Ingen i Nuuk er forberedt, men reagerer efter bedste evne
Analyse: Tempoet i historien om USA's interesse for Grønland synes at være kommet bag på alle involverede parter – inklusive afsenderen selv. Det har nu tvunget alle til at handle uden forberedte manuskripter.
Det er værd at hæfte sig ved, hvordan historien om den amerikanske interesse for Grønland har udviklet sig. Ikke bare hurtigt, men asymmetrisk.
Trump-administrationen synes at have undervurderet, hvor stærk og samlet reaktionen ville blive på både indsatsen i Venezuela og præsidentens gentagne udtalelser om Grønland.
Meget peger på, at man havde forestillet sig en længere fase, hvor Venezuela-operationen kunne indrammes som succes og styrke, før opmærksomheden uundgåeligt gled videre. I stedet blev momentum kort, og dagsordenen gled, muligvis mod administrationens egen vilje, over i et spørgsmål, der er langt mere følsomt for USA’s allierede.
Det er centralt, fordi tempoet har tvunget alle parter til at handle uden forberedte manuskripter. Når Washington og cirklen omkring Trump-administrationen løfter et emne fra hypotese til mulighed, sker der en øjeblikkelig forskydning i risikovurderingen hos både regeringer og befolkninger.
Det forklarer, hvorfor reaktionerne i Grønland og Danmark i høj grad fremstår reaktive: Man forsøger at dæmpe, afvise og afkode på samme tid uden at eskalere, men stadig i en grad, så man bliver taget alvorligt.
Samtidig er der tale om forskellige politiske logikker, der støder sammen. I USA fungerer momentum som et styringsredskab: at fylde rummet, fastholde opmærksomheden og tvinge modparter til at forholde sig. I Grønland og Danmark er logikken modsat præget af institutionsopbygning, konsultation og langsommere beslutningsprocesser. Det skaber et gab, hvor usikkerhed trives rigtig godt.
På befolkningsniveau ses derfor en blanding af ro og latent uro. Modstanden mod det amerikanske pres er tydelig, men den ledsages af en praktisk afventen: Hvad betyder det konkret for os? Juridisk, militært og for hverdagen?
Internt i både den danske og den grønlandske politiske sfære cirkulerer der samtidig rygter, signaler og virkelig uheldige møder på usikre forbindelser. Alle prøver at læse hinanden. Alligevel står ét spørgsmål stadig ubesvaret og bliver mere presserende, jo længere usikkerheden varer: Hvor, hvornår og hvordan skal mødet mellem Danmark, Grønland og USA egentlig finde sted – og på hvis præmisser?