EU's fælles udenrigspolitik skal udfylde tomrum
BRUXELLES
For ti år siden endte forsøget som en total fiasko. Da Luxembourgs daværende udenrigsminister og EU-formand, Jacques Poos, i foråret 1991 med ordene »Europas time er kommet« forlod et udenrigsministermøde og rejste til Balkan som leder af en større EU-delegation.
Målet var at kvæle den dengang ulmende uro i optakten, men alle kender resultatet. Det lykkedes ikke. EU viste sig at være en harmløs papirtiger. Fire krige senere dukkede EU's sikkerhedspolitiske chef, Javier Solana, så i går op i den krigshærgede makedonske by Tetovo som den første fremtrædende vestlige leder.
Hans mål var det samme. At forhindre udbruddet af den femte krig på Balkan i løbet af bare ti år. Og selv om en større konflikt stadig kan bryde ud, har Solana væsentligt bedre chancer for at spille en rolle end den dengang uforberedte Jacques Poos.
Selv om de 15 EU-lande stadig har svært ved at definere en fælles udenrigspolitik i en række af de store spørgsmål som forholdet til Irak, krisen i Mellemøsten og de amerikanske planer om et raketskjold, er de i dag langt bedre rustet til at håndtere internationale kriser end for ti år siden.
Tetovo - en vigtig test
Umiddelbart efter EU-topmødet i Stockholm, hvor en af æresgæsterne var Makedoniens præsident, Boris Trajkovski, rejste Solana til Tetovo som led i den tredje tur til Makedonien i løbet af blot en uge. Det var et tydeligt signal om, at EU har udpeget krisen i Makedonien som en vigtig test for bestræbelserne på at etablere en fælles slagkraftig og effektiv udenrigspolitik.
Nok mangler EU (minus Danmark på grund af forsvarsforbeholdet) stadig den militære styrke. Den planlagte udrykningsstyrke på 60.000 mand vil først være klar til indsættelse i konflikter som den nuværende i Makedonien fra år 2003. Vel at mærke hvis det forinden lykkes at få Tyrkiet til at hæve sit veto mod, at EU-styrken kan låne udstyr fra NATO, men det er en anden historie.
Til gengæld kan EU noget andet, som NATO ikke kan. EU kan med en række andre virkemidler udøve et langt større politisk pres end NATO. Når de albanske oprørere i bjergene udenfor Tetovo er nedkæmpet, kan EU stille de betingelser om mindretalsrettigheder til albanerne i Makedonien, som er baggrunden for konflikten.
Pengene er til stede
For EU har de penge, som Makedonien så hårdt har brug for. Og EU kan sikre en langsigtet stabilitet ved at vifte med et løfte om, at også Makedonien en dag vil få en plads i den eksklusive klub. I år har EU hævet sin støtte til Makedonien fra 25 til 40 mio. euro, og 9. april underskriver udenrigsministrene en såkaldt associeringsaftale med landet.
Makedonien er derfor en afgørende test, for EU-lederne vil gerne meget længere med den fælles udenrigspolitik. De vil have større indflydelse i de dele af verden, hvor den amerikanske præsident, George W. Bush, har signaleret et faldende amerikansk engagement.
Kendetegnende er det, at Europa ikke længere er bange for at indtage holdninger, som adskiller sig fra den store allierede i Washington. Hvilket forleden fik avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung til at konkludere i en leder: »Nu er det Europas tur.«
For EU er forholdet til Rusland selvfølgelig centralt, fordi Unionen efter de kommende års udvidelse mod øst vil få fælles grænse med den tidligere supermagt. Derfor er det altafgørende at få Rusland ind i et tæt samarbejde bl.a. for at sikre, at der ikke opstår en dyb økonomisk afgrund mellem de to blokke.
Derfor var også præsident Vladimir Putin inviteret til Stockholm, hvor han modtog en udstrakt hånd fra EU. Det var skæbnens ironi, at signalet om et langt tættere samarbejde kom netop i de dage, da USA havde travlt med at udvise 50 russiske diplomater anklaget for at være spioner.
EU- interesse for Korea
Men også Korea er kommet i europæernes kikkert, og en EU-delegation anført af den svenske EU-formand, Göran Persson, gør klar til en mæglingsrejse til både Nord- og Sydkorea. Skridtet tages, netop som Bush-administrationen har lagt kold luft til den sydkoreanske såkaldte solskins-politik overfor Nordkorea, hvilket klart kom til udtryk, da den sydkoreanske præsident, Kim Dae Jung, for nylig var i Washington.
Mens præsident Bush vil opbygge sit missilforsvar for at fjerne truslen fra slyngelstater som Nordkorea, tror EU-landene stadig, at man når længst med fredelig dialog og tilnærmelse. I Tyskland sammenlignes Kim Dae Jungs forsøg på at opnå fred med den besværlige nabo med daværende kansler Willy Brandts Ostpolitik, som gik ud på at nedbryde Berlin-muren ved at trække det daværende DDR ind i et samarbejde.
Fredsforsøg i Mellemøsten
Et andet område, som EU ventes at kaste sig over, er Mellemøsten, selv om sandsynligheden for succes her er langt mindre end på andre områder. De store EU-lande har historisk altid haft et forskelligt syn på konflikten, men er de enige om, at EU som den største sponsor i området skal have noget for pengene. Med andre ord fred.
Spørgsmålet er så, hvad EU vil gøre for på længere sigt at tale med en stemme. I dag kan det for omverdenen virke forvirrende, at der ikke er koblet noget ansigt på den fælles udenrigspolitik. For hvem har det sidste ord? EU-formandskabet, de store EU-lande, EU's udenrigskommissær Chris Patten eller den sikkerhedspolitiske chef Javier Solana? I Korea vil det være Göran Persson, i Tetovo i går var det Solana.