Kashmir-dalen i jerngreb

Srinagar

I Srinagar er sporene efter den usynlige fjende synlige overalt.

Lufthavnens luftskytskanoner. Maskingeværrederne på gadehjørnerne. De tusinder, titusinder, ja hundredetusinder af svært bevæbnede, mistroiske og nervøse soldater, der holder byen i et jerngreb.

Engang betegnet som Himalayas Juvel og Indiens paradis. Stedet, stormoguler og engelske koloniherrer overlevede langt væk fra de varme somre i det sydlige Indien. Hvor vestlige hippier, moderne turister og feriende indere i hundredetusindvis drog op for at slippe væk fra lavlandets kvælende hede.

Ved foden af verdens tag ligger den, Kashmir-dalen - et af Indiens smukkeste naturscenerier. I dag er romantikken en falmende drøm fra fortiden. Fra forne tider, da guderne ikke havde kastet deres vrede på denne hjælpeløse plet i verdenshavet.

Srinagar med sine 800.000 indbyggere er i dag en fæstning. Kashmir-provinsens sommerhovedstad og største bebyggelse er en besat by - hvadenten man så mener, at de indiske sikkerhedsstyrker er venner eller fjender. Kashmir er fanget i krydsilden. Det fortabte engelske kolonistyre skabte en konstruktion, som gjorde det gamle fyrstedømme til en central brik i den indisk-pakistanske rivalisering, der har ført til to krige plus en ikke erklæret mini-krig - og i disse uger igen truer en i forvejen hårdt prøvet befolkning.

14 blev dræbt

Delstatsparlamentet ligger midt i byen. Ved porten kan stadig ses spor efter selvmordsattentatet den 1. oktober. En bilbombe eksploderede. I det efterfølgende kaos blev 14 mennesker dræbt under skyderi inde i parlamentet, og en af fløjene udbrændte.

Men på pladser og rydninger spiller drengene cricket, som de gør i resten af Indien, Pakistan og Bangladesh. Med frønnede bats og kampesten stillet ovenpå hinanden som gærder drømmer de om at blive en ny Tendulkar, Mongia eller Hussein. I de snævre gader går livet sin kaotiske gang på pakistansk-indisk maner. Med handel og vandel. Med boder og butikker og værksteder og småbikse blandet med gadesælgere og bilos og dyttende køretøjer.

Men når tusmørket sænker sig, haster alle hjem. De tider er forbi, da aftenskumringen var signalet til lys i småbutikkerne, livlig handel og almindeligt samvær på smårestauranter og udskænkningsteder. Nu gælder det om at få lukket og slukket - jo før jo bedre. For om natten hersker de mørke magter. Byen dør ud. Man skutter sig indendørs foran fjernsynet - den eneste kilde til underholdning, efter at biografen igen er blevet lukket. Den var ellers åben en kort overgang midt i 1990erne, da alting pegede mod lysere tider.

Men natten er farlig. Enhver der bliver antastet på gaden er ude i mistænkeligt ærinde. Det kan føre til meget.

»Mange som er blevet bragt til afhøring af sikkerhedstyrkerne har vi aldrig har hørt fra igen,« siger en midaldrende mand med bitterhed i stemmen. Han er født og opvokset heroppe i "dalen" og afviser kategorisk, at det militære opbud skulle give ham nogen form for tryghed.

»Hør lige her,« siger han. »Vi er i Srinagar. Midt i en by. De militante bomber ikke befolkningen. Deres mål er udelukkende indisk militær. Når det er gået ud over almindelige mennesker er det en fejl. Her i byen kommer ingen. Hvad skulle de her? Her bor bare almindelige mennesker, der forsøger at få deres liv til at fungere. Vi vil leve i fred. Men vi bliver konstant generet, nedværdiget og trampet på af soldater, militær og sikkerhedsstyrker. Se hvor mange der er? De er overalt og har ikke andet at give sig til end at genere os.«

Beskyttelse eller undertrykkelse? De politiske undertoner skriger allerede himmelhøjt fra hver sin side af våbenstilstandslinien - Line of Control - mellem Indien og Pakistan. Under alle omstændigheder ligger alle gode intentioner begravet under Srinagars skyttegrave og bunkere.

Nationaldagen

I dag, lørdag, er det Indiens Nationaldag, og derfor er grebet blevet strammet yderligere. Bevæbnede soldater står med 10-20 meters mellemrum. På hvert gadehjørne er der bunkere, skyttegrave, forskansninger eller vagtsomme øjne bag beskyttende sandsække. Der er kontrolposter og chikaner på vejene, og bygningerne et hegnet inde bag pigtråd.

Ethvert andet sted ville dette blive kaldt undtagelsestilstand. I Kashmir-dalen lever millioner af mennesker i permanent undtagelsestilstand, og har gjort det i mere end et årti. I den seneste uge er omkring 100 mænd »forebyggende« blevet arresteret ved razziaer i hele delstaten op til dagens nationale festligheder. Det er »kendte kriminelle og forhenværende terrorister«, lyder den officielle forklaring.

I forrige uge blev Kashmirs computercaféer lukket, og myndighederne lagde hindringer i vejen til enhver form for kommunikation via e-mail. Det samme skete med telefonen. Der kan ikke længere ringes til udlandet fra Kashmirs offentlige telefonsystem.

»Daglig chikane«

»Det er det rene idioti og kun endnu en undskyldning for at chikanere befolkningen. Terrorister bruger ikke offentlige telefoner. Hvis de bruger noget bruger de private - eller også kommunikerer de med deres egne satellit-telefoner. Det her er kun en ny måde at presse os og knække os,« siger en anden indbygger.

Vi bliver standset i en kontrol og min medpassager bliver rasende. Soldaterne får et fur. Vores bil er blevet tilfældigt udvalgt, soldaten ved vejsiden peger bare med geværmundingen - og chaufføren har intet andet valg end at stoppe. Efter en hidsig og faretruende ordveksling kører vi videre - uden at bilen er blevet undersøgt.

Min medpassager ser episoden som et nyt overgreb.

»Det er den daglige chikane. Folk bliver forulempet og terroriseret efter helt tilfældige principper. Det sker hver dag, flere gange om dagen. Hele tiden. Hvem kan leve på den måde?,« spørger han.

Søen Dal byder sig til i det kølige vintersolskin. For foden af høje sneklædte tinder ligger den idylliske sø, der engang var Kashmirs varemærke. Side ved side ligger tusinder af husbåde, der fungerer som flydende hoteller. Minder fra en fjern fortid, da maharajaerne forbød englænderne at eje land i Kashmir, og de snedige koloniherrer i stedet indrettede deres sommerhuse på søen.

Indtil 1990 var det stadig attraktivt at nyde den køligere bjergluft og den smukke sø som turist i sin egen husbåd. Her i januar er alt tomt. Turisterne er for længst skræmt væk. Selv om der aldrig er blevet berettet om et eneste tilfælde af vold herude ved søen har et årtis dårlig presse lagt Kashmirs vigtigste næringsvej i ruiner.

De afskallede og ramponerede hoteller langs søbredden vidner om dengang, turismen blomstrede. Nu ligner de kulisser fra gamle krigsfilm fra Anden Verdenskrig. Bygningerne er overtaget af sikkerhedstyrkerne og ligger omgivet af sandsække og pigtråd. Det samme er talrige af byens offentlige bygninger, private ejendomme, hoteller og forretninger. De fleste tilhører de titusinder af hinduer, der flygtede sydpå i begyndelsen af 1990, da volden eskalerede faretruende.

Hinduernes flugt skærpede den en religiøse undertone i konflikten og gav Pakistan, det afghanske Taleban og fundamentalisterne nogle gode kort at spille på i propagandaen. For det er en kendsgerning, at den muslimske befolkning i Srinagar og Kashmir-dalen udsættes for helt andre prøvelser end buddhisterne mod øst i Ladakh eller det overvejende hinduistiske samfund omkring vinterhovedstaden Jammu mod syd.

Konfrontation

Det er ikke særligt svært at fremstille konflikten som en sort-hvid konfrontation mellem den undertrykkende hindu-hær og de undertrykte, fastboende muslimer. Og da slet ikke ved en sammenligning med Jammu, der reelt ligger tættere på Pakistan men slet ikke er udsat for samme massive pres.

På den anden side af broen over Tawi-floden, der forbinder Jammu med Pakistan ligger et hindu-tempel og en moské side om side. Kvinder med løsthængende slør køber den samme slags orange blomsterhoveder og den samme slags røgelse hos hver sin forhandler af religiøst tilbehør, inden de stiller skoene ved hver sin indgang for at gå ind og bede til hver sin gud. Helt uproblematisk. Jammu er med sine 300.000 indbyggere betydeligt mindre end Srinagar og fungerer som hovedstad i vinterhalvåret på grund af beliggenheden nede i lavlandet. Den ligner mere resten af Indien. På godt og ondt. Her er støvet og larmende ... og på pladser og rydninger spiller drengene cricket og drømmer om at blive den nye Tendulkar, Mongia eller Hussein.

Som nat og dag

Forskellen mellem Jammu og Srinagar er som nat og dag. Her er ingen bunkere, ingen sandsække og ingen skyttegrave. Sikkerhedsfolk anes i hjørnerne - men fylder ikke billedet. Stikprøvekontrollerne af køretøjer og identitetspapirer foretages ikke at skydeklare soldater, men af civilklædte sikkerhedsfolk. Som i Srinagar er byens stadion afspærret af hensyn til forberedelserne til paraden på nationaldagen. Og der står skilte i gaderne med advarsler om, at kvindeskørter kan være skjulesteder for bomber. Men livet pumper ufortrødent videre, når mørket sænker sig, og benzingeneratorerne bringer lys i de små forretninger og udskæningssteder.

Tidligere var nationaldagen også en stor dag for de militante. Det er nu tre år siden, der sidst har været aktioner den 26. januar i Srinagar, men nu frygter myndighederne det værste.

Og dagligt understreges, at der er grund til frygten og forsigtigheden. Hver dag sine skudepisoder og attentater. Hver dag sine tragedier. I sidste uge blev en 18-årige skolepige offer for en bombe i Jammu. En tilfældig torsdag som i forgårs mistede 12 livet i forbindelse med razziaer og attentater. Desuden blev to bomber fundet i tide og to mand arresteret i forbindelse med beslaglæggelse af våben og ammunition. Alene i år har sikkerhedsstyrkerne dræbt 82 militante og 60 er blevet arresteret. Og januar er ikke engang forbi endnu.

For befolkningen i Kashmir-dalen er fjenden helt synlig: Han står bevæbnet til tænderne på gader og stræder, bag sandsække og i skyttegrave, og kalder sig beskytter.

jan.lund@jp.dk