I udlandet bliver Guy Ben-Aharon kaldt morder, i sit hjemland bliver han set som forræder

Da jeg spørger Guy Ben-Aharon, om han er persona non grata i Israel, beder han mig om at definere det.

»For når jeg ankommer til paskontrollen, bliver jeg sluppet ind,« konstaterer han.

Afholdt er teaterinstruktøren dog ikke i sit hjemland, erkender han. Nogle ser ham ligefrem som en forræder. Blandt dem også slægtninge.

Det blev tydeligt til en familiemiddag i juni.

Guy Ben-Aharon lagde hårdt ud med at kalde én af slægtningene for racist. Hun havde ladet en bemærkning falde om arabiske madbude, som ifølge kvinden kun har evnerne til to ting, når det gælder pakker: stjæle dem eller sprænge dem i luften.

Herefter fulgte en ophedet debat om krigen i Gaza, hvorunder værten satte spørgsmålstegn ved Guy Ben-Aharons ret til at udtale sig, når han ikke har aftjent værnepligt. I Israel udgør militærtjenesten henholdsvis 24 og 32 måneder for kvinder og mænd.

»Hvis vi var hjemme hos dig, ville jeg rejse mig og gå. Men vi er hos mig,« lød den slet skjulte opfordring til at forlade selskabet.

Få dage senere modtog han en sms fra et familiemedlem, der mente, at han burde opgive sit israelske statsborgerskab.

Guy Ben-Aharon har beskrevet det optrin og flere andre i en kronik, som oprindeligt blev trykt i det amerikanske medie The Atlantic. Siden er den blevet trykt i adskillige europæiske medier og kunne bl.a. læses i Politiken forleden. Her beskriver han den tilstand, som han har befundet sig i siden den 7. oktober 2023. Den dag Hamas begik et terrorangreb mod Israel, hvor omkring 1.200 blev dræbt og 250 taget som gidsler, og Israel efterfølgende gik ind i Gaza.

»Et limbo mellem to verdener, som begge siger: ”Du hører ikke til her”.«

Utryg ved »morderen«

Allerede få uger efter den 7. oktober udtalte Guy Ben-Aharon sig imod krigen i et interview med det amerikanske medie NPR.

»Folk sagde: Hvordan kan du? Hvad skal vi gøre, efter hvad de gjorde mod os? Mit svar var: Jeg tror aldrig, at mere vold vil løse problemet. Skal vi bare åbne grænsen og lade dem strømme ind, spurgte de så. Men det er ikke et spørgsmål om, at de enten dræber os, eller at vi dræber dem.«

»Man kan aldrig retfærdiggøre nogens død. Hverken palæstinensere eller israelere.«

Forældrene er ifølge Guy Ben-Aharon 98 pct. enige med ham, og sammen har de deltaget i demonstrationer mod krigen. Søsteren er en anden sag.

»Hun er ikke, hvor jeg er politisk. Men vi taler om det. Det er umuligt at lade være.«

Om den øvrige familie møder op, når de skal fejre jødisk nytår til september, ved han endnu ikke.

I Israel har Guy Ben-Aharon længe været kendt for at hænge landets beskidte vasketøj til tørre i offentligheden, og han er nu forhadt for sin udtalte modstand mod krigen i Gaza. I udlandet bliver han omvendt mødt som en repræsentant for den israelske kolonimagt.

Som da han i foråret et sted i Europa medvirkede i en konference for ledere i kulturlivet. Her oplevede han, at nogle af deltagerne undgik at møde hans blik, og én erklærede sig ifølge instruktøren utryg, fordi »morderen« – Guy Ben-Aharon – var til stede.

Da han kort tid efter lå på et picnictæppe med en gruppe i Athen, rejste en egyptisk kunstner sig, da Guy Ben-Aharon fortalte, at han både har adresse i Israel og USA.

»Sikker overbevisning giver folk en tryghed, men det er en meget rigid tryghed. Den giver ikke plads til bevægelse eller til at stille spørgsmål til en selv,« siger han, som hellere vil stille de ubehagelige spørgsmål end komme med klare svar.

Den erklærede pacifist mener, at både Israel og Palæstina har lige meget ret til at eksistere. Og mens det har vakt forargelse, når demonstranter har brugt slagord som »free Palestine« (befri Palæstina, red.) og »From the river to the sea, Palestine will be free« (fra floden til havet, Palæstina vil blive befriet, red.), tager han det mere afslappet.

»Jeg kan godt lide ”free Palestine”. Jeg kan lide frihed, og jeg kan lide Palæstina. Det er to ord, som passer godt sammen.«

Frasen ”from the river to the sea” er omstridt og refererer til området mellem Jordanfloden i øst og Middelhavet i vest, som før oprettelsen af den israelske stat i 1948 var kendt som Palæstina. Derfor ser nogle den som udtryk for et ønske om at udslette Israel. Hamas har desuden brugt ordene i sin forfatning.

»For mig kommer det meget an på, hvem der siger det og i hvilken kontekst,« fastslår Guy Ben-Aharon.

»Der er millioner af israelere, som bor mellem floden og havet. De er ikke jøder, de er israelere. Jødiske israelere. Og millioner af palæstinensere, som bor mellem floden og havet. De fortjener alle sammen at bo mellem floden og havet.«

En ”høflig” anmodning

På samme vis er han ikke sen til at bruge ordet »hyklere« om dem, som fordømmer volden mod befolkningen i Gaza, men ikke anerkender den, som de israelske gidsler og ofrene fra den 7. oktober er blevet udsat for.

»Der er mange, som siger til mig: Hvorfor flytter du ikke bare tilbage til, hvor dit folk kom fra? Da beder jeg dem meget høfligt om at rende mig i røven. Det var ikke, fordi mine bedsteforældre ligefrem havde det vidunderligt i koncentrationslejrene. Og før det blev mine forfædre forfulgt i tusindvis af år.«

Han begræder, at den politiske situation ikke kun har gjort samarbejdet mellem palæstinensere og israelere umuligt i Israel, men også i resten af verden, der heller ikke synes at efterlade plads til gråtonerne i konflikten.

For få måneder siden befandt Guy Ben-Aharon sig til en middag i Østjerusalem for kulturfolk og journalister. Både jødiske og palæstinensiske israelere. Her fortalte en ældre, palæstinensisk musiker, hvordan han i 30 år havde spillet sammen med en jødisk israeler over hele verden. At de var blevet nære venner.

»Nu er der ingen koncertsteder, som vil lade os begge stå på scenen. For enten vil de kun have en palæstinenser eller kun en israeler. Og mens vi stadig spiller i hinandens haver, har vi ikke længere noget publikum,« sagde manden ifølge Guy Ben-Aharon.