Brasilianske kvinder er mest forfængelige
Hver anden brasilianske kvinde er parat til at underkaste sig plastikkirurgens kniv for at få et smukkere udseende, viser stor undersøgelse.
Det er ikke kun under karneval, at den kvindelige halvdel af brasilianerne ifører sig meget lidt, men farvestrålende tøj og iøjnefaldende makeup.
Kosmetikfirmaet Avon har spurgt 21.000 kvinder i 24 lande om deres syn på skønhed samt brugen af kosmetik og skønhedsoperationer.
Hele 86 pct. af de brasilianske kvinder oplyser, at de arbejder "hårdt" på at forbedre udseendet i forhold til et gennemsnit på 67 pct. på verdensplan, skriver Reuters.
Og 90 pct. af kvinderne i Brasilien klassificerer skønhedsprodukter som et "nødvendigt gode" i stedet for luksus.
Nogle brasilianske forfattere har kaldt de brasilianske kvinders kamp for et smukt udseende for en del af den nationale selvforståelse og æstetik. Andre mere pragmatiske kilder vurderer, at det varme klima med tilhørende begrænsede behov for beklædningsgenstande sætter mere fokus på kroppen og udseendet som helhed.