Den virtuelle præsident

MOSKVA - Jeg har mødt Vladimir Putin. Jeg har siddet over for ham i en militærbarak i det nordlige Kaukasus og hørt ham svare på spørgsmål fra pressen. Han udstrålede vilje og har planer for Rusland. Den 47-årige eks-spion og judomester synes som skræddersynet til den rolle, russerne ønsker, at han nu skal spille i historien.

I forbindelse med det russiske præsidentvalg kunne man ellers godt få det indtryk, at Vladimir Putin var opfundet til lejligheden. Han har ikke behøvet at føre valgkamp, han har spottet de TV-reklamer, som hans konkurrenter betaler millioner for at få ud til vælgerne, og han har ikke nedværdiget sig til at føre debatter med en flok konkurrenter, der alligevel ingen chancer har.

Moder Rusland er nyforelsket, og den følelse kan ingen hamle op med, hverken svigermødre eller præsidentkandidater. Logik, politiske programmer og appel til fornuften preller af på den russiske vælger som projektiler mod skudsikkert glas i en Mercedes 600 SE.

At Putin vinder dagens præsidentvalg, skylder han russisk TVs statskontrollerede kanaler og folk som Aleksandr Ljubimov stor tak for. For det er TV, der har magten i Rusland, selv om Vladimir Putin sidder med fjernbetjeningen. Jyllands-Posten har genem de seneste måneder fulgt Ljubimov og hans populære program Zdes i Sejtjas - Her og Nu - som hver aften ses af millioner af russere over ti tidszoner fra Østersøen i vest til Stillehavet i øst.

Det er 10 minutter, som behandler dagens vigtigste begivenhed. Programmet følger umiddelbart efter aftenens store nyhedsudsendelse. Hovedpersonerne bliver udspurgt af Ljubimov i studiet eller via en live-link. Det giver den 37-årige programvært en kolossal indflydelse. Og han ved det. Putin ved det også. De to mænd minder en hel del om hinanden. Deres forestilling om Ruslands plads i verden er ens. De er begge optaget af at skabe resultater. De er pragmatikere, velorganiserede og spilder ikke tiden med lange åndelige samtaler om den russiske sjæl over en flaske vodka eller to. De er krævende ledere. De har begge haft succes, og de mener, at verden ligger for deres fødder.

Putins baggrund er det frygtede KGB, den sovjetiske sikkerhedstjeneste, der blev betragtet som rygraden i det undertrykkende sovjetiske system. Ikke desto mindre mener et flertal af vælgerne, 70 pct., at det ikke er noget problem. Direkte adspurgt om sit forhold til Sovjetunionens opløsning for snart 9 år siden erklærer Putin: Den, der ikke beklager det, har ikke noget hjerte. Men den, der ønsker at genrejse Sovjetunionen, dvs. kommunisterne, har ikke noget hoved.

Formuleringen gik rent ind hos russerne. Den ramte folk på tværs af sædvanlige politiske skel. Putins ungdom, hans afdæmpede gemyt, hans handlekraft i Tjetjenien, selvdisciplin og ædruelighed, hans klare budskab om, at ingen skal vente manna fra himlen, men at det gælder om at kridte skoene og sætte sin lid til egne kræfter, hans flittige brug af nedsættende slangord om tjetjenske oprørere, der omtales som ”vilde dyr” og skal ”druknes i lokummet” - alt dette er træk, som de russiske vælgere er faldet pladask for. På TV. For Putin er en virtuel præsident. Hans karisma er skabt af TV, det medie, der taler til følelserne.

Ljubimov, en ordentlig kraftkarl med et drenget smil, der gør sig godt på skærmen, behersker dette medie. Han er desuden repræsentant for et nyt Rusland, som ikke er fedtet ind i den kommunistiske fortid. Han er fri for de mindreværdskomplekser i forhold til Vesten, som har præget tidligere generationer, men er samtidig en ihærdig fortaler for en selvbevidst russisk udenrigspolitik. Han taler fremmede sprog, inklusive dansk, engelsk og fransk, og i hans verden er virkeliggørelse af drømme, succes og penge vigtige ingredienser. Ljubimov ved, hvad han vil, og han ved, hvordan han når sine mål.

I den forstand minder han om Putin. Det er ikke et liv for svage sjæle og folk med dårlig fysik. Til forskel fra de grå og søvndyssende dage under kommunismen, buldrer tilværelsen derudad i højeste gear, som når Ljubimov i weekenden sætter sig bag rattet i sin toptunede rally-bil. Tempoet er vanvittigt, de der ikke kan klare mosten, rejser til Vesten for at leve et mere normalt liv, men det passer Ljubimov og hans ligesindede. Der er fart over feltet fra tidlig morgen til et godt stykke over midnat. Når TV-stjernen, der også er direktør og ejer af Ruslands mest succesfulde private TV-produktionsselskab, lukker og slukker i studiet klokken 22, ligger der stadig flere timers arbejde foran ham. Møder i byen, planlægning af nye TV-projekter, telefonsamtaler med forretningsforbindelser.

”Det er ok, for i Rusland varer det et stykke tid, før vi kan læne os tilbage og nyde livet. Vi har en smuk natur, men resten af landet trænger til en kærlig hånd og ombygning,” siger Ljubimov efter at have skiftet fra slips og jakkesæt til en mere afslappet påklædning.

Og længe efter midnat, når tiden er kommet til at slappe af, sker det i en af Moskvas nye moderne fitnesscentre, som holder åbent døgnet rundt for den nye klasse af ledere. Det findes ikke andre steder end i det vilde og hæsblæsende New York, der har de hurtigste fodgængere i verden, og der er noget manhattansk over energien i den russiske megapolis. Den markedsøkonomiske virkelighed har indrettet sig efter den stærkt levende elite. Moskva vrimler med supermarkeder og restauranter, hvor man ud på de små timer kan iagttage velklædte mænd med mobiltelefoner, mapper og Gucci-ure, som lever livet, mens de fleste andre sover.

”Det er al den energi, der er blevet undetrykt under kommunismen, som bliver sluppet ud nu. Det er som at tage låget af en trykkoger. Det fosser ud. Først var den negativ og destruktiv. Nu begynder den at blive rigtig,” tilføjer han om det råkapitalistiske Rusland i en sen aftentime på hans lille kontor på 3. sal i TV-byen Ostankino i det nordøstlige Moskva.

Ljubimov mener, at der er ytringsfrihed og demokrati i dagens Rusland, men man skal slås for det hver eneste dag. Det er ikke noget, der er givet.

”Man skal være parat til at betale prisen, om nødvendigt med livet som indsats,” understreger han.

Det er ikke tomme ord. Hans tidligere kompagnon blev myrdet for 5 år siden. En af hans reportere har siddet i tjetjensk fangeskab, selv har han været udsat for provokationer fra KGB, og hans program er blevet lukket flere gange. På væggen hænger et detaljeret kort over Tjetjenien med små flag, der markerer den russiske hærs fremrykning og de store slag. Det lille studie på Koroljov gade 17 har de første tre måneder af år 2000 afspejlet krig, død, ulykker og katastrofer.

Selv om Putin ikke selv har gæstet studiet, er han som det igangværende tidsskiftes synligste repræsentant til stede i andre forklædninger og via talsmænd. Han ville i øvrigt nikke samtykkende til det meste. Som da Putins protégé Anatolij Sobtjak, den kendte reformpolitiker pludselig døde af et hjertestop. Kameraerne zoomede ved begravelsen ind på den fungerende præsident, der fældede en tåre. En mand af folket. ”Det var et udskudt mord. Man kan skyde folk eller forgifte dem, men man kan også drive dem i graven ved at føre en hetz mod dem,” kommenterer sundhedsministeren i programmet midt i februar med henvisning til politiske fjenders forfølgelse af Sobtjak.

To uger senere gælder det en kendt journalist og oliemagnat, der omkom ved en flyulykke. Rygterne går, og en ekspert er i studiet for at slå koldt vand i blodet på dem, der er hurtige på aftrækkeren og taler om en terroraktion. Ljubimov kendte den omkomne journalist, som han havde arbejdet sammen med på Vsgljad, Synspunkt, et banebrydende program, der sidst i 1980’rne og først i 1990’rne flyttede grænser for, hvad der kunne siges under det kommunistiske diktatur. Men først og fremmest er det krigen i Tjetjenien, der er blevet behandlet.

Der er stor forskel på, om man følger krigen fra Moskva, København, London eller Paris. Den 17. februar er helvede løs i Europa. Det franske dagblad Le Monde har offentliggjort en reportage om tortur af varetægtsfængslede tjetjenere i en såkaldt filtreringslejr i Tjernokosovo, en by i det nordlige Tjetjenien. De vestlige medier er fyldt med hjerteskærende beskrivelser af flygtningelejre, civile i den tjetjenske hovedstad, der gemmer sig i kældre for de russiske bomber og påståede russiske krigsforbrydelser en masse. Putins talsmand, der har gået i fransk skole, angriber Le Mondes journalist på den daglige briefing.

”I tager Frankrigs krig i Algeriet og anlægger jeres egne forestilliger om Tjetjenien,” raser talsmand Sergej Jastrsjembskij, som om aftenen sidder over for Ljubimov.

Der fortæller han seerne, at filtreringslejren i Tjernokosovo nu er fronten i informationskrigen mellem Vesten og Rusland. Ifølge Jastrsjembskij sammenlignes varetægtsfængslet i de vestlige medier med Hitlers koncentrationslejre, og de fortæller, at 150.000 tjetjenere skal gennem lejrene, at selv børn sidder i disse dødslejre.

”Det er løgn. I virkeligheden er det et ganske almindeligt varetægtsfængsel, hvor de, der er mistænkt for at have deltaget i krigen eller taget gidsler, bliver indsat,” siger Jastrsjembskij fortørnet.

Ljubimov er så enig og oprørt over europæerns kritik, at han har vanskeligt ved at bevare det kølige overblik og sin sædvanlige distance. Han fortryder det bagefter, for det svækker hans troværdighed, men han holder fast ved sit synspunkt.

”Vi var naive for ti år siden. Vi troede, at hvis bare vi åbnede alle døre, så ville Vesten tale til os som nære venner, men man behandlede os køligt og beregnende. Det er ok, for så bliver vi hurtigere realister og dropper den tåbelige idealisme,” fortæller Ljubimov, da vi drøfter forholdet mellem Vesten og Rusland over en kop kaffe.

Han var imod den første tjetjenske krig, som han fandt meningsløs og brutal. Han undrer sig over, at Vesten dengang undlod at lægge pres på Kreml, mens de samme mennesker i dag råber og skriger om det barbariske Rusland.

”Vi havde ikke noget valg denne gang. Tjetjenerne angreb Dagestan, de sagde, at de ønskede en islamisk stat fra Sortehavet til Det kaspiske Hav. Vi har prøvet at forhandle med dem, vi har indgået aftaler, men det har ikke ført til noget positivt. Jeg er forbløffet over den europæiske opinion.”

Rusland føler sig så presset på den internationale scene, at de finder uventede forbundsfæller. Det eneste andet demokratiske land i verden, der har forståelse for den kompromisløse russiske offensiv, er Israel, som det sidste halve århundrede har kæmpet for sin eksistens mod terrorgrupper i Mellemøsten. Sovjetunionen bekrigede under Den kolde Krig staten Israel, og forsynede Israels fjender med sovjetiske kampvogne, jagerfly og missiler. Jøder, der ønskede at forlade Sovjetunionen, blev forfulgt.

En af dem, Natan Sjtjaranskij, tidligere politisk fange i Sovjetunionen og nu indenrigsminister i Israel, er blevet uvenner med mange af sine gamle venner blandt sovjetiske systemkritikere, som stadig er på kant med den russiske regering. Sjtjaranskij og hans nye fædreland er nemlig fuld af forståelse for den russiske hærs magtanvendelse i Tjetjenien. Israel og Rusland gør i dag front mod en fælles fjende: Islamiske terrorister.

”Vi er i en anden situation end Europa. De har abstrakte forestillinger om krig, og derfor er deres tilgang til menneskerettigheder også anderledes. Vi slås for retten til at leve. De slås for retten til at blive behandlet ordentligt som mennesker. Det samme gælder for Rusland,” forklarer Sjtjaranskij, da han i januar bliver interviewet af Ljubimov om den russisk-israelske forståelse.

Ljubimov kender også andre lande. Han er gennem mange år kommet i Danmark, fordi hans far var udstationeret som KGB-chef på den sovjetiske ambassade i 1970’rne. Ifølge Ljubimov har danskere og russere også noget til fælles.

”De er de eneste, der kan fortælle gode vittigheder.”

LÆS NÆSTE AFSNIT I ARTIKELSERIEN: Nye signaler fra Putin

TILBAGE TIL HOVEDARTIKLEN: Artikelserie: Putin - manden bag magten