Jorden befolket med ni milliarder mennesker om 70 år
Ny befolkningsprognose viser, at tilvæksten standser om ca. 70 år. Eksperterne er dog ikke enige.
San Francisco
I løbet af de næste 70 år vil Jordens befolkning stige til ni milliarder, før tallet igen falder i begyndelsen af det 22. århundrede. Det konkluderer forskere i en ny undersøgelse.
Jordens befolkning er i øjeblikket på 6,1 mia., og ifølge undersøgelsen vil en stor del af væksten finde sted i udviklingslandene.
Der forventes også at ske visse demografiske ændringer. Forskerne regner f.eks. med, at antallet af personer over 60 år vil blive mere end firedoblet i 2100.
Skepsis
Undersøgelsen er offentliggjort i den seneste udgave af tidsskriftet Nature og bliver mødt med skepsis fra flere sider. Visse forskere mener, at prognoserne er vildledende, da der kan ske uforudsigelige ændringer i alt lige fra luftkvalitet til fødevareforsyning.
Undersøgelsens forfattere kommer fra The International Institute for Applied Systems i Laxenburg i Østrig. De hævder at have udviklet en statistisk computermodel, der kan tage højde for den usikkerhed, der er forbundet med ind- og udvandring, dødelighed og fødselstal.
Resultatet er, at der er en 85 pct. chance for, at tilvæksten i Jordens befolkning standser i næste århundrede.
»Mange mener, at det er umuligt at spå om fremtiden. Det er rigtigt nok,« siger Warren Sanderson, medforfatter til undersøgelsen og professor ved State University of New York i Stony Brook.
»Det er langt mere sikkert at forudsige et gennemsnit.«
Ifølge computermodellen topper verdensbefolkningen i 2070 med 9 mia. I 2100 falder tallet til 8,4 mia. Begge tal er et gennemsnit af fremskrevne befolkningstal.
Forskerne er nået frem til resultatet på baggrund af historiske, demografiske data. De har desuden rådført sig med eksterne eksperter for at kunne forudsige visse nøglefaktorer, f.eks. hvor mange børn der vil blive født pr. kvinde.
Flere ældre
Forskerne forventer ligeledes, at Jordens befolkning bliver ældre. Andelen af befolkningen over 60 år forventes at stige fra de nuværende 10 pct. til ca. 22 pct. i 2050. Tallet ventes at stige til ca. 34 pct. i løbet af de næste 100 år.
Nico Keilman fra Oslo Universitet roser undersøgelsens resultater. Men han advarer mod at udarbejde prognoser på baggrund af historiske data, idet forudsigelserne kan blive unøjagtige.
Andre tal fra FN
Embedsmænd fra FN holder fast i deres beregninger fra 1998, der i løbet af de næste 50 år forudsiger en stigning i Jordens befolkning fra seks til ni mia. Det vil være den næststørste befolkningstilvækst nogensinde. I perioden 1950 til 2000 voksede Jordens befolkning med 3,5 mia.
»Den umiddelbare kraftige vækst er ovre, men Jordens befolkning vokser stadig,« siger Joseph Chamie, direktør for FN's befolkningsdivision.
»Det er ligesom et kæmpe fragtskib. Man kan ikke bare sige: ''Stop skibet!'', og forvente, at det stopper med det samme. Det tager tid.«
Warren Sanderson mener, at FN's prognoser er misvisende, fordi beregningerne kun giver plads til, at fødselsraten falder til 2,1 barn pr. kvinde. Ifølge Sanderson er fødselstallet allerede under det niveau i mange lande, og da sådanne tal normalt ikke stiger, vil befolkningstilvæksten falde.
Mindst én befolkningsforsker mener, at undersøgelsesresultatet er forkert.
David Pimentel fra Cornell University siger, at der er så mange unge mennesker i verden i dag, at Jordens befolkning i de næste 70 år vil stige, selvom fødselstallet på verdensplan falder til to børn pr. kvinde.
David Pimentel anslår, at befolkningstallet vil nå 12 mia., før det falder. Han mener, at væksten vil falde, idet mangel på mad, brændstof og andre ressourcer vil føre til høj dødelighed. AP