Fortsæt til indhold
International

»Familie er normalt "out of limits".« Kriminolog forklarer, hvorfor drab er særligt opsigtsvækkende

Kriminolog og lektor ved Lunds Universitet David Sausdal kalder drabet på moderen til Ismail Abdo, også kendt som "Jordbærret", for »forbløffende« og »opsigtsvækkende«. Han peger særlig på en særlig negativ konsekvens ved drabet.

Mandag er der faldet dom i en opsigtsvækkende drabssag i Sverige. En 16-årig dreng og en 20-årig mand er kendt skyldige i at have dræbt moderen til den ledende figur i det kriminelle foxtrot-netværk Ismail Abdo, også kendt som ”Jordbærret”.

Politiet mener, at ærkefjenden Rawa Majid, også kendt som ”Den Kurdiske Ræv”, står bag bestillingen af mordet.

Den 58-årige kvinde blev dræbt i sit eget køkken i byen Uppsala nord for Stockholm.

Blot få dage efter drabet på Ismail Abdos mor blev flere potentielle gerningsmænd standset, fordi de ifølge svensk politi var på vej til at dræbe endnu et af bandelederens familiemedlemmer.

Svensk politi har også beskrevet, hvordan videoer florerer, hvor personer poserer med våben og læser familiemedlemmer til ”Jordbærrets” adresser højt. Det vidner altså om, at familier er blevet et våben i den svenske bandekonflikt.

Kriminolog og lektor ved Lunds Universitet David Sausdal har fulgt konflikten tæt og kalder drabet for »opsigtsvækkende«. Han forklarer, at familie normalt er omfattet et særligt kriminelt kodeks:

»Familie er normalt ”out of limits”. Der plejer at være et fælles kodeks om, at familie, der ikke har en direkte tilknytning til det kriminelle miljø, bliver skånet. Den her sag er et symptom på, at spillereglerne er blevet brudt, og det siger noget om, hvor alvorlig konflikten er,« forklarer David Sausdal.

Han tilføjer samtidig, at specielt mødre har en stor betydning i disse miljøer, fordi der typisk hersker klassiske konservative familiedyder i kredse som disse. David Sausdal forklarer, at det giver drabet en ekstra dimension, og kalder det »forbløffende«.

Drabet åbner ifølge kriminologen også for en endnu større problematik:

»Det her giver potentielt en stor udfordring for de personer, der ønsker et bandeexit. Hvis hele familier, også dem uden for kriminalitet, er udsat for en reel trussel, så kræver et exit jo pludselig handling fra mere end blot det pågældende bandemedlem. Det kan komme til at gøre det ekstra svært at trække sig ud af,« forklarer han.