De olympiske lege: Antikkens gave til Europa

Athen

I Athens koghede gader bliver man igen og igen mindet om Grækenland som værende både øst og vest, om dette, at Grækenland i langt over 2.000 år var andres provins – først under det hedenske Rom, dernæst det ortodokse Konstantinopel og endelig det muslimske, men ganske tolerante Istanbul, hvis herskere benyttede sig flittigt af grækere, armeniere og andre kristne.

Det græske moderland, forsømt og foragtet af grækerne i den osmanniske hovedstad, vendte kun delvis tilbage til sit europæiske afkom efter uafhængighedskrigen mod tyrkerne i 1820’erne.

Mens især Vesteuropa i det 20. århundrede indrettede sig med en moderne udgave af det folkestyre (demos = folk, kratia = magt), som opstod i Athen omkring 600 år før vor tidsregning, forblev Grækenland en blanding af tragedie og komedie, af kongemord, krige og borgerkrig, af diktatur og mislykkede forsøg på modernisering.

I 1974 brød syv års militærregime sammen, halvvejs mellem det portugisiske og det spanske diktaturs opløsning. Som i Portugal og Spanien fulgte måneder og år med uro, men en lektie var lært, og et vendepunkt passeret. Kongedømmet faldt næsten samtidig med den styrende oberstjunta – og af samme grund: uduelighed, manglende troværdighed. Da man sidst hørte fra monarkisterne, ved parlamentsvalget i 2012, opnåede de 4.000 stemmer.

Grækenland er ikke længere et drama, men en seriøs republik, for tiden forestået af den liberalt konservative Kyriakos Mitsotakis, ud af et politisk dynasti, som har haft sin gang i magtens saloner siden et legendarisk Barfodsparti i 1870’erne. Grækernes ankomst til EU i 1981 markerede mere end et demokratisk gennembrud. Det var emotionelt, en lejlighed til at overveje og genoverveje det klassiske Grækenlands gave til Europa, denne helhed af love og litteratur, kunst og filosofi, som den engelske digter Percy Bysshe Shelley (1792-1822) samlede i én sætning: »Vi er alle grækere.«

Forpligtet af ånden

Er vi grækere i Danmark? Græsk kultur er til stede i en stadig nærværende, men ikke længere anvendt byggeskik (Thorvaldsens Mausoleum, Glyptoteket, politigården, domhuset og domkirken i København, Faaborg Museum, søjlerækken foran banegården i Aarhus) og i en højere uddannelse, som vil det dannede eller hele menneske, men som viger for den resultatsøgende eller produktive skatteyder. Om det på lang sigt vil gavne fædrelandet, kan betvivles. Vi har brug for damefrisører, elektrikere og videnskabsmænd.

Vi har også brug for lærde, hvis færden i fortid og i fjerne kulturer gør dem egnede til at vise os ind i fremtiden. De findes stadig, disse lærde, men de fører en hensygnende og alt for tavs tilværelse.

Gør vore mindre tavse politikere sig klart, når de samles i byrådene, på Christiansborg og i EU-Parlamentet, at de er forpligtet af den ånd, der ideelt set herskede i Athen for langt over 2.000 år siden? Her mødtes de bedste borgere – også bedsteborgerne – på Agoraen for at debattere og træffe alle beslutninger vedrørende deres polis, fra giftermål og drikkevandets kvalitet til krig og fred.

De olympiske lege

Ingen græsk arv er os nærmere i disse dage end de olympiske lege, en sportsfest opkaldt efter de øverste guders residens på Olympen, men henlagt til Olympia på Peloponnes, et helligt landskab, dengang som nu bevokset med oliventræer og i Oldtiden hjemsted for en kolossal-statue af hovedguden Zeus, i hvis tempel den hellige eller olympiske ild opbevaredes. Hvad der blev af statuen, efter sigende 12 meter høj og et af den klassiske verdens syv vidundere, vides ikke. Måske blev den efter kristendommens indførelse bragt til Konstantinopel, hvor den gik tabt under en brand i 475.

I den fireårig periode, kaldet olympiaden, som adskilte legene, og hvormed grækerne fastlagde tiden, levede bystaterne deres normale, ofte ufredelige liv. Mens legene stod på, var alle bundet af den olympiske fred indgået i den hensigt at garantere såvel deltagernes som tilskuernes sikkerhed. Så vidt vides blev den olympiske fred kun brudt en enkelt gang, af spartanerne, der følgelig blev bortvist fra legene i 420 før vor tidsregning. Siden de moderne leges indførsel i Athen i 1896 har OL været aflyst én gang under Første Verdenskrig (1916) og to gange under Anden Verdenskrig (1940 og 1944).

I nyeste tid er den olympiske fred blevet brudt tre gange – hver gang af Rusland, en gang i Georgien, to gange i Ukraine. Af samme grund er Rusland og Ruslands nære allierede Belarus udelukket fra OL 2024. Formodet ikke-kompromitterede russiske og belarusiske sportsfolk kan deltage individuelt i Paris, men må ikke vise deres hjemlandes flag.

De multikulturelle og multireligiøse grækere efterlod os via Renæssancen med en åbenhedens kultur, som i de senere år har været sørgeligt på tilbagetog, også i Danmark, der tidligere, da udlændinge på vore gader var en sjældenhed, roste sig af sin tolerance, men nu anses for et af Europas mest utilnærmelige og fremmedfjendtlige lande.

I det glohede Athen tænker jeg et øjeblik, at selvfølgelig kan man leve uden at kende sin græske arv, men giver det mening?