Farcen vokser om Charles og Camillas bryllup
Britisk presse er rystet og chokeret over, at dronning Elizabeth ikke vil deltage i sin søns bryllup.
Buckingham Palace meddelte i aftes, at dronning Elizabeth ikke vil deltage i prins Charles og Camilla Parker Bowles' bryllup den 8. april.
Et mareridt
Det overraskende afbud føjer sig til rækken af begivenheder, der ifølge britisk presse har forvandlet bryllupsforberedelserne til et mareridt.
Først blev brylluppet flyttet fra Windsor Castle, så det nu skal holdes på det lokale rådhus. Derpå opstod en hidsig diskussion om, hvorvidt to fraskilte mennesker, hvoraf den ene er tronfølger og den anden har en nulevende eks-mand, overhovedet kan gifte sig i den anglikanske kirke. Og nu det opsigtsvækkende afbud fra brudgommens mor.
Buckingham Palace understreger, at dronning Elizabeths afbud skyldes hensyn til brudeparret, der ønsker en afdæmpet ceremoni. Men dén køber britisk presse ikke i onsdagens udgaver.
Tegn på splittelse
"Dronning affærdiger brylluppet," fastslår Daily Mail og tilføjer: "Yderligere ydmygelse af prinsen og hans rådhus-bryllup."
"Dette skulle have været Charles og Camillas lykkeligste dag. I stedet udvikler det sig til et mareridt," mener Daily Mirror.
"Mødre deltager altid i et barns bryllup, uanset hvem eller hvor du er," fastslår kongehus-fotografen Arthur Edwards over for Sky News.
Dronningens afbud viser "splittelse i hjertet af kongehuset", mener The Times.
"I betragtning af, at de har haft 33 år til at planlægge denne storslåede begivenhed, har de gjort det meget klodset," konstaterer Daily Mails korrespondent Richard Kay over for Reuters med henvisning til, at Charles indledte et forhold til Camilla længe før brylluppet med prinsesse Diana.
Elizabeth betaler for receptionen
Mens dronningens stol således vil stå tom på rådhuset, har monarken dog tænkt sig at deltage i en efterfølgende kirkelig velsignelse af brylluppet, ligesom hun betaler for receptionen.
Den britiske monark er også øverste leder af Kirken af England, og den øverste kirkelige leder, Ærkebiskoppen af Canterbury, fastslår, at Charles og Camillas bryllup vil finde sted i overensstemmelse med kirkens retningslinjer.
Når og hvis Charles bliver konge, overtager han også rollen Supreme Governor of the Church of England. Camilla Parker Bowles bliver med brylluppet hertuginde af Cornwall, men dronninge-titlen får hun aldrig. Derimod kan hun se frem til at blive kongens prinsesse-gemalinde.