Afrika 2003: Voldtægt, lemlæstelse, kannibalisme

Bunia

Den fireårige Akiki har fået sine hænder tilbage. Hendes lille krop er oversået med halvlægte sår efter hug med en machete. Hovedet er stadig mærket efter huggene, og omkring hvert håndled har hun en forbinding, som skjuler operationsstingene. Hun kan endog bevæge fingrene lidt.

Hænderne var næsten helt hugget af, da Akiki kom til felthospitalet i Bunia. De hang kun fast i en stump skind. Hun havde forsøgt at skærme hovedet mod huggene fra macheten, men huggene blev ved, og så gik det ud over begge håndled.

Det lykkedes kirurgerne på Læger Uden Grænsers felthospital at sætte hænderne tilbage på Akikis underarme. Hun skal nok blive rask igen, men vil være arret for livet.

Terrorvælde

Akiki blev angrebet i sit hjem i Bunia - en by i frygt i en provins under terrorvælde. Her er ganske vist FN-tropper, men befolkningen i det nordøstlige Congo har mistet tilliden til dem. De har hidtil ikke formået at sætte en stopper for massakrerne, som fortsætter dag efter dag i Ituri-provinsen.

»Vi har kun mulighed for at behandle de sårede, som får held til at nå frem til os. De har måske vandret i ugevis med svære skudsår eller skader efter hug fra macheter, før de når hospitalet. Mange dør undervejs,« siger Nicola Louis, som er leder af Læger Uden Grænser i Bunia.

Somme tider er indsatsen forgæves.

»En kvinde, som vi havde behandlet i flere uger for alvorlige hugsår, tog hjem i mandags. Hun blev myrdet samme nat, her midt i Bunia, som ellers skulle være under FN's beskyttelse.«

Frygten i Bunia er der stadig, og den vokser. Om natten høres skudvekslinger. Alle ved, hvem militsmændene er, eller rettere militsdrengene. Om dagen bevæger de sig rundt uden våben, om natten med våben. Terrorens infrastruktur består.

»Situationen er så anspændt, at vi end ikke kan modtage visse sårede på hospitalet, eftersom det ville bringe alle patienter i fare. Hvis vi tager militsfolk ind, bliver hospitalet skydeskive,« siger Nicola Louis.

Der er ingen bevæbnede vagter ved hospitalet, da de snarere ville øge end mindske risikoen, mener Nicola Louis og fortæller, at han aldrig på nogen tidligere opgave har set en sådan brutalitet og så dybt racistisk ekstremisme.

»Det er ikke en krig. Det er en lang, lang række massakrer på civile. Og det bliver ved, uden at FN rører en finger,« siger en meget bitter hospitalsleder.

Systematisk voldtægt

Den kenyanske læge Judith Mirembe arbejder med de usædvanligt mange voldtægtsofre, som kommer ind:

»Militsen går fra hus til hus og beordrer alle kvinder ud. De, der vægrer sig, bliver dræbt. De anbringer kvinderne på række og voldtager dem en efter en. Nogle af kvinderne får lov til at gå bagefter. Andre holdes fangne i måneder og bliver voldtaget gentagne gange. Vi har set voldtægtsofre på mellem 4 og 85 år.«

I congolesisk kultur er det hele familien, der bliver ramt, hvis en kvinde bliver voldtaget. Hvis hun er ugift, bliver det nærmest umuligt at finde en mand, hun kan gifte sig med.

»De kvinder, som når frem til os, er dybt traumatiserede. De tror, at det, der er overgået dem, er tabu; de skammer sig og tør ikke tale om det, de har oplevet. Vi forsøger at få dem til at forstå, at det ikke er deres fejl. Mange har også seksuelt overførte sygdomme, som vi behandler.«

Kannibalisme

De udlændinge, Jyllands-Posten møder i Bunia, og som har erfaring fra konflikter verden over, siger samstemmende, at de aldrig har set magen til brutalitet. Det er ikke blot det, at mennesker bliver myrdet i massevis. De får maven sprættet op, og deres lever og hjerte bliver taget ud og spist. Kvinderne får bryster og kønsorganer skåret af.

»Det er ubeskriveligt. I Liberia er det i det mindste soldater, som slås mod hinanden. Her er det den rene massakre. Jeg har aldrig set noget lignende. Ikke engang i Sierra Leone. De opfører sig værre end dyr. Dræber alle mænd. Voldtager alle kvinder,« siger Judith Mirembe, som deler kritikken mod FN.

»Jeg fatter ikke, hvad de laver. Folk bliver dræbt midt i byen, selv om det vrimler med FN-soldater dér.«

Det skønnes, at op mod 50.000 mennesker er blevet myrdet. Mindst lige så mange er flygtet til Bunia.

Ingen tillid til FN

Et stenkast fra hospitalet ligger en kæmpemæssig flygtningelejr i relativ sikkerhed nær den FN-kontrollerede flyveplads og 650 uruguayanske soldater. Alle de congolesere, jeg taler med i lejren, er skrækslagne ved tanken om, hvad der vil ske de nærmeste uger. Bunia blev en forholdsvis sikker by, da franske og svenske specialstyrker kom dertil i juni. Disse styrker skulle sikre Bunia by og havde til forskel fra FN-soldaterne ret til at åbne ild for at beskytte civile. De vandt befolkningens tillid.

Nu er svenskerne rejst, og de franske styrker gør klar til afrejse.

Ordinære FN-soldater tager helt over fra begyndelsen af september. Det drejer sig om en styrke på 3800 mand fra Bangladesh, Pakistan, Nepal og Indien. Færre end 1000 er nået frem, og alle venter spændt på, hvordan militsen vil teste de nye FN-soldater.

Sammenstød er uundgåelige, siger alle. Endog FN's administrative personale begynder at gøre sig klar til evakuering.

»Hvordan skal 3800 mand, hvoraf halvdelen er støttepersonnel, kunne sikre en provins, som er på størrelse med Schweiz? I øjeblikket foregår der massakrer i byer 15-75 kilometer nord for Bunia. Ingen løfter en finger. FN tør ikke forlade byen.

De har helikoptere og burde i det mindste kunne redde sårede, men de tør ikke. De lader dem ligge og dø,« siger Nicola Louis.

Bare vent...!

Blandt flygtningene i den store teltlejr møder jeg Rachel Kermundu, da hun er ved at hjælpe en veninde med at flette håret. Rachel kommer fra Bunia, men tør ikke tage hjem, da hendes mand blev myrdet under et natligt angreb. Det lykkedes hende at få deres fire børn med til lejren.

»Der høres stadig skudvekslinger om natten her i Bunia. Franskmændene og svenskerne gjorde byen sikker i dagtimerne, men nætterne er farlige. Alle ved, hvad militsen går rundt og siger: "Når de sidste franskmænd er rejst, skal I bare se løjer..." Derfor er alle hunderædde for, hvad der sker nu,« siger Rachel Kermundu.

FN's lokale informationsmedarbejder, Cristoph Bouillerac, siger, at han kender til kritikken, men at FN's Congo-styrke, MONUC, hidtil har været bundet af det, som i FN-kredse betegnes "paragraf 6". Ifølge den kan soldater kun åbne ild i selvforsvar. Nu har Sikkerhedsrådet opgraderet styrken til "paragraf 7". Ifølge den kan den nye Ituri-bataljon åbne ild for at beskytte civilbefolkningen. Der vil også blive stillet angrebshelikoptere til rådighed for styrken, så den hurtigt kan standse massakrer ude i provinsen.

Konflikt ude af kontrol

Konflikten er delvist gammel, delvist ny. Den historiske forklaring er, at hemafolket indvandrede for mange generationer siden fra Uganda. Denne befolkningsgruppe fortrængte lendufolket fra jord og græsningsarealer. Hemafolket udviklede sig til en overklasse.

I magttomrummet efter Mobutu Sese Seko, som blev jaget på flugt i 1997, havde de lokale krigsherrer frit spil. Gamle modsætninger blandt Ituri-provinsens 18 etniske grupper blev udnyttet. Der strømmede pludselig våben til fra Uganda, Rwanda og hovedstaden, Kinshasa. De ugandiske tropper, som invaderede landet i 1999, tog hemafolkets parti og støttede hemamilitsen UPC. Da uganderne trak sig tilbage i begyndelsen af 2003, eskalerede volden. Alle parter gør sig skyldige i grove forbrydelser mod menneskeheden. Fredsaftalen for resten af Congo har ingen betydning i Ituri-provinsen; den er helt uden for kontrol.

Chefen for den franske styrke, oberst Dubois, svarer diplomatisk, da jeg spørger, om han har fuld tillid til, at de 3800 FN-soldater, som nu kommer til, klarer opgaven at bevæge sig uden for Bunia:

»Man må se på kvalifikationer og udrustning, ikke kun antal. I øjeblikket arbejdes der på at finde en måde, hvorpå stillingerne kan fremrykkes uden for Bunia by. Men vel forudser jeg da problemer. Der opstår altid problemer i forbindelse med, at en opgave skifter hænder,« siger han.

Især de nye angrebshelikoptere vil ændre magtbalancen, vurderer obersten.

»I længden kan konflikten dog ikke løses militært, kun politisk. Congoleserne skal opbygge deres egen stat. Vi kan hjælpe og give gode råd, men vi kan ikke gøre deres arbejde.«

Over Bunia drøner et fransk Mirage-fly. Det er en magtdemonstration, der skal sætte skræk i militsgrupperne, men flyet tager sikkert også fotos for at analysere situationen.

På farlig mission

Den italienske vejingeniør Silvio Sanbukar styrer sin Landrover ud fra Bunia og vinker til den sidste vejspærring med franske tropper bag sandsække og pigtråd.

Silvio arbejder for den tyske organisation Agro Action og skal forsøge at åbne vejen til den nærmeste by, Bogoro, og forhåbentlig også til Lake Albert. Det vil give den isolerede by Bunia adgang til fisk, men også give den en flugtvej, dersom flyvepladsen skulle blive indtaget af militsen.

»Hvis vi kan nå til Lake Albert, er der mulighed for at sejle til Uganda.«

Den vej, vi kører ad, udgør en politisk og etnisk grænse - på venstre side hema, på højre side lendu. Vi ser ingen mennesker ud over nogle enkelte, der har vovet sig ud for at samle brænde.

Der ligger miner i vejkanten. De vejarbejdere, som Silvio er chef for, finder nye miner hver dag.

Efter 15 kilometer er det slut. Der begynder lendumilitsens område. Lidt længere fremme ville vi uden tvivl blive beskudt, forklarer Silvio. I morgen vil han sende forhandlere med gode kontakter til stedet og forsøge at komme længere. Silvio har 45 års erfaring fra mange krigsområder i Afrika .

»Når jeg åbner en vej, foretager jeg altid den første tur alene. Jeg vil ikke sætte andre menneskers liv på spil. Og jeg har aldrig bevæbnet eskorte. Det ville blot virke provokerende.«

Så langt ud, som Silvio Sanbukar i dag ubevæbnet har kørt sin Landrover, har end ikke FN's panservogne vovet sig.

ola.sall@jp.dk