Sexsag ryster Bountyland
Efterkommere efter mytteriet på "Bounty" er anklaget for voldtægt og seksuelle overgreb på den lille ø Pitcairn, der ligger midt ude i Stillehavet fjernt fra alting og uden hverken havn eller lufthavn.
Kuala Lumpur
Sexanklager mod halvdelen af øen Pitcairns voksne mænd ryster et af verdens mest afsides beliggende samfund, hvor en stor del af befolkningen er efterkommere af sømænd og polynesere fra mytteriet på det britiske flådefartøj H. H. S. "Bounty" i 1789.
Pitcairn ligger i Stillehavet cirka midt mellem New Zealand og Peru. Der er ingen lufthavn på øen med blot 47 indbyggere, og det tager 10 dage med skib at nå til den new zealandske civilisation. Når der altså kommer en båd forbi, og det sker sjældent. Skal det gå hurtigt, kan man flyve til en af de tahitianske øer, hvorfra der er en sejltur på 36 timer. På grund af klippefyldt farvand og en voldsom brænding er det dog svært at nå kysten med skib.
Borgmester tiltalt
Her på denne fjerntliggende ø, som officielt hører under det britiske kongerige, er der indledt en retssag mod syv af øens mænd. De anklages for mere end et halvt hundrede tilfælde af voldtægt og seksuelle overgreb mod flere af øens kvinder, hvoraf mange på det formodede gerningstidspunkt var under 15 år.
Øens borgmester, Steve Christian, beskyldes for at have ført an i de seksuelle udskejelser, og han anklages for seks tilfælde af voldtægt og fire overgreb, der skulle have fundet sted for adskillige år siden. Den 53-årige borgmester er ifølge egne oplysninger direkte efterkommer af Fletcher Christian, der stod i spidsen for mytteriet for 215 år siden.
Flere af de påståede overgreb fandt angiveligt sted for 40 år siden, og ingen af ofrene bor længere på øen. De har forladt isolationen, og flere af dem afgiver vidneudsagn via videoforbindelse fra New Zealand.
Den opsigtsvækkende retssag har delt øens befolkning, idet mange frygter, at øens eksistens er truet, hvis de anklagede findes skyldige og idømmes fængselsstraffe. De syv mænd udgør halvdelen af den voksne mandlige befolkning, og de bemander bl. a. øens langbåde. De bruges til at sejle gennem brændingen og hente passagerer og forsyninger fra de store skibe, der ikke kan lægge til ved øen.
Både hustruer, mødre, søstre og døtre til flere af de anklagede forsvarer mændenes handlinger. De mener, at der er en lang tradition for seksuelt samvær også med helt unge piger, og at alle parter har været indforstået med denne praksis. De hævder også, at nogle af de formodede ofre er blevet tvunget til at vidne i sagen.
De påståede overgreb kom først til omverdenens kendskab i 1999, da en af øens kvindelige beboere til en kvindelig britisk politibetjent klagede over, at hun var blevet udsat for seksuelle overgreb. Siden ankom både politi og socialarbejdere til øen for at opretholde britisk lov, og de samlede materiale til den omfattende retssag.
Anklagere, forsvarere og dommere er sejlet til øen fra New Zealand og sammen med tilrejsende journalister har det fordoblet indbyggertallet og sat øen på den anden ende.
Forsvarerne for de anklagede forsøgte i første omgang at få afvist sagen med henvisning til, at indbyggerne på Pitcairn slet ikke hører under britisk territorium, fordi de brændte skibet, som førte dem til øen efter mytteriet på "Bounty". Argumentet blev afvist, og nu er det embedsmænd fra New Zealand, der forvalter loven på øen.
Samtlige tiltalte afviser, at de har gjort noget forkert, og de har nægtet at tage imod et tilbud fra anklagerne om at erklære sig skyldige og dermed få nedsat straffen.
Intet paradis
Pitcairn er i øvrigt langt fra det billede af en paradisisk tropeø med kridhvide strande og vajende palmer, som det fremstår i de mange film, der er produceret om mytteriet på Bounty. Øen er blot fem kvadratkilometer stor, og den består mest af sten og klipper.
Transporten på øen foregår på terrængående motorcykler på mudrede stier og smalle veje. De få huse forsynes med elektricitet fra en dieseldrevet generator, der kun kører 10 timer i døgnet, og øens eneste butik har blot åbent tre dage om ugen.
Indbyggerne lever af fiskeri, en smule landbrug og salg af souvenirs til passagererne på de få skibe, der anløber øen. Desuden er det et populært sted for samlere at få stemplet frimærker, og det siges, at noget af verdens reneste honning kommer herfra.
Mange af borgerne er efterkommere fra de sømænd, der i 1789 under ledelse af den næstkommanderende Fletcher Christian gjorde mytteri og overtog skibet H. H. S. "Bounty" fra Kaptajn William Bligh og 18 af hans betroede mænd, der blev sat fra borde i et redningsskib. Mytteristerne tog til Tahiti, men de måtte siden flygte fra øen sammen med 6 mænd og 12 kvinder.
De søgte tilflugt på Pitcairn, "Bounty" blev brændt for at slette sporene, og mytteristerne blev først opdaget efter 20 år. På det tidspunkt levede kun en af de britiske sømænd efter blodige stridigheder på den øde ø. Flere af tahitianerne og mange fælles børn havde også overlevet.
Indbyggertallet har været oppe på 200, men i de seneste årtier har flere og flere forladt den isolerede ø, hvor der hverken er skole eller fast lægehjælp.