Spanien gør bevidst det, alle andre frygter – og vinder. I Madrid så jeg hvorfor

MADRID

I en tom, mørk kælder ved Plaza Mayor i Madrids centrum står tre midaldrende flamencodansere og tramper om kap.

Deres læber er sammenbidte, rytmen ujævn, men viljen uomtvistelig.

Udenfor summer byen, og tapasbarerne bugner, men det eneste, man hører i kælderen, er lyden af hæle mod gulv – og glas, der klirrer fra baglokalet, hvor to udenlandske tjenere fylder baljer med brugt service.

Danserne er spanske, personalet migranter, applausen fraværende.

Et nationalklenodie fremført for halvtomme stole.

»Vi arbejder ligegyldigt hvad,« siger den unge cubaner bag baren og hælder resterne af vores sangria ned i vasken.

Forestillingen fortsætter, selvom ingen klapper.

Han taler om flamencoshowet, men kunne lige så vel have beskrevet Spanien.

Ice, ice baby

Mens Trump lover masseudvisninger og sender ICE-agenter ud for at jagte opvaskere og murere, og flere af Europas ledere åbent flirter med »remigration«, siger Spaniens socialdemokratiske premierminister, Pedro Sánchez, noget, der lyder som politisk selvmord:

At landet ikke bare skal tage imod flere migranter, men mange flere.

At Spanien ikke bare har plads til udlændinge, men er afhængig af dem.

Og at de migranter, som Trump advarer »vil udslette Europas civilisation«, i virkeligheden er redningen på kontinentets eksistensproblem.

Europas ledere – fra Macron og Starmer til Merz og Mette Frederiksen – forsøger at bremse højrefløjen ved at efterligne den.

Spaniens premierminister gør det modsatte.

»Han kunne lige så godt gå rundt med en salat på hovedet, så meget stikker han ud,« konstaterer Gonzalo Fanjul, en økonom og migrationsforsker ved tænketanken porCausa, jeg møder næste morgen.

Men Sánchez, tilføjer han, har fat i noget, resten af Europa ikke tør sige højt.

»Demografi er den mest eksakte videnskab, man kan beskæftige sig med.«

Premierministeren insisterer på, at landet står med et simpelt valg mellem at være »åbent og velstående« eller »lukket og fattigt«.

For befolkningen bliver ældre, og med en af Europas laveste fertilitetsrater på 1,2 bliver der slet ikke født børn nok.

Uden migranter risikerer kontinentet ikke bare stagnation, men sammenbrud.

I modsætning til resten af EU, hvor papirløse lever i skyggerne, har styret i Madrid derfor etableret en vej til ophold – også for dem, der kommer ulovligt til landet.

Spanien har nøjagtig så brutal og konsekvent en grænsekontrol som alle andre, og mulighederne for at indvandre lovligt hertil er små.

Til gengæld står bagdøren på vidt gab: Efter to år på byggepladsen, i køkkenet eller i marken kan en papirløs få lov at blive, hvis hun beviser sin nytteværdi.

Planen er at legalisere op mod én million udlændinge over de næste tre år – og tiltrække flere nye.

Vanvittigt? Måske.

Siestaen er slut

Hver aften, inden gæsterne ankommer, binder Abdel Oudud sit forklæde på Casa Lucio – den mest ikoniske restaurant i Madrid, hvor magteliten i årtier har samlet sig over stegt chorizo og huevos rotos.

For fem år siden ankom den unge fyr til Spanien fra Marrakesh med en revisoruddannelse i rygsækken og et vielsescertifikat i hånden.

»Efter seks måneder var jeg klar til at give op og tage hjem,« fortæller han, da jeg møder ham i hans lejlighed i det hipsterficerede migrantkvarter La Latina.

Et Real Madrid-halstørklæde hænger løst over spejlet, og marokkanske vægdekorationer kaster bløde skygger på væggene.

Først da hans onkel opfordrede ham til at gå fra restaurant til restaurant med sit cv, skete det.

Abdel Oudud begyndte at servere, arbejdede hårdt, hårdere, steg i graderne. På Casa Lucio har han nu ansvaret for 14 tjenere, kun fire er spaniere.

»De højreorienterede politikere, jeg serverer for, siger altid: ”Gid alle marokkanere var som dig.” Men de fleste er som mig. I skal bare se os.«

Mens Tyskland sumper rundt i industrikrise, og Frankrig er på sammenbruddets rand, buldrer Spanien frem.

Slut er fortællingen om det evige siesta-samfund, hvor frokosterne strækker sig ind i aftensmaden, og hvor arbejdet – måske – finder sted i pauserne mellem kaffen og sherryen.

Ifølge EU-Kommissionen voksede landets økonomi med 2,9 pct. sidste år – næsten tre gange så hurtigt som eurozonens gennemsnit.

For nylig kårede magasinet Economist Spanien som det store europæiske vækstlokomotiv, netop på grund af folk som Abdel.

Op mod 90 pct. af nye job på restauranter, i landbruget, på hotellerne og i byggebranchen bliver i dag besat af udlændinge. Ifølge Den Spanske Nationalbank bidrager tilstrømningen af folk udefra med op mod 0,7 procentpoint til væksten hvert år.

Mens resten af Europas lande kæmper for at definere, hvem de er som nationer, har Spanien valgt at lade økonomien svare.

Eller som økonomerne i Goldman Sachs konstaterer: Turismen hjalp i starten, men nu er det migranterne, der holder hjulene i gang.

Nej, nul, nada

José María Figaredo læner sig frem over bordet og nærmest sprutter ind i mikrofonen.

»Vi kan ikke tage imod flere. Ingen. Én? To? Nej, nul, nada!« siger han.

Den 37-årige politiker er en af Vox’ mest profilerede stemmer.

Det højreradikale parti, der længe blev betragtet som en parentes i spansk politik, er i dag landets tredjestørste – og Figaredo strutter af den selvsikkerhed, som kun brandvarme målinger kan give.

Ved valget i 2023 fik Vox 12,4 pct. af stemmerne. Nu ligger partiet over 15 i flere målinger. Fremgangen drives især af unge mænd under 30, for hvem Vox er blevet et tilflugtssted for følelsen af vrede og afmagt.

»Det er komplet vanvittigt,« fortsætter Figaredo.

Statistikken, der viser, at Spaniens befolkning er vokset med tre millioner på få år, og som økonomerne bruger til at prise Spaniens vækstmirakel, er ren horrorlæsning, mener han:

»Tænk sig: Vi har et rekordhøjt befolkningstal – men minus 200.000 spaniere hvert år. De dør, og vi føder ikke nok. Alligevel vokser vi på grund af millioner af udlændinge. Absurd!«

Migrationen, hævder han, er et økonomisk eksperiment orkestreret af naive venstrefløjspolitikere og grådige kapitalinteresser, mens regningen sendes videre til dem, der allerede står på kanten: lavtlønnede, unge arbejdsløse, boligsøgende.

»De sælger 50 millioner telefonabonnementer, 50 millioner flasker lavkvalitetsolivenolie, 50 millioner pakker spaghetti. Selvfølgelig jubler de. Men reallønnen har stået stille i 30 år. Vi bliver fattigere!«

Mens rige udlændinge presser priserne op, presser fattige migranter den lokale underklasse ud af de billigste boliger og tynger et forvejen belastet sundhedsvæsen.

Arbejdsløsheden blandt unge spaniere er også stadig blandt Europas højeste.

Vox lover at tage magten tilbage, lukke grænserne, smide udlændinge ud og sætte spaniere først.

Det er en dragende modfortælling til regeringens radikale smeltedigelvision.

I en tid, hvor unge mænd føler sig hægtet af – økonomisk, kulturelt, identitetsmæssigt – fremstår partiet som det eneste, der ikke taler udenom.

Med en regering begravet i korruptionsskandaler, Vox i vækst og nye højreradikale partier på vej er spørgsmålet da heller ikke længere, om Sánchez’ åbne migrationsmodel lukker, men hvornår.

Løgnen

Når man møder Sory og Pape Touré, forstår man hvorfor.

Brødrene danser ind foran mig på Puerta del Sol, iført multifarvet tøj og trommer, mens de messer vestafrikanske verserytmer, der skærer gennem den summende turiststøj.

Deres historie er hjerteskærende og prikker lige dér, hvor migrationsdebatten brænder.

De unge mænd kom fra Senegal med tre års mellemrum. Bådturen tog flere uger; over 150 mennesker presset sammen i en fiskerbåd over Atlanterhavets blå kirkegård.

Et år fulgte spærret inde på modtagelsescentret på De Kanariske Øer.

Da de endelig blev fløjet til fastlandet, var der ingen plan. Ingen papirer. Ingen sted at bo. Ingen at ringe til.

I tre år vidste de ikke, om den anden var i live. Først for to måneder siden mødtes de tilfældigt i Madrid gennem musikken.

Nu sidder de på en bænk i Lavapiés, et sted mellem krydderidufte, solbleget graffiti og knitrende sirener i baggrunden, og fortæller, hvad der gik galt.

»Vi så billeder af senegalesere i Europa med flot tøj og arbejde. Så vi tog båden,« siger Sory.

»Livet i Afrika er meget svært. Vi troede, det ville være bedre her. I stedet sulter vi.«

Bag os ligger en mand udstrakt på fliserne. Øjnene vendt væk, kroppen slap, helt væk på stoffer. For få minutter siden stormede politiet pladsen.

I lang tid boede brødrene på gaden, nu bor de i et besat hus. De samler småpenge foran supermarkeder, spiller for mønter i papkrus, sover lidt, spiser sjældent.

Mens Abdel serverer æggekage for ministre på Casa Lucio, lever Touré-brødrene af smuler og bevæger sig i byens sprækker.

Får de nogensinde papirer? Et job? En plads i samfundet? Succes?

Vil de blive en del af det »åbne og velstående« Spanien, som Sánchez prædiker, og Goldman Sachs hylder – eller ende som beviset på, at højrefløjen hele tiden havde ret?

Den blinde plet

Mateo Villamil-Valencia ryster på hovedet.

Han er 36 år, har en ph.d. i sociologi – og supplerer sin undervisning på universitetet med at skumme mælk på en café længere nede ad gaden og skrubbe gulve i et lighus.

»Sådan ser et succesfuldt migrantliv ud,« siger han tørt.

Mateo kom fra Colombia som 12-årig og har boet her siden. Alligevel har han mange gange oplevet politivold i sit eget kvarter – én gang foran sit barn.

»Det sætter sig i kroppen. I blikket på dig. Det fortæller dig, hvor du står.«

Mateo kalder sig radikal – og er vred. Ikke kun på højrefløjen, men på sine egne.

For når venstrefløjen vil overbevise skeptikerne fra Vox om værdien af at få flere migranter til landet, bliver de om noget endnu mere nedladende i deres retorik:

»Hvem skal ellers tørre jeres røv, servere jeres drinks og høste jeres grøntsager? Det er sådan de argumenterer! Også de progressive,« sukker han.

»Vores menneskelighed afhænger af, om vi servicerer dem.«

Ifølge Mateo er det den store blinde plet i Spaniens ellers roste model: Migranterne reduceres til funktioner, ressourcer, nødvendigheder.

Selv efter årtier i landet arbejder de fleste stadig i bunden – som bude, tjenere, rengøringsfolk. Ureguleret. Usikkert. Og det gælder også de højtuddannede.

»Vi bliver og vil altid forblive servicepersonale,« konstaterer Mateo Villamil-Valencia.

Han anerkender, at Spanien på nogle måder skiller sig ud fra resten af Europa.

Spanierne føler sig ikke genetisk overlegne, som han kender fra resten af Vesten. Racismen findes – men også noget andet: en antifascistisk arv, organiseret modstand, klassebevidsthed.

Mange spaniere lever selv på kanten. De kender kampen om boligen, om jobbet, om værdigheden. Og Spaniens venstrefløj står stadig stærkt.

Det gør en forskel.

Men det ændrer ikke på Mateos konklusion:

»Vi skal være taknemmelige for at få lov at gøre rent i jeres hjem? Det er den ydmygelse, vi bliver bedt om at finde os i af dem, der siger, de kæmper for os.«

Afrika kommer

Udenfor summer Madrid videre.

Klokken seks trækker de første migranter forklædet på, før gæsterne kommer. Klokken tre om natten vasker de gulvet under dem.

Mens resten af Europa marcherer i takt – til lyden af strammere grænser og flere deportationer – danser Spanien flamenco: hæle mod trægulv, rytmen skæv og kompromisløs.

Nogle hævder, at modellen kun virker, fordi de fleste af Spaniens migranter stammer fra Latinamerika. De taler sproget, er kristne, de ligner.

Ingen diskussioner om serranoskinke i børnehaven der.

Groft sagt: Det er nemt at hylde migration, hvis man har et helt spansktalende kontinent at tage fra og kan slippe for muslimer.

Men det, siger Gonzalo Fanjul – migrationseksperten fra porCausa – er en belejlig bortforklaring.

»For det første er kulturforskellene mellem Bogota og Madrid langt større, end du tror. For det andet er det demografiske vindue i Latinamerika allerede ved at lukke. Om lidt er vi alle afhængige af Asien og Afrika.«

Han bladrer i en rapport og finder Danmarks befolkningspyramide frem.

Alderssammensætningen ser kritisk ud. Heller ikke vi har den luksus at kunne udelukke migranter fra bestemte verdensdele, bemærker han:

»Der er en masse svære valg at træffe, det er klart. Men snart vil I nå den demografiske isvinter, og så er der ingen vej uden om, hvis I vil finansiere velfærdenn.«

Vox’ idé om, at flere fødsler kan løse krisen, får ham til at fnyse:

»Det kræver ikke justering, men at vi pisker kvinder tilbage til Middelalderen. Er det dét, vi vil?«

En opgørelse viser, at der alene i OECD vil mangle 400 millioner arbejdere i 2050.

De fleste lande har gjort migration til et spørgsmål om identitet, kultur og moral – og tabt.

Spaniens regering gør det til et spørgsmål om økonomi – og vinder.

Det er en argumentation, ingen andre regeringsledere køber, og som måske også vil koste Sánchez magten. Men fra et økonomisk perspektiv er det klart, siger Fanjul:

Vil man være etnisk homogen, må man acceptere, at samfundet bliver mindre, fattigere og lukker sig helt om sig selv.

Ellers må man acceptere dette: Europa i 2050 vil ikke se ud som Europa i 1950. Man kan ikke bestille spansk æggekage og smide hønsene ud af landet.

Sådan lyder salgstalen, og så er der bagsiden:

For processen, præget af usikkerhed, underbetalt arbejde og afhængighed, risikerer at skabe en ny udenlandsk underklasse med rettigheder på papiret, men knap så mange i praksis.

Jeg spørger Fanjul, om dét er visionen: at Europa skal imitere Golfen for at opretholde sin rigdom?

Den milde spanier er økonom, men også ngo-mand. Naturligvis er det ikke drømmen.

»Det er muligt at finde en tredje vej. Men vi skal alle i gang.«

Fanjul vender sig og fører mig hen til trappen.

Spaniens strategi handler ikke om progressiv idealisme, siger han:

»Det handler om overlevelse.«