Flyverheltens familiedrama

Berlin

Historien om Charles Lindberghs dobbeltliv og kærlighed til Brigitte Hessmaier, en hattemager i München, er lige til en sentimental film.

Det har Hollywood også øje for, og et selskab har ladet høre fra sig, efter at de tre søskende Dyrk Hessmaier, Astrid Bouteuil og David Hessmaier har afsløret en længe, dybt bevaret hemmelighed, der i den forløbne uge skabte et vældigt røre hen over Atlanten:

Deres far skulle være den legendariske Atlantflyver Charles August Lindbergh, den berømte amerikanske folkehelt, hvis bedrift i 1927 gjorde ham til datidens største mediestar.

Et bundt breve, snøret sammen med et rødt bånd, som Astrid engang fandt i sin mors gemmer, kunne levere råmaterialet til filmmanuskriptet om kærlighedshistorien mellem flyveren og hattemageren. Brevene er skrevet af Lindbergh til Brigitte i München og sendt fra alverdens byer.

Skadefro undertone

Afsløringen af Lindberghs dobbeltliv er blevet berettet i USA med en vis skadefro undertone, der kan hænge sammen med, at Amerikas forhold til helten Lindbergh altid har været noget delt.

Lindbergh havde i 1938 under et kort besøg i Tyskland mødt Hermann Göring, luftfartsminister og øverstbefalende for Luftwaffe, vist sig imponeret over Luftwaffe og under en middag modtaget en fortjenstorden af Görings hånd.

For mange spillede det ingen rolle, at Lindbergh senere hjalp den amerikanske ambassadør med at overtale Göring til at tillade udrejsende jøder i det mindste at kunne tage noget af deres formue med. For mange havde det større betydning, at Lindbergh havde vendt sig imod præsident Franklin D. Roosevelts plan om at lade USA indtræde i krigen, end at han som kamppilot gennemførte 50 succesrige angreb mod Japan.

Under alle omstændigheder knytter der sig stadig en påstand om nazisympatier til Lindberghs omdømme. Det fremgår f.eks. af en formulering i New York Times om, at Lindberghs sympatier for naziregimet i Tyskland før krigen allerede længe har været en skamplet på hans ellers glorværdige renommé - understået, at hans dobbeltliv i efterkrigstidens Tyskland yderligere skulle være et bevis for en latent nazisympati.

Kompliceret ægteskab

Retsmæssigt var Lindbergh gift med den succesrige forfatter Anne Morrow. Af dette temmelig komplicerede ægteskab - herunder det almindeligt kendte, at hun havde et langvarigt forhold til en læge - kom der fem børn. Den førstefødte var Charles Lindbergh Jr., der som etårig i marts 1932 blev bortført og myrdet. En ulykkelig tysk, illegal indvandrer, der til det sidste bedyrede sin uskyld, blev dømt på indicier og henrettet.

Familien Lindbergh i USA holder sig tilbage med kommentarer, efter af Dyrk, Astrid og David i Süddeutsche Zeitung har afsløret deres hemmelighed. »Hverken efterkommerne eller forvalteren af Lindberghs efterladenskaber har udtalt sig,« siger Marlene White, direktør for Charles A. og Anne Morrow Lindberghs Foundation, til avisen.

»Nyheden kom pludseligt og overraskende for os. Før der foreligger håndfaste beviser, kan man heller ikke forvente nogen reaktion fra familien.«

Det er langt fra første gang, at nogen påstår at være efterkommer af Charles Lindbergh, fortæller hun:

»De fleste har forsøgt sig med påstande om at være den forsvundne Lindbergh-baby, endog i fuld alvor en sort afrikanske kvinde.«

Kultiverede personer

Her var sagen entydig. Babyen var død. Imidlertid er de angivelige børn i Tyskland - unge, veluddannede, kultiverede personer - en anden historie. Marlene White siger, at hun trods alt har arbejdet 20 år i Lindbergh-stiftelsen, men aldrig hørt noget i den retning.

Heller ikke A. Scott Berg, der i 1999 blev udmærket med den fornemme Pulitzer-pris for sin Lindbergh-biografi, har tidligere hørt noget som helst om Brigitte Hesshaimer.

Hans vurdering:

»Jeg har endnu intet set, der beviser et faderskab. At Lindbergh skulle have haft en komplet anden familie, passer ikke til hans karakter.«

Modbevist er påstanden heller ikke. Og muligt er det hele også, medgiver Scott Berg.

De hyppige rejser til München og besøg hos Brigitte i Agnesstrasse 44 og senere i Utting am Ammersee sydvest for München er ganske vist ikke bevist, men Lindbergh har selv op i høj alder til stadighed været på rejse.

Hytte i Schweiz

»Han har besøgt stort set alle byer i verden,« fortæller Scott Berg.

»Endvidere havde han en bjerghytte i det nærliggende Schweiz. Mange gange havde han sat sig i sin Folkevogn og var kørt igennem Europa. Ofte var han alene undervejs i måneder, og da kan han da selvfølgelig have besøgt München mange gange.«

En grafolog har bekræftet over for Dyrk, Astrid og David, at de mange breve til deres mor er skrevet af Lindbergh. Ud fra sit kendskab til Lindbergh bekræfter Scott Berg, at de meget vel kan være autentiske. Den dristige pilot var kendt for usædvanligt ofte at skrive breve til venner og bekendte. Data og begivenheder, der er omtalt i brevene, ser også ud til at passe.

De tre tyske søskende kan fjerne enhver tvivl om deres herkomst med en gentest, og de har ladet forstå, at de formentlig vil tage dette skridt. De har ingen finansielle krav, betoner de. Det drejer sig udelukkende om sandheden.

De beundrer deres verdensberømte far og har gode erindringer fra deres barndom, når han besøgte familien.

På deres dåbsattester står der: »Far ubekendt.« Det er jo ikke rigtigt, siger de. Og nu vil de gerne nå frem til sandheden.

Love story

Astrid Bouteuil fortæller til Süddeutsche Zeitung, hvorledes hun kom på sporet af sin mors love story. »Da jeg var 21 - altså i 1983 - fandt jeg hjemme i mors gemmer nogle gamle filmnegativer, som jeg lod fremkalde og opdagede min far på billederne. Nu ville jeg endelig have at vide, hvem han var.«

Astrid vidste, at manden, der var hendes far - men som hun for moderen ikke måtte kalde far - måtte være en berømthed. Moderen måtte beskytte ham. Han havde altid kaldt sig Careu Kent.

»Jeg vidste tidligt, at det var camouflage,« siger Astrid i dag.

Som voksen fandt Astrid filmnegativerne og foreholdt dem for sin mor.

»Da jeg tippede på Lindbergh, brød hun grædende sammen,« fortæller Astrid Bouteuil.

År senere - da boede hun allerede i Paris - blev Astrid under besøg hos moderen opmærksom på en sort affaldssæk, fordi den var bundet med en rød sløjfe. Moderen havde for vane at binde røde bånd om vigtige ting.

I sækken fandt hun over hundrede af overvejende håndskrevne breve fra en periode på mere end 15 år. De var på engelsk og alle underskrevet med et C - C for Careu eller netop Charles.

Sandheden for dagen

Hun tog brevene med sig. Først efter nogen tid havde moderen bemærket brevenes forsvinden og ville have dem tilbage. Det nægtede Astrid, fordi moderen havde villet tilintetgøre dem.

»Du ved ikke, hvad du dermed udløser, du ved ikke, hvad du gør,« sagde moderen angiveligt til sin datter, der til Südeutsche Zeitung fortæller, at hun havde lovet ikke at afsløre hemmeligheden, mens moderen levede.

Brigitte Hesshaimer døde for to år siden, og nu måtte sandheden for dagen, siger Astrid Bouteuil i dag.

»For kort tid siden kom min 14-årige datter Isabelle grædende hjem fra skole. Hun havde kommenteret et billede af Lindbergh med, at det var hendes bedstefar, men ingen havde troet hende og gjort hende til grin.«

Brevene er søde, ofte små kærlighedserklæringer, men undertiden også blot knappe oplysninger om, hvor han befandt sig på sine mange rejser. F.eks.: "Jeg bryder i morgen op fra Java for at tage til Singapore."

Undertiden, men sjældent nævnte han børnene.

Let og ubesværet

Kærlighedsforholdet mellem Atlantflyveren og hattemageren var i modsætning til Lindberghs komplicerede ægteskab legende let og ubesværet. I 1957 havde den da 55-årige Lindbergh lært den 23 år yngre Brigitte Hessmaier at kende igennem en veninde til hende. Veninden skulle hjælpe med oversættelse af Lindberghs bog.

I 1959 kom Dyrk til verden. I 1962 Astrid. I 1967 David.

Lindbergh besøgte sin anden familie i München, så tit han kunne, og børnene husker ham som en omsorgsfuld far, der tog sig meget af dem, når han var på besøg. Og de glædede sig usigeligt, når de vidste, at han var på vej. Rigtigt tale sammen kunne de ikke, men de forstod hinanden alligevel, siger de i dag. Lindbergh talte kun engelsk.

En tidligere nabo til Birgitte Hesshaimer fortæller, at denne havde forklaret sin partners lange fravær med, at han arbejdede oppe mod nord og ofte var ude på søen. En kvindelig socialpædagog i München husker tydeligt Birgitte Heshaimer. Hun var i begyndelsen af 1960'erne som studerende ofte barnepige for Dyrk og Astrid for at tjene lidt ekstra. Hun husker Brigitte Hesshaimer som en kvinde med en imponerende rolig udstråling.

Handicappet

Så glad, som hun ser ud på et offentliggjort foto sammen med Lindbergh, var hun typisk ikke, siger den tidligere barnepige. Brigitte Hessmaier, der på grund af en langvarig sygdom var let handicappet og haltede en smule, var en meget alvorlig person. Den tidligere babysitter så aldrig Dyrks og Astrids far. Hendes egen stedfar var en fætter til Brigitte Hessmaier.

Den tidligere babysitter har ligesom andre venner af familien aldrig presset den eneforsørgende mor til at fortælle om den store ubekendte.

»Naturligvis har man stillet sig selv det store spørgsmål, hvor børnene dog kom fra. Men ingen har boret i det. Dyrk og Astrid talte aldrig om deres far, for det ville moderen ikke have. Familiens omgivelser accepterede, at hun levede med en hemmelighed.«

At den drejede sig om en kendt person, sluttede man ud af den kendsgerning, at Brigitte i den grad indhyllede sig i tavshed. Tilmed måtte han også have haft mange penge, i det Brigitte Hessmaier senere sendte alle tre børn på en dyr privatskole.

De sidste to år af sit liv var Lindbergh meget svag, hvilket fremgår af de sidste breve til kæresten i München. Han lod sig i 1974 flyve til Hawaii, hvor han 26. august døde af kræft.

kent.olsen@jp.dk