksede opbakningen til de oprørere, der har besat det centrale Kiev. 100.000 eller flere gik på gaden for at støtte oprøret. Men oprørerne tror ikke, at aftalen med Janukovitj holder.

Lars From, Jyllands-Postens udsendte medarbejder | Niels Hougaard (foto), Jyllands-Postens udsendte medarbejder

KIEV

Father Nicholas’ budskab er klart.

»Kirken støtter folket, og vi mener, at Janukovitj må stå til regnskab for, hvad han har gjort.«

Father Nicholas er en præst fra Lviv i det vestlige Ukraine. Ligesom titusindvis af andre er han rejst til hovedstaden Kiev for at støtte oprøret imod Ukraines stadig mere upopulære præsident, Viktor Janukovitj.

Vi træffer Father Nicholas uden for Mykhalivska Kirken nogle få hundrede meter fra Uafhængighedspladsen i centrum af Kiev, hvor han sammen med sine præstekolleger fredag oplevede en massiv tilstrømning af mennesker til kirken. Folk kommer for at udtrykke deres støtte, for at donere mad, medicin og tøj til kirken – og dermed til oprørerne.

»Borgerne går ikke ud på gaden i tusindvis uden grund. Regeringen har optrådt fjendtligt og behandlet borgerne uretfærdigt. Kirken forbander ikke regeringen, men beder til, at Gud vil løse konflikten. Det er også derfor, at kirkens overhoved deltager i rundbordssamtalerne om fremtiden for Ukraine,« forklarer Father Nicholas, der ikke lægger skjul på, at Janukovitj efter hans mening er hovedansvarlig for, at 70 blev dræbt og mange hundrede kvæstet torsdag.

Kirken forbander ikke regeringen, men beder til, at Gud vil løse konflikten.
Father Nicholas, præst

Inde i gården foran indgangen til kirken holder en række ambulancer klar til at hjælpe. Efter myndighedernes voldsomme overgreb mod demonstranterne, der for alvor tog fart først på ugen, besluttede ambulancefolk på seks ambulancer i byen Lviv at sætte kurs mod Kiev 550 km væk for at hjælpe og tage sårede med ud af Kiev.

»Vi valgte selv at rejse – og tog til Mykhalivska Kirken, fordi den de seneste dage har fungeret som et felthospital,« fortæller paramediciner Vasyl Ivanovych, en af de 24 ambulancefolk, der er kommet for at hjælpe.

Politibetjente skiftede side

Mens opposition og præsident i går forhandlede en fredsaftale på plads på Hotel Kiev skråt overfor parlamentet, begyndte uroen at brede sig også i politiets rækker.

Pludselig valgte en større gruppe politibetjente at slutte sig til oprørerne. Det vakte jubel på Uafhængighedspladsen.

Pludselig besluttede en gruppe politibetjente sig for at skifte side og hoppe over til oprørerne, der har forskanset sig på Uafhængighedspladsen – eller Maidan-pladsen som den også kaldes.

Da betjentene senere indtog scenen på pladsen, blev de hyldet af den stadig større menneskemængde som sande helte.

En syret oplevelse

Vi er tilfældigvis søgt ind på Hotel Kiev for at få lidt mad, da vi pludselig på det nærmeste bliver omringet af den samlede ukrainske opposition med Vitali Klitjko, Arsenij Jatsenjuk og Oleg Tjagnibok i spidsen, ligesom også den populære sanger Ruslane deltager i de forhandlinger, der nærmest foregår hen over vores bord i restauranten. Også den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, og hans polske modpart Radoslaw Sikorski er i lokalet sammen med deres utallige bodyguards.

Oprørerne benytter nazimetoder.
Katerina Kornienko Donetsk, regeringsvenlig demonstrant

En syret oplevelse, der på den anden side passer meget godt sammen med alt det andet totalt og aldeles surrealistiske, vi har oplevet i den ukrainske hovedstad.

Mens de sidste punktummer bliver sat i fredsaftalen inde på Hotel Kiev, er stemningen til gengæld noget trykket i Marinsky Park overfor hotellet og lige op til parlamentet.

Den 27-årige Ignat fra Kharkov, der er i Kiev for at støtte regeringen, har gemt sig inde i et telt omgivet af politisoldater. Han blev for to dage siden sammen med en flok venner overfaldet af ophidsede demonstranter, taget til fange og ført med til demonstranternes højborg på rådhuset.

Oprørerne uddelte tæv

»Vi blev omringet af folk med masker, der slog os med knipler og stave og smadrede vores to biler. Jeg slap væk med kvæstelser i hovedet, mens to af mine venner endte på sygehuset. Jeg tør ikke tage ind på sygehuset, fordi jeg er bange for, at de blot vil udlevere mig til oprørerne igen,« fortæller den forslåede fyr, der ikke har meget tro på nogen fredsaftale.

»Oprørerne vil bare bruge en aftale til at trække tiden ud. Vi, der har støttet regeringen, ønsker at holde Ukraine samlet – vi ønsker et Ukraine uafhængigt af både EU og Rusland. Men det er også vigtigt at huske, at Rusland er vores brødre, der elsker os,« lyder det fra Ignat.

De seneste uger har op mod 1.000 mennesker fra især det østlige og sydlige Ukraine haft teltlejr i Marinsky Park for at støtte regeringen. En af beboerne, der nu er ved at pakke sammen, er den 21-årige Katerina Kornienko Donetsk. Hun er dybt bekymret for fremtiden:

»Oprørerne benytter nazimetoder. Jeg håber på fred – og håber, at folkene på Maidan-pladsen (Uafhængighedspladsen) også vil tage hensyn til folk i det østlige Ukraine bagefter,« lyder det opgivende fra den unge pige fra det sydøstlige Ukraine.

Festen i fuld gang

Nede på Uafhængighedspladsen er festen sidst på fredagen til gengæld i fuld gang. Tusinder og atter tusinder strømmer til fra Kiev og fra det vestlige Ukraine.

Efter flere dage med krigslignende tilstande er stemningen fredag nærmere som på en god, lun festival end som under en blodig revolution. Der bliver snakket, råbt, sunget, spist og drukket te.

Her er 100.000 eller måske endnu flere. Mange kommer direkte fra arbejde, andre har boet her i mudder, sod og pløre i ugevis. Det lune solskinsvejr har sammen med udsigten til en mulig fred lokket det største antal mennesker ind på pladsen måske siden oprøret mod Janukovitj begyndte for tre måneder siden.

Vil Janukovitj holde ord?

Men mange tvivler dog på, at den upopulære præsident vil overholde aftalerne.

Ilia fra Bakovyna lidt vestligt for Kiev har ikke meget tilovers for Janukovitj:

Janukovitj har to gange tidligere været fængslet – han skal i fængsel igen, eller også skal han hænges eller spiddes.
Ilia, oprører fra Bakovyna

»Der har også tidligere været lavet aftaler. Siden er alt for mange døde. Janukovitj har to gange tidligere været fængslet – han skal i fængsel igen, eller også skal han hænges eller spiddes,« lyder det fra fyren i en tyk, sort læderjakke. Han har et kraftigt baseballbat i den ene hånd og en kop te i den anden, mens han ophidset bringer sin uforbeholdne mening.

»Tidligere turde jeg godt oplyse mit efternavn, når journalister spurgte, men jeg har oplevet, at præsidentens folk advarer borgmesteren i min egen lille by, og de bagefter straffer de folk, der har udtalt sig offentligt. Derfor tør jeg ikke mere.«

En anden fyr på gaden tør ikke oplyse sit fornavn. Han vil også have præsidenten fjernet, før oprørerne lægger deres våben:

»Det eneste, der kan forhandles om, er forholdene omkring Janukovitjs afgang. Han må tage sin søn og forsvinde, og det kan ikke gå hurtigt nok,« lyder det.

Blandt de mange tusinde på Uafhængighedspladsen er det ikke nogen god idé at vise sympati for den store nabo mod nordøst:

»Af de 67 betjente, der blev fanget af oprørerne torsdag, viste det sig, at to havde russiske pas, men ukrainske uniformer,« fortæller den 20-årige Sumy, der bevæbnet med både kølle og dolk ikke lægger skjul på sit had til Rusland.

De fangede betjente blev frigivet uskadte fredag.