Stor mand i lille land

Han er god for 15-20 milliarder kr. og er en af Europas rigeste mænd.

Med en nydelig kone, fire pæne børn og ingen problemer med helbredet taler alt for, at han burde nyde tilværelsen og fordrive tiden som de fleste andre monarker.

Sådan er fyrst Hans-Adam II af Liechtenstein imidlertid ikke.

I stedet for udelukkende at stå på ski, gå i teatret og blive set til de rigtige sammenkomster har den 53-årige fyrste tværtimod til fulde udnyttet den kendsgerning, at han er den eneste monark i Europa, som har reel politisk indflydelse.

Derfor er symbolikken næsten til at tage at føle på, når Hans-Adam II kigger ud af vinduet på sit slot, der er strategisk placeret på en klippetop et par hundrede meter oppe over Vaduz, Liechtensteins hovedstad.

Uden brug af en kikkert kan Hans-Adam II se langt det meste af sit lille fyrstendømme i den brede dal, som Rhinen malerisk har skåret gennem Alperne mellem Schweiz og Østrig.

Fjerde mindste

Med kun godt 30.000 indbyggere er Liechtenstein verdens fjerde mindste nation, og det besindige tempo i Vaduz bliver som regel kun forstyrret af busser, hvorfra turisterne myldrer ud.

En gåtur rundt i Vaduz -det er hurtigt overstået -et billede af eventyrslottet på klippetoppen og et stempel i passet hos turistbureauet lyder programmet som oftest på, før busserne igen forsvinder.

Den overfladiske kontakt har på sin særegne facon passet Liechtenstein godt, fordi landet i høj grad lever af at være diskret.

Den konsekvente bankhemmelighed betyder, at tusindvis af millionærer med ondt i skatten har flyttet deres formuer til lilleput-nationen, som kun få kan placere rigtigt på kortet.

Og diskretionen forplanter sig tilsyneladende videre til befolkningen, der normalt ikke stiller mange kritiske spørgsmål.

Blandt verdens rigeste

De er godt klar over, at sur nød for ikke mange årtier siden tvang liechtensteinerne til at tjene som sæsonarbejdere i Schweiz, Østrig og Tyskland.

I dag har Liechtenstein udviklet sig til at være et af verdens rigeste lande. Rigdommen er i høj grad baseret på fyrstefamiliens ufatteligt mange penge, der har fungeret som et anker for den stabilitet, som er med til at lokke de udenlandske millionærer til landet -og dermed sætte yderligere gang i økonomien.

Egenrådig facon

Selv om Liechtensteins forfatning fra 1921 formelt giver fyrsten ret til at blande sig i politik, bliver der i dag hævet flere og flere øjenbryn over Hans-Adam IIs ofte egenrådige facon at styre landet på.

Da Liechtenstein i 1992 skulle stemme om tilslutning til EUs indre marked gennem den såkaldte EØS-aftale, truede han direkte med at opløse parlamentet, hvis ikke afstemningsdagen blev flyttet til et andet tidspunkt, når Hans-Adam II mente, at der var en bedre chance for et ja.

Selv for de ellers normalt så besindige liechtensteinere var det for meget. Fyrstens popularitet led et knæk, og Liechtenstein oplevede noget så eksotisk som en demonstration med hele 2.000 deltagere.

Ikke kun til pynt

En anden konflikt mellem parlamentet og Hans-Adam II kulminerede, da fyrsten nægtede at efterleve parlamentets ønske om at genudnævne en højt estimeret dommer, Herbert Wille, som offentligt havde udtalt, at forfatningsmæssige spørgsmål burde afgøres af højesteret og ikke af fyrsten.

»Hvis I ønsker en person, som kun skal fungere som konstitutionel monark og være til pynt i medierne, så må I finde en anden,« har fyrst Hans-Adam II direkte sagt til sine undersåtter.

Og han har ved flere lejligheder truet med at flytte væk fra Liechtenstein, fordi han ved, at det vil gå hårdt ud over landets økonomi.

»Det kan være, at Bill Gates er interesseret. Og så kunne landet hedde Microsoft i stedet for Liechtenstein,« lød det fra fyrsten i den kommentar, som vist nok var ment som en morsomhed, men som ikke blev opfattet som sådan.

Trusler om at rejse

Ikke alene bærer Liechtenstein fyrstefamiliens navn -det officielle navn på fyrsten er Hans-Adam II von und zu Liechtenstein -men han har tilsyneladende også en opfattelse af, at »staten, det er mig.«

»Det mest fornuftige ville være at søge til Schweiz,« sagde han i en af de traditionelle åbningstaler til parlamentet, hvor fyrsten igen truede med at forlade landet, hvis man var utilfreds med hans styre.

Ifølge Hans-Adam II var det eneste spørgsmål nemlig, om Liechtenstein skulle høre ind under Østrig eller Schweiz, hvis han og familieformuen forsvandt.

En lille advarsel

At der er en grænse for selv de tålmodige liechtensteinere blev understreget ved sidste valg. Her fik fyrsten en lille advarsel, fordi det alternative parti, "Den Frie Liste", opnåede 11 pct. af stemmerne og dermed erobrede sit andet mandat i det 25 mand store parlament.

Højt på den politiske dagsorden for det alternative parti er, at fyrsten skal fratages al politisk indflydelse. Og under valgkampen havde partiet stor succes med en plakat, hvor en lille grøn frø sagde »quak, quak, quak« som en malende henvisning til, hvordan forholdet er mellem fyrsten og befolkningen i Liechtenstein.

»Fyrsten vil altid have økonomisk indflydelse, fordi han har mange penge. Det kan vi ikke ændre på. Men når en monark har så stor politisk indflydelse, er der ikke tale om noget rigtigt demokrati. Det må vi have ændret på, for vi lever jo ikke længere i Middelalderen,« siger partiets leder, Paul Vogt, til Jyllands-Posten.

Roligt folkefærd

Selv om Hans-Adam II langt fra er så populær som sin far, Franz Josef II, er der dog lange udsigter til, at han bliver frataget den enestående politiske magt, som han så flittigt bruger.

Når der bliver stillet spørgsmål om fyrsten på restaurant Vivani, på hotel Mühle eller på Rathausplatz i centrum af Vaduz er der bemærkelsesværdigt stille. Ingen ønsker offentligt at lægge sig ud med Hans-Adam II.

Og chefredaktørerne på de to dagblade i fyrstendømmet -"Liechtensteiner Vaterland" og "Liechtensteiner Volksblatt" -Günther Fritz og Günther Meier -afviser, at befolkningen er villig til at gå så langt, som Paul Vogt ønsker.

»Liechtensteinerne er et meget roligt folkefærd, der har vænnet sig til fyrsten. De ønsker i virkeligheden ikke, at der sker de store forandringer. Derfor er der ikke nogen tegn på oprør. Og hvis det ikke havde været for Hans-Adam II, ville Liechtenstein næppe have været medlem af EØS og FN,« siger Günther Meier.

Han mener tværtimod, at det tjener fyrsten til ære, at han har trukket landet ind i det internationale samarbejde i stedet for at forblive som den miniput-stat, der udelukkende er kendt for flotte frimærker og bankhemmelighed.

Fornuftig taktik

Hans-Adam II vil også få ekstra lang snor af befolkningen, fordi fyrstefamilien ved taktiske genistreger har reddet landet fra en hård medfart under Anden Verdenskrig.

Da Habsburgernes styre i Østrig-Ungarn brød sammen i 1918, blev forbindelsen afbrudt til Østrig. Og i stedet blev der indgået en told-og valutaunion med Schweiz.

Set i historiens bakspejl var det yderst fornuftigt, fordi Liechtenstein dermed undgik den samme skæbne som østrigerne med Hitlers »Anschluss« og kunne forblive neutrale under krigen.

Omvendt betød krigen, at fyrstefamilien tabte store landområder i Böhmen i det nuværende Tjekkiet. Og regeringen i Prag har ligeledes konsekvent afvist at udlevere familiens store kunstskatte, der i dag er vurderet til et milliardbeløb.

Kampen fortsætter

Hans-Adam II forsøgte at få en del af kunstskatten udleveret gennem en retssag i Tyskland, hvor Tjekkiet havde været så uforsigtig at udstille en række af de malerier, der tidligere var ejet af fyrstefamilien.

Det retsopgør tabte Hans-Adam II, der nu har sendt sagen videre til Den Internationale Domstol i Haag.

Selv om forsøget på at bide skeer med de store lande foreløbig ikke er blevet kronet med held, rokker det ikke ved hans stilling i Liechtenstein.

Og når Hans-Adam II ser ud ad vinduet i sit eventyrslot på klippetoppen, kan han derfor fortsat se ned på sine undersåtter og sit eget lille fyrstendømme.