Infanteriet er de jagede dyr i krigens nye dødszone. Bohdan og Jurij skal redde dem

Triage, hedder opgaven.

Det har selv i dag stærke bånd til den franske militærlæge Dominique Jean Larreys revolution af feltmedicin under Napoleonskrigene.

Og det er det værste ved den unge, ukrainske militærlæge Bohdan Rohuus arbejde.

Det er, når fem, ti eller endnu flere hårdt sårede patienter fra frontlinjen på en gang bliver læsset af ved en af de små improviserede klinikker 15-20 kilometer fra kampene, hvor han forsøger at redde liv.

»Det sker ret ofte,« siger han.

Triage er opgaven at vælge, hvem af dem man hjælper først. Og hvem man måske ikke kan hjælpe. Opgaven tilfalder Bohdan Rohuu:

»Hvis jeg kun har én patient, så selv hvis hans tilstand er meget, meget kritisk, er det nemt for mig.«

»Men hvis man har tre patienter på en gang, og man skal bestemme, hvem der skal på operationsbordet først. Det er den hårde opgave. Meget hård.«

Simpel, brutal statistik

Da Jyllands-Posten taler med ham, er han for en stund ikke i køreafstand af fronten ved Kramatorsk, men på et rekreationsophold for ukrainske læger, feltmedicinere og sygehjælpere i Østjylland arrangeret af ngo’en Repower.

Her kan han fortælle sin del om, hvordan krigen kæmpes lige nu, og hvordan det ser ud fra feltlægens synspunkt.

»Brækkede knogler, granatsplinter, fragmentskader – alle den slags. Vi laver meget traumekirurgi der. Det er meget vanskelige patienter med skader mange steder: Brystet, maven, begge ben på samme tid, begge øjne på en gang,« er det, han står over for.

Han arbejder i den såkaldte anden række for medicinsk hjælp. En såret soldat har flere trin mod den endelige redning og hjælp.

Jyllands-Posten taler også med lægen Jurij Evtieiev, der er øverste medicinsk ansvarlige for sin enhed, 260. Territoriale Forsvarsbrigade, for at få indblik i deres kamp for at holde liv i Ukraines forsvarere.

Arbejdet er afgørende for Ukraine.

Præsident Volodymyr Zelenskyj udtalte i februar, at i hvert fald 55.000 ukrainske soldater er døde i kamp, og dertil kommer de savnede. Fra tænketanken Center for Strategic and International Studies lød estimatet i 2025, at over 400.000 ukrainske soldater er blevet dræbt eller såret siden 2022.

Ruslands tal vurderes at være langt højere. Mindst 209.000 russiske soldater er bekræftet døde af BBC og Mediazona.

Men Ukraines befolkning er næsten fire gange mindre end Ruslands, og der er store, voksende problemer med at skaffe nye soldater. Det er simpel matematik: Dem, man allerede har, skal holdes i live, hvis forsvaret af Ukraine skal opretholdes.

Arbejdet begynder ved frontlinjen: En soldat bliver såret – muligvis gennemhullet af en drone. Stopuret går i gang.

Soldatens første hjælp kommer fra hans makker eller kampgruppens sygehjælper.

Næste led er en evakuering. Det plejede Bohdan Rohuu at stå for i sit første job i hæren i 2023.

»Det var meget nemmere end nu at evakuere tilskadekomne, for der var næsten ingen droner; kun artilleribeskydning og mortérgranater,« siger han og fortsætter:

»Nu er det meget, meget sværere, simpelthen på grund af FPV-droner. Så vi kan normalt ikke evakuere lige efter, at en soldat er blevet såret. Det tager altid 8, 9, 10 timer. Eller mere.«

Jurij Evtieiev er fra sin enheds hovedkvarter blandt andet med til at arrangere alle evakueringer på deres frontafsnit. En noget anden verden end hans arbejde som gynækolog før 2022.

Han er helt enig i, at evakueringer er blevet en kompleks sag, og han graver sin mobil op af lommen for at vise en video fra en dag tæt ved fronten.

Den viser ham holde en lille scanner i sin hånd med en skærm på et par tommer. Det er en livline. For den har i det øjeblik opfanget signalet fra en fjendtlig drone, som den nu viser på skærmen, så man kan reagere i tide.

Hvis man kan se sin bil på skærmen, er det tid til at hoppe ud, bemærker han med et grin. Så kan man enten overleve ved at tage et hovedspring i dækning eller prøve at pløkke dronen med en shotgun, som siden 2024 har været fast udstyr til evakueringer.

»Nu er det dødszonen derude. Ikke en frontlinje, men en gråzone, hvor små grupper af infanteri gemmer sig,« siger han:

»Men de er som dyr, der bliver jaget. Der er mange våben imod dem: Droner, artilleri, svævebomber. Moderne krigsførelse er meget forandret, og det giver os ingen muligheder for evakuering, når vi har behov for det. Det skal altid planlægges, og den operationelle situation skal overvåges for mulige droner og fjernudlagte miner. I 2022 var det bare om at sadle op i bilen og køre. Det er umuligt nu.«

Det har meget at sige for overlevelsen, om man kan komme hurtigt væk fra frontlinjen og videre til det næste led i en evakuering, der bliver kaldt første række.

Det er stabiliseringspunkter for de hårdt sårede, så de kan holde til transporten til anden række, hvor Bohdan står klar og reelt kan operere. Sidste led er evakuering derfra til et hospital.

Men ligesom fjenden gør det sværere at evakuere, gør Bohdan, Jurij og andre deres for at kompensere. Det gør man ved at prøve at uddanne alle soldater og især gruppernes sygehjælpere endnu bedre i førstehjælp ved fronten.

Og med teknologi.

»Vi har et kompagni i min bataljon med mange ingeniører, og de prøver at bygge ubemandede køretøjer til evakuering af sårede. De har faktisk allerede bygget et – vi kalder det ”Maul” – og vi har lavet dusinvis af evakueringer med det allerede. Det er baseret på en ATV, men vi byggede den op fra ingenting

»Så det er en måde at løse det på, at vi ikke kan evakuere med det normale grej, som det var før i tiden i f.eks. Irak eller Afghanistan for amerikanerne. Det kan vi ikke, så vi eksperimenterer.«

Den kloge fars forudsigelse

Jurij og Bohdan er helt og aldeles opslugte af deres arbejde. Af at hjælpe med at redde liv. Helt og aldeles opslugte af krigen.

»Når jeg har orlov i nogle uger, er det nogle gange svært for mig at tale med civile. Det er mine venner fra mit gamle liv, men vi tænker på forskellige ting. Mange af dem tænker på, hvordan de kan undgå at komme i hæren. Det kan jeg ikke høre på, så jeg prøver at undgå kontakt med dem overhovedet. De gør mig vred.«

Der er to civile befolkninger i Ukraine, mener Jurij Evtieiev. Dem, der hjælper hæren, og dem, der ikke gør det.

Selv dem, der hjælper, har han efterhånden svært ved at tale med. Der er for meget, han skal forklare.

»Jeg har ikke en følelse af, at jeg har et civilt hjem nu. Mit hjem er, hvor min enhed er.«

Bohdan Rohuu føler det samme. Men han skal forholde sig til færre civilister. For næsten alle hans venner er også blevet opslugte af krigen som læger, soldater, ingeniører, dronepiloter.

»Det her er nemmere for mig end det civile, for det her er den ægte lægegerning. Det er her, jeg skal være. Uden tvivl. For at redde alle gutterne.«

»Mange af dem er endnu yngre end mig. Jeg er kun 27 år gammel. Det er ikke meget for en læge. Men jeg har patienter, der er 18 år. De er så unge, og de kæmper allerede for deres land.«

Bohdan Rohuus far, 55-årige Viktor, er også derude i krigen som soldat. Der var han også før fuldskalainvasionen i 2022.

Bohdan har måttet sande, at hans far er en vis mand. Det kan godt få ham til at grine lidt.

»Dagen før fuldskalainvasionen sagde han til mig, at krigen ville begynde indenfor nogle dage. Han var sikker, og så svarede jeg: ”Nej, der bliver ingen stor krig. Det er for dumt, og ingen vil gøre noget så dumt.” Men han sagde, at jeg ville få at se.«

»Dengang var jeg en antikrigsfyr, der tænkte nej, vi har ikke brug for krig. Det er jo det 21. århundrede.«

»Men på krigens første dag ringede jeg til ham klokken fire om natten og sagde: ”Du fik ret”.«

»Jeg forstod alt efter 2022. Lige efter fuldskalainvasionen begyndte, tænkte jeg, at jeg skulle forlade mine studier og min turnus i akutmedicin og tage ud og blive feltmediciner. Men min far sagde: ”Vent. Der er tid nok for dig, for krigen vil vare længe. Så læs færdig og bliv læge.” Og det fik han så også ret i, for nu har jeg allerede arbejdet tre år i militæret.«

Faderens næste forudsigelse er, at krigen vil vare noget tid endnu. Enden er ikke nær.

Bohdan er enig.