Nicaraguas sandinister med ryggen mod muren

20 år efter et folkeligt oprør ledet af FSLN (Den Sandinistiske Front til National Befrielse) satte Nicaraguas diktator Anastasio Somoza på porten står Nicaragaus sandinistparti med ryggen mod muren.

Kritikere - også inden for FSLNs egne rækker - beskylder partiets ledelse for at have vendt befolkningen og det sociale opgør ryggen og udelukkende gå efter magten for at pleje egne interesser.

Kritikken er spidset til, efter at FSLNs ledelse for nyligt indgik en politisk pagt med den højreliberale præsident Arnoldo Alemáns parti, PLC. Pagten betyder i praksis, at de to partier deler magten i en række vigtige statsinstitutioner imellem sig.

- Den spinkle demokratisering, som ellers var i gang i Nicaragua, skydes i sænk. Pagten får den konsekvens, at vi bliver underlagt et to-parti system, og at det bliver ekstremt svært for mindre partier at opstille eller indgå alliancer, siger Carlos Fernandez Chamorro.

Han er cheferedaktør for det uafhængige magasin Confidencial, og kender FSLN indefra fra sin tid som chefredaktør på sandinist-avisen La Barricada.

FSLNs ledelse, der i høj grad tegnes af brødrene Daniel og Humberto Ortega, har indrømmet, at pagten intet socialt indhold har - i et land, hvor over 60 procent af befolkningen lever i stor fattigdom.

Daniel Ortegas argument er, at FSLN med pagten i hånden bedre kan køre sig i stilling til kommunalvalget i november og præsidentvalget til næste år. Og først når FSLN har fået regeringsmagten, kan det føre en politik til fordel for de fattige.

Ortega afslog for nyligt at definere sig selv som "venstre- eller højremand". - Højre eller venstre, det, der tæller er, at jeg er en mand af de fattige, og blandt de fattige er der både højre- og venstreorienterede", lød hans kryptiske svar.

- Daniel Ortega og Arnoldo Alemán står på befolkningens skuldre og gennemfører en pagt for at dele magten imellem sig. Pagten risikerer at splitte FSLN og dømme befolkningen til endnu større fattigdom og politisk isolation, mens en lille elite bliver millionærer, lød den skarpe kritik fra Mónica Baltodano, medlem af parlamentet for FSLN.

Mónica Baltodano var én af ni FSLN-parlamentsmedlemmer, som i december nægtede at stemme for den lovpakke af forfatningsændringer, som er konsekvens af pagten.

Pagten, der i sin helhed blev endeligt vedtaget af et sandinistisk-liberalt flertal i parlamentet i denne måned, betyder også, at de to partier, FSLN og PLC, der politisk set har helt forskellige mål, har anbragt sig i et indbyrdes afhængigheds forhold.

Især for FSLNs vedkommende har det skabt et stort troværdighedsproblem. Sandinistpartiet, der de seneste 10 år har været i opposition, blev netop båret frem af det folkelige oprør i 1979 mod Somoza-diktaturets systematiske udplyndring af landet og på løfter om økonomisk og social retfærdighed.

I en nylig rundspørge i avisen La Prensa siger 60,3 pct. af 2.103 nicaraguanere, at FSLN er i alliance med Alemáns liberale regering.

Næsten 30 pct. af de sandinistvenlige i meningsmålingen mener, at FSLN "udelukkende plejer egne interesser", og at pagten i øvrigt mest vil gavne de liberale ved et valg.

Nogle iagttagere mener, at den sandinistisk-liberale alliance blot er en videreførelse af Nicaraguas århundredgamle politiske kultur med, at to partier ledet af caudillos (stærke mænd) deler magten i landet - i de perioder, hvor de ikke bekriger hinanden - og så i øvrigt blæser på den brede befolkning.

Carlos Chamorro siger, at den store udfordring for Nicaragua i dag er at opstille et politisk alternativ til det to-parti system, som den sandinistisk-liberale pagt i praksis indfører. Men at det formentligt vil tage mange år for "en tredje kraft" at slå igennem.

- Hvis kritikerne af pagten vil Nicaragua det bedste, slog de sig sammen i en paraplyorganisation for at udfordre den sandinistisk-liberale alliance, siger Chamorro, der dog også peger på, at FSLN er den eneste "politiske institution" i landet, der har opbygget en egentlig parti- og græsrodsorganisation. Mens Det Liberale Konstitutionsparti (PLC) er en topstyret pengemaskine knyttet til præsident Alemáns regering.

Kommunevalget i november ventes at blive den første store styrkeprøve på, om nicaraguanerne får mulighed for at vælge "en tredje vej" og dermed sætte en kile ind i den sandinistisk-liberale politiske pagt.

I flere af landets over 140 kommuner er en ofte broget flok, der visse steder spænder over socialkristne, eks-sandinister, konservative, liberale, evangelister og socialdemokrater allerede i forhandlinger om at indgå partialliancer.

En af de helt store sten, som pagten har lagt som forhindring for mindre partier er, at disse - hvis de opstiller i alliance med andre partier - skal opstillet deres kandidater under ét samlet partinavn.

- Enten samler vi kræfterne, eller vi går til bunds, siger byrådsmedlem i Managuas kommune, Pedro Solórzano, fra bevægelsen Viva Managua. Solórzano, der ventes at opstille som borgmesterkandidat for en partialliance, er en af de drivende kræfter bag forsøg på at samle en alternativ partiliste til sandinister og liberale frem til kommunevalget i november.

/ritzau/