JP i Kina: Man spiser da hunde

Som stort set alt andet i Kina er det at købe hund en sag, der kan klares med penge. Jeg har 200 gram hund liggende i køleskabet. 6 yuan, godt 6 kroner. Og hundekødstykket er vakuumpakket og holdbart i 15 måneder. Så hvis der kommer uventede gæster, har vi altid lidt at byde på.

Hvis hundekødet bliver serveret for en ikke-kinesisk gæst, vil det med garanti først vække anstød, når det bliver fortalt, at kødet er fra en hund. Den lidt vamle smag, hundekød har, kan udmærket minde om fårekød, behandlet efter kinesisk opskrift. Den erfarne hundespiser går imidlertid ikke fejl af den særlige eftersmag, der er ved hund.

Hundemarked

Da min gode ven Liu Minguo og jeg en søndag tager ud for at se på hunde sammen med vore koner, starter vi tidligt.

I den frostklare decembermorgen kører vi først til hundemarkedet, der holdes hver weekend på en åben plads i Yao Pu, en landsby øst for Beijing. Her mødes hundehandlere fra hele Nordkina for at handle de fineste racehunde - og de mest populære kæledyr i Beijing.

Her er der ingen, der slikker sig om munden ved synet af hund. Med mindre man da tænker på, hvor mange penge der kan tjenes. Hundene på markedet her ender ikke i kødgryderne, men bliver passet og plejet med dyrt specialfoder, shampoo og alt, hvad enhver ejer af racehunde nu finder på.

Den dyreste hund, Liu og jeg får tilbudt, er en tibetansk fårehund, som ejeren forlanger 30.000 yuan, godt 30.000 kr., for. Den tibetanske fårehund er den mest eftertragtede hund i Kina. Den er trofast, loyal over for sin ejer og ejerens venner - og livsfarlig for fremmede. Den kan med sit bid som ingenting brække en arm eller et ben på et menneske. Den dyre hund er beregnet til avl. Der er også tibetaner-hunde, tøjret og med mundkurv, som kan blive vores for 8000 yuan. Store hunde er populære i Nordkina. Måske fordi der de seneste år har været mere vold, specielt over for nyrige.

Grand danois'er - de hedder også Store Danskere på kinesisk - er der mange af på markedet. De fleste med lysegrå pels. Hvalpe koster omkring 2500 yuan. Broholmeren, den store danske herregårdshund, som nogle har frygtet var ved at uddø, lever også i bedste velgående i Nordkina. Den hedder såmænd bare Dansk Hund.

Der er ingen danske hønsehunde på markedet, og kun ganske få spaniels. Vagthundene er i højsædet, og schæfer og dobberman er der mange af. For dem, der vil have mindre hunde, er der gravhunde, mopper - og pekingesere. Pekingeserne er umådeligt populære - og en hvalp kan fås for 200 kr.

Friskslagtede hunde

Det er bare ikke levende hunde, vi er ude for at købe. Så vi tager hen på Dong Jiao-markedet, der ligger i Beijings sydøstlige hjørne. Det er et kolossalt fødevaremarked, hvor mange restauranter køber ind.

Her er der også hunde til salg. Friskslagtede.

Flåede hunde ligger på det iskolde cementgulv i række og geled. Hund er ikke en kostbar spise, og hunde skæres ikke ud som svin, okser eller får. Man køber en halv eller en hel hund ad gangen. 5,5 yuan pr. jin (pund), godt 11 kr. pr. kg.

Det er udelukkende restauranter, der køber råt hundekød. Og kun få beijingesere spiser hund i dag. Mens enhver restauratør i Sydkina med respekt for sig selv har hund på spisekortet, skal man i Beijing opsøge de koreanske restauranter for at være sikker på, at der er hund på spisekortet hver dag.

Hundeejeren fik nok

Efter turen på kæledyrsmarkedet og madmarkedet er vi både kolde og sultne, og vi finder en koreansk restaurant med det poetiske navn Gou Rou Da Wang, Hund Kød Stor Konge.

Her er der naturligvis hundekød på menuen. Liu Minguo og jeg går i køkkenet for at se på et hundelår. Vore koner vil ikke med. Lius kone har trods sin sydkinesiske afstamning aldrig spist hund. Og denne søndag skal hendes spisevaner ikke ændres. Min kone har heller ikke noget ønske om at smage hund.

Liu havde tidligere hund som en af sine favoritretter. Men det er flere år siden, han sidst har spist hund. Han holdt op, da han blev hundeejer. Han har lovet at tage med på denne dag, fordi han har forstand på hunde - både de levende og de døde. Men da vi står i køkkenet og ser på hundelåret, bemærker han, at han ikke er specielt sulten.

Kødet bliver stegt og skåret i små skiver på koreansk maner. For som Liu siger: »Hvis vi skal have hund, skal vi have stegt hund. Den normale nordkinesiske kogte hunderagout smager som ragout lavet af fåre- eller oksekød.«

Vi bestiller et måltid, der består af traditionelle kinesiske retter: Svinekød, auberginer, kål, kylling med peanuts, forskellige andre grøntsager. Og hund.

Spistes af nød

Den første kødret, der bliver serveret, er hund. Liu og jeg går i gang. Det er magert kød. Det lugter lidt vammelt, men smager ikke vammelt. Smagen er speciel, og eftersmagen er kraftig. Mens vi sidder og spiser hund fortæller Liu om hunde i Kina.

»Jeg tror, man begyndte at spise hunde af nød. For vi kinesere har altid været meget glade for hunde. Og i dag er det usædvanligt, at nordkinesere spiser hunde. Koreanere og andre folkeslag, der lever i Nordkina, har dog fortsat hund med i deres kostplan.«

Liu bliver ved med at fortælle om hunde, mens han og jeg spiser: »Under kulturrevolutionen blev det forbudt at holde hund som kæledyr i byerne, og myndighederne indsamlede alle hunde og slagtede dem, hvorefter de blev spist. Argumentet var blandt andet, at hunde var urene og overførte sygdomme.«

»For fire-fem år siden blev det igen tilladt at have hund. Og hunde er siden blevet uhyre populære husdyr. Vi har i dag mange månedsblade om hunde. Men det er ikke alle, der har råd til at holde hund. Jeg bor uden for selve Beijings byzone, så jeg skal kun betale 500 yuan om året i hundeskat pr. hund. Men hundeejere i byzonen skal betale 5000 yuan det første år og 2000 yuan hvert år derefter i hundeskat. Så det er også blevet et statussymbol at holde hund.«

Mens vi sidder og spiser hund, ser Liu op: »Sig mig, spiser I ikke heste i Danmark?« Og det kan jeg jo ikke benægte. »Hunden, vi spiser her, kommer fra særlige optræt af slagtehunde uden for Beijing.«

Den hvide hund

Og nu kommer snart sæsonen for at sætte mad ud til "den hvide hund". Som vi sætter risengrød ud til nissen juleaften, laver kinesere på landet mad til den hvide hund natten før det kinesiske nytår, månenytåret, der falder om ca. halvanden måned. I gamle dage lavede kinesiske bønder mad af de forskellige afgrøder, de selv dyrkede: Ris, bønner, hvede, soja etc. Og det, den hvide hund spiste op, blev den afgrøde, bonden dyrkede den følgende sæson.

»Så de hvide hunde har vi aldrig spist her i Kina. Og selv om det smager godt, skal det vare mange år, før jeg spiser hund igen,« siger Liu, da han og jeg har tømt fadet med hundekød - den eneste ret, vi spiser op.

Jeg giver Liu Minguo ret. Mine 200 gram vakuumpakket hundekød får nok lov at blive liggende urørt i køleskabet, til sidste salgsdag er overskredet.