Fortsæt til indhold
International

Dræbervirus kunne være opdaget tidligere

Hollandske forskere kendte til dødelig virus før alle andre.

Det dødelige corona-virus, som har dræbt 22 mennesker, hvoraf 17 var i Saudi-Arabien, kunne have været opdaget tre måneder før af sundhedmyndighederne.

Det oplyser Saudi-Arabiens sundhedsminister ifølge Reuters.

"Der skete en forsinkelse på tre måneder, hvor vi ikke var klar over opdagelsen af virusset," sagde Ziad Memish under den årlige WHO-konference i Geneve torsdag.

Lavede aftaler om vacciner

Virusset blev opdaget i Saudi-Arabien i september sidste år, men kunne muligvis have været kendt før, fordi en prøve blev taget ud af landet tre måneder tidligere og transporteret til Erasmus Medical Center i Holland, forklarede Ziad Memish under WHO's konference.

Laboratoriet i Holland tog derefter patent på sit arbejde med virusset, hvilket medførte, at alle, som vil bruge Erasmus' resultater, skal betale for det. Der blev derudover lavet aftaler med medicinalfirmaer om udarbejdelsen af vacciner.

Sundhedsministeren fortalte, at man i Saudi-Arabien blev klar over opdagelsen af virusset via ProMED, som er et rapporteringssystem på internettet.

Coronavirus

Virusset er et såkaldt corona-virus, der ofte bliver sammenlignet med sars, som brød ud i Asien i 2003 og dræbte omkring 800 mennesker. Cirka 10 gange så mange personer blev smittet.

WHO oplyser, at der er konstateret 44 tilfælde af det nye corona-virus.

En britisk mand blev smittet med corona-virus, efter at have været på en rejse til Saudi-Arabien. Desuden er der konstateret tilfælde af sygdommen i Jordan, Qatar, Tyskland og Frankrig.

Det handler om at redde liv

Kommercielle interesser bør ikke komme i vejen, når det gælder at redde liv, mener Margaret Chan, generaldirektør i WHO.

"At forskere laver aftaler, fordi de gerne vil have ejerskab over virusset, så de kan være de første i verden til at publicere i forskningstidsskrifter, er nogle problematikker, vi er nødt til at se på," sagde hun under WHO-konferencen.

Derfor opfordrer verdenssundhedsorganisationen WHO alle medlemslandene til at dele forskningsresultater.

Bekymrende, hvis viden ikke deles

Hos Statens Serum Institut vil overlæge Tyra Grove Krause ikke kommentere den konkrete sag, men siger:

Det er vigtigt, at der er åbenhed, og at data ikke holdes tilbage af hensyn til økonomiske interesser
Tyra Grove Krause, Overlæge, SSI.

”Det er da meget bekymrende hvis nyopdagede virus med udbrudpotentiale ikke deles imellem forskere og med WHO, så man i fælleskab kan blive klogere på det nye virus."

Tyra Grove Krause mener desuden, at det viser, hvor vigtigt det er, at laboratorier, som forsker i sygdomme, der berører mennesker, drives af det offentlige sundhedssystem.

"Det er vigtigt, at der er åbenhed, og at data ikke holdes tilbage af hensyn til økonomiske interesser," siger hun.