En tysk tragedie, som ingen gerne taler om
Efter Anden Verdenskrig blev 15 millioner tyskere fordrevet, tre millioner omkom. Intellektuelle og politikere protesterer mod planerne om et mindested.
Rom
I Centraleuropa nævner man dem ikke med et ord, og selv i Tyskland taler man kun nødigt om dem - de hen ved 15 millioner tyskere, som i forbindelse med Anden Verdenskrigs ophør blev fordrevet fra deres byer, landsbyer og ejendomme, hvor tyskere havde levet siden middelalderen.
Mange blev myrdet undervejs, men de fleste ankom til Vesttyskland, hvor de i løbet af få år var så integreret, at stort set det eneste, som adskilte dem fra deres naboer, var deres medlemskab af denne eller hin hjemstavnsforening, hvis oprindelse lå i en af de baltiske stater, i Polen, det endnu eksisterende Tjekkoslovakiet, i Ungarn eller på Balkan.
Sammen med tyskerne blev også mange italienere og ungarere fordrevet fra, hvad der i dag er Slovenien, Kroatien og Slovakiet.
At tale om de fordrevne blev ofte tolket som et udslag af revanchisme - som et delvis fascistisk forsøg på at omgøre krigens resultat, herunder oprettelsen af de kommunistiske diktaturer fra Østersøen til Sortehavet.
Uden energi, uden held
Først med den europæiske kommunismes forsvinden i 1989 kunne det nævnes, at krigens sejrherrer havde udsat dens tabere, tyskerne, for svære forbrydelser. Sovjetunionen var en drivende kraft i udrensningerne. Man ville tømme de nyligt erobrede områder for polakker, tyskere og andre uønskede folkeslag med henblik på at bosætte dem med russere, ukrainere og centralasiater. USA og Storbritannien var vidende om denne krænkelse af folkeretten og forsøgte lejlighedsvis, men uden større energi og uden større held, at hindre de værste udskejelser.
Den bagved liggende tankegang var, at tyskerne havde forårsaget deres egen tragedie. Som tyskere var de automatisk medskyldige i de lidelser, som den tyske krigsmaskine under naziføreren Adolf Hitler påførte Øst- og Centraleuropa fra 1939 til 1945. At størsteparten af de fordrevne var kvinder, børn og gamle - idet mændene enten var blevet dræbt eller taget til fange - gjorde hverken fra eller til i den fremherskende atmosfære af had og hævn.
Omkring tre millioner mennesker, fortrinsvis tyskere, men også italienere og ungarere, omkom under det kommunistiske herredømme i Øst- og Centraleuropa i årene 1944-49.
Plan om mindested
Omsider er det nu så vidt, at de tyske fordrevnes hovedorganisation (BdV) åbent kan meddele, at den vil indrette et mindested, om muligt i tilknytning til en forskningsanstalt, i den hensigt at kaste lys over en af det 20. århundredes upåagtede tragedier.
Hovedorganisationen vil anbringe mindestedet i Berlin, hvilket i den forløbne uge udløste en bølge af protester fra intellektuelle og politikere i såvel Tyskland som Centraleuropa og Israel. Man frygter et tysk-nationalt monument, der vil vække "nabolandenes mistro." I stedet efterlyser kritikerne et center, der kan beskæftige sig med etniske udrensninger i almindelighed, og som de vil anbringe i Frankfurt an der Oder, Görlitz eller Wroclaw, det tidligere Breslau.
Blandt dem, som har meddelt deres betænkeligheder i et såkaldt åbent brev, er Nobelpristagerne Günter Grass og Imre Kertesz, den tjekkiske viceministerpræsident Petr Mares, den tjekkiske senatsformand, Petr Pithart, den tidligere tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher samt de tidligere polske udenrigsministre Wladyslaw Bartoszewski og Bronislaw Geremek.
Benes-dekreterne
BdV-formand Erika Steinbach siger, at de fordrevne ikke forestiller sig et snævert nationalistisk projekt, men også vil beskæftige sig med Hitlers mishandling af befolkningerne i Øst- og Centraleuropa, med den sovjetiske diktator Josef Stalins forbrydelser og med de senere års etniske udrensninger på Balkan og i Afrika.
»Vi vil bidrage til, at folkefordrivelser ikke gøres til en politisk metode,« siger hun.
Steinbach og BdV agiterede under forhandlingerne om EU's nu nært forestående østudvidelse for, at Tjekkiet skulle ophæve de berygtede Benes-dekreter, som førte til tre millioner sudetertyskeres fordrivelse i årene lige efter Anden Verdenskrig. Kampagnen, bistået af Østrigs kansler Wolfgang Schüssel og Bayerns ministerpræsident Edmund Stoiber, lykkedes ikke. Regeringen i Prag anser dekreterne, udstedt af den demokratisk valgte præsident Edward Benes, som kommunisterne kuppede i 1948, for gyldige, men uvirksomme retsinstrumenter, der har bidraget til freden i Europa.
Tjekkoslovakiet var ved sin oprettelse på Første Verdenskrigs ruiner en multietnisk og multikulturel stat. Tjekkerne udgjorde 50 procent af befolkningen, tyskerne 23 procent, slovakerne 15 procent og ungarerne seks procent. I den tjekkiske reststat, som ventes optaget i EU næste år, er 95 procent af befolkningen tjekker. Ungarerne udgør 10 procent af befolkningen i Slovakiet, som indtil 1918 var en del af det habsburgske Ungarn. Tyskerne er væk.