Buskmænd vil ikke flytte

Cape Town

Botswanas regering vil tvinge den sidste gruppe af det sydlige Afrikas urbefolkning, buskmændene, bort fra det eneste område, hvor de stadig kunne leve deres traditionelle liv. For at få lov til at blive i vildmarken er 243 buskmænd derfor gået til domstolene.

Buskmændene, som benævnes "san" i Sydafrika og Namibia, og "basarwa" i Botswana, har levet i det centrale Botswana i omkring 30.000 år. Deres sidste fristed har været det kolossale vildtreservat Central Kalahari Game Reserve (CKGR), hvor 700 tilbageværende basarwaer kunne leve på traditionel vis ved at jage vilde dyr og samle planter. Reservatet ligger midt i Botswana og er på 57.000 kvadratkilometer (Danmark: 43.000 kvm.).

Ud i ørkenen

Buskmændene, der er små af vækst, er gennem århundreder er blevet presset tilbage til ørkenområderne, mens sorte bantufolk indvandrede fra nordøst, og hvide nybyggere trængte op fra Sydafrikas Kap-området. Der menes at være i alt op mod 100.000 tilbage i Botswana, Namibia, Sydafrika og Angola. I februar blev de tvunget væk fra vildtreservatet i Kalahari, da landsbyer blev opløst, vandtanke ødelagt, vandboringer lukket og lægehjælp fjernet.

For domstolen

Buskmændene indleder nu en retssag mod Botswana for at få retten til at jage tilbage samt at få vand og lægehjælp igen til deres traditionelle områder.

Tvangsforflyttelserne er blevet kritiseret af organisationer som Botswanas menneskeretscenter og landets kirkeråd. Basarwaen Amolang Segetswana fortæller til den lokale presse, hvordan politiet kom og tømte byens vandtanke den 28. februar. Men han nægtede at flytte.

»Min familie og jeg har siden levet af mokapane, den vilde frugt, der er grundlag for både mad og drikke. Det tager lang tid at finde den. Hver dag må vi vandre længere og længere, da den ikke længere findes i tilstrækkelige mængder nær landsbyen. Situationen er kritisk. Vi er som levende døde.«

Mange basarwaer siger, at de ikke kan forlade deres forfædres grave, eftersom det strider mod deres kultur.

»Da jeg kom til Molapo, var mine koner og børn ved at rive vore hytter ned for at flytte. De havde fået at vide, at hvis de blev, ville soldater lukke dem inde i hytterne og sætte ild til. De havde intet valg,« fortæller Roy Sesana, som er leder af den gruppe basarwaer, der har sagsøgt staten, til lokale aviser.

Aktionsgruppen First People of the Kalahari, der arbejder for basarwaernes interesser, er efter eget udsagn blevet standset, når den har forsøgt at transportere vand, nødrationer og medicin til dem, der har nægtet at forlade vildreservatet.

Ud i fattigdom

Nchunga Nchunga, der repræsenterer staten ved retssagen, bestrider basarwa-folkets ret til at bringe sagen for retten, eftersom hovedpersonen bag sagsanlægget, Roy Sesana, ikke længere bor i vildtreservatet og derfor ikke kan repræsentere de 243 andre.

Mindst 2000 basarwaer har de seneste år forladt naturreservatet efter at være blevet fristet af regeringens løfter om penge, bolig og marker uden for området. Virkeligheden er blevet en anden med fattigdom og udbredt alkoholisme. Ifølge regeringen er det blevet for dyrt at yde service til de ca. 700, der er blevet. Omkostningerne er beregnet til 90.000 kroner om måneden. Statens argument er, at den handler til bedste for basarwaerne, og at den bedre kan sørge for lægehjælp og skoler, hvis de flytter.

Basarwa-folket selv tror, at det i virkeligheden drejer sig om, at turismen i området skal udvikles, og at urbefolkningen er i vejen. Dertil kommer forlydender om store diamantforekomster.

»Beskyttelse«

Da vildtreservatet blev oprettet i 1961, lød begrundelsen, at det var for at beskytte resterende buskmænd mod den voksende udbredelse af kvægbedrifter og tiltagende ulovlig jagt.

Ifølge en af dem, der forleden aflagde vidneudsagn i retten, jagtbetjent Arthur Albertson, har basarwaerne ikke forstyrret den naturlige balance i reservatet. Planerne om at bygge 1200 kilometer vej til turister udgør en meget større trussel mod den følsomme ørkennatur, siger han.

ola.sall@jp.dk