Habsburgerne kræver deres penge
Da Huset Habsburg faldt sammen som så meget andet ved Første Verdenskrigs afslutning, konfiskerede den nye østrigske republik uden skånsel den allerede landflygtige herskerfamilies efterladenskaber.
Rom
På baggrund af 700 års styre var der tale om betydelige rigdomme - slotte, lystgårde, jorder, kunst og smykker, som herefter var at anse for statsejendom, og som i betydelig grad blev gjort tilgængelig for offentligheden i form af museer, udstillinger, haver og parker.
Fremgangsmåden adskilte sig ikke nævneværdigt fra, hvad andre nyligt udråbte republikker som Rusland, Tyrkiet og Tyskland foretog sig med den undtagelse, at de russiske kommunister likviderede Romanov-slægten.
Tilbagebetaling
Den sidste tyrkiske sultan flygtede med engelsk bistand til Malta. Den sidste tyske kejser gik i eksil i Holland. Habsburgs sidste monark, den fredsommelige kejser Karl, der havde besteget tronen i 1916, fortsatte til Madeira i Atlanten. Her døde han i 1922. Hans enke, Zita af Bourbon-Parma, levede siden i et kloster i Schweiz. Hun blev under megen bevågenhed bisat i Kapucinerkrypten i Wien i 1989, på en regnvejrsdag som den habsburgske tradition byder.
Tilbage ligger ejendomsspørgsmålet, der blev aktualiseret i den nu overståede uge, da slægten Habsburgs advokat bekræftede, at familien pr. 8. maj havde krævet tilbagebetaling af, hvad den anser for sin privatformue.
Habsburgerne har tid efter anden forsøgt at skabe røre omkring formueanliggendet, men er altid blevet afvist af de republikanske myndigheder. De kommende måneder skal vise, om den konservative forbundskansler Wolfgang Schüssel - for tiden i koalition med det højrenationale Frihedsparti - vil optræde anderledes. Fornemmelsen er, at det vil han ikke, uagtet han helt klart nærer den største personlige agtelse for slægtens overhoved, den konservative Otto von Habsburg, der i lange tider repræsenterede Bayern i Europaparlamentet, og hvis viden om Centraleuropa er legendarisk.
Ifølge habsburgernes advokat, Andreas Reiner, er det muligt at skelne mellem de værdier, slægten rådede over som herskende hus, og de værdier, dens enkelte medlemmer erhvervede sig i deres private virke.
Til de sidste hører ifølge Reiner omkring 20.000 hektarer skov og diverse ejendomme, blandt dem Laxenburg Slottet uden for Wien samt flere huse inde i hovedstaden. Det er disse værdier, slægten gør krav på.
Da Otto von Habsburg kort før den nazistiske magtovertagelse i Østrig i 1938 forsøgte at stille sig i spidsen for et østrigsk forsvar og siden afviste nazismen i alle dens skikkelser, blev de af republikken beslaglagte værdier konfiskeret til fordel for nazisternes statskasse i Berlin. På denne baggrund, siger Reiner, anser habsburgerne sig for naziofre med krav på restitution.
Siden Anden Verdenskrigs afslutning og den østrigske republiks tilbagevenden er det i samme anledning kommet til flere retslige sammenstød mellem habsburgerne og regeringen i Wien. I 1951 afviste Højesteret det første af disse retskrav, fremført af Otto von Habsburg. Højesteret fastslog, at den lov af 1919, hvorefter slægtens formue var blevet inddraget, fortsat havde gyldighed.
Ud på balkonen
Samtlige efterfølgende retskrav er blevet afvist på lignende grundlag, hvilket dog ikke har stillet sig i vejen for, at Otto von Habsburg til denne dag omgærdes med megen respekt i Østrig.
I en første kommentar meddelte socialdemokraternes gruppeformand i parlamentet, Josef Cap, at han fandt kravet »anakronistisk, smagløst og umoralsk.« Han tilføjede, at han ikke ville modsætte sig, at habsburgerne får et enkelt værelse på Hofburg, den gamle kejserborg i Wien, mod at et medlem af slægten til enhver tid står ude på balkonen og vinker til turisterne.