Sorg i Tårernes Dal
Golan-drusernes håb om en tilbagevenden til Syrien er skudt i sænk af udviklingen i Israel. Samtidig frygter de, at grænsestriden i nord vil udvikle sig til en egentlig krig.
Majdal Shams, Golan
Shaherean Abu Salman stedte sin søn til hvile i går.
Ikke nogen dramatisk død i mellemøstlig sammenhæng. Sønnen Faris var 54 år og døde af et hjertetilfælde. Men naturligvis en stor sorg for hans mor og far, hans hustru, hans børn, hans brødre, hans søstre og resten af slægten. Og en ekstra stor sorg, at ikke hele familien kunne være samlet til mindestunden.
For mens Shaherean, hendes mand Kassim Abu Salman og mange andre slægtninge bor i det af Israel annekterede Golan, bor to af deres børn med deres familier på den modsatte side af grænsen i Syrien. De er adskilt af en dyb kløft, som Israel kalder »Råbenes Dal«, fordi delte familier her har råbt til hinanden med megafoner i årtier.
Familierne på begge sider - som er syriske drusere - kalder den »Tårernes Dal«.
»Jeg håber, at der bliver fred. Jeg håber, at freden kommer snart, så vi kan ses, inden jeg dør,« råbte familiefaderen Kassim Abu Salman i går formiddag over kløften med en elektrisk forstærket megafon.
»Vi håber også på fred, så vi endelig kan mødes. Faris var et vidunderligt menneske. Vi er kede af, at vi aldrig så ham
igen,« svarede hans datter Setelbanin fra et plateau på den anden side, omkring 500 meter væk bag et bombastisk hegn.
Kikkerter gik rundt
På begge sider holdt familien ceremonier til Faris Abu Salmans minde, før man gik til Tårernes Dal og én efter én tog mikrofonen for at udråbe sin sorg. De ældre mænd i posede, sorte bukser, sorte jakker og hvide tørklæder, kaldet laffa, om den kronragede isse som symbol på deres religiøsitet. Kvinderne ligeledes i sorte og hvide gevandter. De yngre mænd i mere hverdagsagtigt tøj.
| Shaherean Abu Salman kigger efter sin søns begravelse 500 meter væk. Det er det nærmeste hun har været siden 1967, da israelerne erobrede Golan fra Syrien. Foto: Carsten Ingemann |
Nogle af de sørgende sad på medbragte plaststole, andre stod. Stærke kikkerter gik på omgang, så de også kunne se deres slægtninge på den anden side. Megafonen, som familien havde lejet til formålet, gav en let skrattende, metallisk lyd og et tungt ekko i dalen.
Tidligere var megafonen den eneste mulighed, hvis familierne ville kommunikere. De har stadig ikke lov til at besøge hinanden, men de seneste fem-seks år har de kunnet ringe til hinanden.
Dalen anvendes dog stadig ved vigtige begivenheder, hvor familierne føler behov for at samles. Desuden har råberiet tværs over kløften givetvis en politisk signalværdi.
18.000 syriske drusere bor i dag i Golan, som Israel erobrede i 1967 og annekterede i 1981. 130-150.000 flygtede til Syrien, hvor de siden er blevet op mod en halv million og, for de flestes vedkommende, bor i udkanten af Damaskus.
En anden historie
Mens nogle israelske politikere insisterer på, at Golan-druserne har det fint i Israel og ikke har noget reelt ønske om, at Golan igen skal blive en del af Syrien, fortæller Golan-druserne selv en anden historie. De føler sig undertrykt socialt, økonomisk og politisk og mener ikke at have noget at gøre i en jødisk stat. De ser sig som først og fremmest arabere, dernæst muslimer, dernæst syrere og til sidst drusere, om end det er denne religion, en gren af shia-islam, som sammen med klan- og familiestrukturen har holdt dem sammen siden det 11.-12. århundrede.
»Man kalder os drusere for at markere, at vi skulle være noget særligt. Vi er syrere, og vores land hedder Syrien,« siger Fausi Abu Jabal, en politisk aktivist i Majdal Shams, som er den største af de fem tilbageværende drusiske småbyer i Golan.
Abu Jabal har stærke meninger om den israelske besættelsesmagt. Det er et racistisk herrefolk, som fører en apartheid-politik i de besatte områder. Hvad der foregår på Vestbredden i disse dage er værre, end hvad der skete i de tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. Israel har kun sig selv at takke for den palæstinensiske opstand og selvmordsattentaterne, som er eneste udvej for et folk uden kanoner og raketter til at forsvare sig med. Det er et terror-regime, hvis eksistens bygger på at undertrykke ikke-jøder. Og bag alt lurer USA, som forsøger at underlægge sig hele verden, inklusive Europa.
Det lokale bystyre er en flok håndplukkede kollaboratører, de fleste hentet uden for Golan, siger han. Ligeså de drusere, der gør tjeneste i den israelske hær, og som af isralere bliver berømmet for deres mod og færdigheder.
»Der vil altid være landsforrædere. Se blot på Danmark og Norge under krigen. Se blot på Quisling,« siger Fausi Abu Jabal, som selv sad ti år i israelsk fængsel, 1973-83, for samarbejde med fjenden, hvilket i dette tilfælde vil sige Syrien.
Løsning langt væk
Da Israel for to år siden trak sig ud af det sydlige Libanon, tændtes håbet i Golan om en fredsaftale, der ville føre området tilbage til Syrien. Men forhandlingerne mellem Israel og Syrien løb ud i sandet, og i dag forekommer en løsning meget langt væk.
»En tyv er altid bange. Israel er bange for alt og vil ikke have en fredelig løsning,« mener Abu Jabal.
Ej heller i begravelsesoptoget ved Tårernes Dal råder optimisme om en fredsløsning. Som for at understrege det, lyder midt i det hele to store bombebrag. Det er de daglige skudvekslinger mellem Hizbollah-militsen i Libanon og israelsk militær, som gør sig bemærket. De seneste tre dage har Hizbollah affyret raketter mod israelske militærmål tæt på landsbyen Ein Qunya, hvor familien Abu Salman bor, og en fårehyrde er blevet såret, fortæller Mashhoor Abu Salman, en nevø af den afdøde.
»For et år siden havde jeg store forhåbninger om fred og genforening med Syrien. Nu er håbet ikke ret stort. Vi venter snarere på krig,« konstaterer Mashhoor Abu Salman.