Krigens ar - bag facaden af krigens virkelighed

Lyt til den daglige nyhedspodcast Hvis du vil vide mere, hvor Jyllands-Postens fotograf Casper Dalhoff fortæller om de fire skæbner.

LVIV

Han stod i en skyttegrav ved østfronten i Ukraine. Han lænede sig op ad sin skovl og tændte en smøg midt i krigens blodige virkelighed. For kort tid siden havde russerne sendt en mortergranat af sted mod skyttegraven, og en af hans soldaterkammerater var ramt. Nu lå den dræbte dækket af jorden fra den sammenstyrtede skyttegrav. Det var den 22-årige Vadym Lipodatovs opgave at grave liget frem. Med ét lyste skyttegraven op igen med et kæmpe brag. Endnu en mortergranat ramte. Russerne havde formentlig håbet at ramme redningsmandskabet. Det lykkedes.

Vadym Lipodatov nåede ikke at ryge færdig. Nu befinder han sig sammen med 65 andre krigsinvalider på et rehabiliteringscenter i Lviv tæt på den polske grænse. De har alle fået sprængt lemmer bort af mortergranater, miner og vildfarne kugler, og lægerne forsøger nu at lappe dem sammen både fysisk og mentalt.

Her er historien om fire unge mænd, hvis liv for altid er forandret af krigen i Ukraine.

Vadym Lipodatov, 22 år

En lille stump metal på størrelse med en fingerspids bliver ved med at bevæge sig tæt på hjernen. Fragmentet forstyrrer ikke kun tankerne, men også Vadym Lipodatovs hjerne og sætter spor i evnen til at tale og bevæge sig. Lægerne tør ikke fjerne det.

Syv måneder før den fulde invasion af Ukraine boede den unge mand stadig hjemme hos sine forældre i byen Enerhodar i Zaporizhska-regionen. Intet bekymrede Vadym Lipodatov, da han underskrev sin kontrakt med den ukrainske hærs antiterror-operation, der siden 2014 havde kæmpet mod russerne i regionerne Donetsk og Luhansk. Han var fast i sin beslutning om at indgå i forsvaret af fædrelandet. Forældrene ønskede heller ikke at stå i vejen. Ingen af dem troede, at de ville komme til at stå i en krig som denne.

Vadym Lipodatov fik sine første erfaringer med krig i Donetsk i efteråret 2021. Da den fulde invasion begyndte, blev Vadym Lipodatov straks mobiliseret og flyttet til fronten. Tetiana Lipodatova, 42 år, blev angst og forskrækket over, at hendes eneste barn skulle i kamp.

Kontakten mellem Vadym Lipodatov og hjemmet var sporadisk. Ved fronten er der lukket for al telekommunikation. Der kunne gå uger uden livstegn fra hendes søn.

Den 2. marts 2022 besatte de russiske styrker regionen, hvor familien bor, og der blev lukket ned for det ukrainske datanetværk. Vadym Lipodatovs moster, der er bosat i Dnipro, tog opgaven med kontakten på sig.

I september 2022 blev hun for alvor bekymret. Der skulle mange telefonopkald til militærenheder og hospitaler til, før hun fandt ham.

Hun ringede til sin søster i det besatte område: »Sæt dig ned, tag det roligt, og lyt.«

Vadym Lipodatov var lagt i respirator, og der skulle han være længe.

»Det var forfærdeligt. Vi kunne ingenting gøre, fordi vi var i et besat område. Jeg havde lyst til at løbe væk. Jeg følte mig svag, og jeg græd hele tiden. Jeg var omgivet af russere, det samme folk, som lige havde forsøgt at dræbe mit eneste barn,« siger Tetiana Lipodatova.

Hvad hun dengang ikke kendte til, var virkeligheden i skyttegraven. Her var kun ro, når russerne ikke angreb, og det gjorde de nærmest konstant og uden hvile. I skyttegraven lavede Vadym Lipodatov og de andre soldater et leje, hvor to mænd forsøgte at sove, mens de øvrige 11 soldater holdt skansen.

Dobbeltangrebet mod skyttegraven kom 7. september 2022.

Selv om Vadym Lipodatov lige havde fjernet det sidste jord fra sin døde ven, følte han sig beskyttet. Skyttegravens kant var 30 centimeter over hovedet på ham og umuliggjorde, at de russiske kugler kunne ramme ham. Han stod for sig selv og tog et sug af smøgen og anede ikke, at russerne havde gemt endnu en granat til nøjagtig samme position.

Da granaten eksploderede ved siden af Vadym Lipodatov, fløj fragmenter gennem luften. Den unge mand ville flytte sig i sikkerhed, men han kunne ikke. Han kiggede ned ad sig selv og så et slapt ben. En smerte tog til i hovedet. Han fik lirket hjelmen af og mærkede et hul i hovedet på et par centimeter. Så sortnede det for ham.

Tid, sted og alle sanser var væk. Han kunne ikke bevæge sig i ambulancen.

»Jeg kunne ikke tale. Jeg havde ingen tanker, absolut ingen, mens jeg lå der,« siger Vadym Lipodatov.

Tetiana Lipodatovas rejse ud af det besatte område var ikke ligetil. Turen gik gennem flere af de besatte områder til Moskva via Letland og Litauen til Polen, mere end 4.000 km, før hun endelig kunne rejse ind i Ukraine igen. I dag, et år efter, bor mor og søn sammen på et lille værelse på rehabiliteringscentret i Lviv. Her bliver hun boende hos sin søn, for Vadym Lipodatov har brug for hjælp døgnet rundt. Han venter på muligheden for at få fjernet det lille stykke metal i hovedet.

Vladyslav Savenko, 28 år

Dødsangsten blev parkeret første dag ved fronten. Alt det, Vladyslav Savenko havde set i film og krigsspil, var nu virkelighed. Men her kunne han ikke længere trække strømstikket og få det grusomme til at stoppe. Grædende i en tilstand af uvished, forbundet af fortvivlelse og afskrækkelse så Vladyslav Savenko venner blive skudt og falde til jorden. De døde foran ham, ved siden af ham og bag ham.

Vladyslav Savenkos opgave var i anden række. Han skulle forsyne mændene foran med ammunition og sikre, at frontlinjen ikke blev overmandet bagfra. En dag havde Vladyslav Savenko ikke længere en række foran sig. Nu stod han ansigt til ansigt med russerne.

Det gik hurtigt op for ham, at der var en pris ved at melde sig som soldat, og den pris var han ved at betale.

Livet havde ellers været anderledes for den unge mand. Igennem en årrække arbejdede han som tømrer i Holland, og arbejdsgiveren var så tilfreds med Vladyslav Savenko, at de blev enige om at fortsætte samarbejdet. Det krævede, at Vladyslav Savenko tog hjem og fornyede sit visum. Perioden hjemme, hvor Vladyslav Savenko ventede på det nye visum, var skøn. Han hyggede sig med familien og venner, og han forberedte sig på at rejse, når det nye visum blev udstedt i slutningen af februar 2022. Et par dage før lukkede alle grænser dog for mænd over 18 år, da Rusland invaderede landet. Vladyslav Savenko meldte sig frivilligt og ønskede at blive en del af faldskærmstropperne. Han rejste til England for at modtage træning, inden han blev sendt til fronten.

Da han ankom til fronten, var der et stort luftangreb. Alle var bange. De mistede mange folk, og Vladyslav Savenko så lig og lemlæstede kroppe.

»Mennesker bliver mentalt ødelagt, når de konfronteres med voldsomhederne,« siger Vladyslav Savenko.

På 15. tur til fronten skete det. Den 7. oktober 2023 blev Vladyslav Savenko sammen med fem andre mænd sendt 300 meter foran delingen.

En høj og intens hvinende lyd tog til i styrke. Med et stort brag landede der en granat 30 cm fra Vladyslav Savenkos ben. Alt sortnede. Han blødte voldsomt fra det, der lige havde været et ben. Omkring ham var delingen spredt. En lå død, og de fire øvrige var sårede. Han forsøgte at sætte en årepresse på det, der var tilbage af benet. Men han kunne ikke. Kræfterne var ikke til det. Heller ikke en stålwire kunne ikke stoppe blødningen. I 15 minutter lå Vladyslav Savenko og så på, at blodet løb ud af kroppen på ham. Hver gang de andre forsøgte at komme ham til hjælp, blev der skudt på dem.

Tankerne i hans hoved var enkle og handlede ikke om at se døden i øjnene eller et liv, der var ved at slutte. Det eneste, han kunne tænke på, mens blodet fossede ud, var, hvordan han skulle få fortalt sine forældre, at han kom hjem uden sine ben.

Viktoriia Kotenko, 22 år, og Oleksandr Kotenko, 30 år

»Jeg kunne have slået ham ihjel – jeg var rasende, fortvivlet og bange.«

På rehabiliteringscenteret strækker Oleksandr Kotenko sin arm frem. Midt i en tatovering er der kommet et mærke fra et projektil, som på den anden side af armen har vist sin styrke med et tilsvarende udgangshul. Den 30-årige ukrainers ene ben er fjernet helt oppe ved hoften, så man er ikke i tvivl om, at Oleksandr Kotenko har været i kamp og tæt på at dø. Men det er ikke Oleksandr Kotenko, der fortæller om lysten til at slå ihjel.

Det er den 22-årige Viktoriia Kotenkos ord. Hun og Oleksandr Kotenko har været kærester, siden hun var 15 år, og han noget ældre. Han havde et godt øje til Viktoriia Kotenko, men fik at vide, at han skulle opgive drømmen om hende. En voldsom snestorm kom ham til hjælp, og Viktoriia Kotenko blev nødt til at overnatte hos Oleksandr Kotenko, fordi det var for farligt at tage hjem. Siden den dag har de to været sammen. Nu ligger de og hygger sig i et par af de mange reservesenge, der står opmagasineret på rad og række. De har været så heldige at få et værelse stillet til rådighed de næste dage, mens Viktoriia Kotenko er på besøg hos sin mand.

De ligger og holder om hinanden, men der er en ting, hun har svært ved at glemme og tilgive sin mand for – nemlig den morgen, da Oleksandr Kotenko gik til købmanden under påskud af, at han ville handle. I stedet tog han på mobiliseringskontoret og satte sin underskrift på en kontrakt med militæret. Siden den formiddag i marts 2022 har han ikke været hjemme.

»Han ringede og bad mig pakke de mest nødvendige ting, for han havde underskrevet en kontrakt og skulle i forsvar af Ukraine. Jeg græd, blev urolig og bange. Ja, jeg kunne have slået ham ihjel. Det er ikke rart at vide, at ens elskede skal i krig og måske aldrig kommer tilbage,« siger Viktoriia Kotenko.

Hun forsøgte at forstå det rationelle i Oleksandr Kotenkos motivation for at forsvare Ukraine. Det var især svært, når hun stod med parrets toårige datter ved sin side.

Efter to ugers træning var Oleksandr Kotenko på vej til fronten. Midt om natten skulle delingen pludselig rykke videre. Parret havde ikke mulighed for at sige farvel til hinanden. I starten havde delingen kun simple opgaver, men det ændrede sig i Bakhmut den 16. marts 2023.

Oleksandr Kotenko ringede hjem og fortalte, at han var syg med lidt feber.

»Jeg troede overhovedet ikke på ham. Jeg kunne høre på stemmen, at der var mere på spil. Har du stadig dine arme og ben?« ville Viktoriia Kotenko vide.

Oleksandr Kotenko forsikrede hende om, at alt var o.k. Den gennemhullede arm holdt han hemmelig.

Komplikationer i armen gjorde Oleksandr Kotenko ukampdygtigt i fem måneder. Det var Viktoriia Kotenko glad for. Hendes nerver havde været på overarbejde, siden den dag han meldte sig. Om sommeren kom der endnu et opkald, som gjorde hende ængstelig. En befaling om, at Oleksandr Kotenko skulle til fronten.

Viktoriia Kotenkos eneste ønske var at få sin mand hjem i live. Nervøsiteten satte sig i kroppen på hende, så hun slet ikke kan erindre, hvornår hun sidst har sovet gennem en hel nat.

Oleksandr Kotenko havde før været i et minefelt, og i sådant et befandt han sig igen den 28. september 2023. Russerne havde kastet miner ud over en vej fra en helikopter, og en soldat fra gruppen trådte på en af de mange miner, hvorefter russerne begyndte at skyde.

I et forsøg på at trække sig tilbage fra området blev endnu en mine udløst. Denne gang var det Oleksandr Kotenko, der placerede sin højre fod forkert. Russerne pressede på, så de øvrige soldater ikke havde mulighed for at komme de to til undsætning. Nu skulle de selv i kamp mod døden og kravle 200 meter tilbage igennem minefeltet.

Venstre ben var såret af fragmenter. Det højre hang og dinglende løst under knæet. Oleksandr Kotenko kravlede hårdt såret ud af minefeltet. To mænd fra delingen fik sat en årepresse på Oleksandr Kotenkos ben helt oppe ved hoften. De hankede op i ham og begyndte den fem kilometer lange vej væk fra frontlinjen med Oleksandr Kotenko hængende mellem sig. Det tog syv timer for de tre mænd at nå frem til evakueringspunktet og førstehjælpen.

I ambulancen kunne Oleksandr Kotenko se, at det, der var tilbage af benet, var kulsort som følge af årepressen. Han var klar over, hvilke følger det ville give. Men han var i live og lettet over at være på vej væk fra kampene.

Denne gang ringede han hjem med en anden besked. Stemmen var ikke til at kende; den var svag og utydelig, for Oleksandr Kotenko havde skreget af smerte, så det gjorde ondt, da han formulerede: »Jeg har en protokol 300.«

Viktoriia Kotenko vidste, at Oleksandr Kotenko var hårdt såret. Men han var i live.

Pavlo Homon, 26 år

Mindre end 24 timer før Putin sendte sine tropper ind i Ukraine, satte 26-årige Pavlo Homon fra Kharkiv sin underskrift på en kontrakt med den ukrainske hær.

Arbejdet som kok på en restaurant og på et postkontor føltes ikke meningsfuldt nok for Pavlo Homon. Nu ønskede han at forsvare sit land, stålsat på, at den anspændte situation ikke ville ende i en fuldskala krig.

Men dagen efter ringede telefonen. Det var Pavlo Homons far, oprevet og råbende om bomber, missiler og ild overalt. Pavlo Homon tænkte, at faderens fantasi var løbet løbsk, måske påvirket af alkohol.

Sandheden gik hurtigt op for Pavlo Homon, hvis enhed blev sendt til kampzoner som Kharkiv og Bakhmut. Her var skyderiet konstant, og der blev skudt på alt og alle. Enheden blev senere flyttet til frontlinjen ved Kupiansk.

Efter 10 måneder gik det galt. Den 3. august 2023 rettede en kampvogn sit løb mod skyttegraven, hvor Pavlo Homon stod. Det føltes som at være en del af et computerspil, hvor døden var nært forestående. Der var blod overalt, pulsen var vild, og blikket flakkede. Smerten var ubeskrivelig, og al energi forsvandt fra kroppen, mens blodet flød. Han havde en årepresse på sin vest, men Pavlo Homon kunne ikke hjælpe sig selv. Han var ved at dø.

Han er ikke klar over, hvad der skete efterfølgende, men har fået fortalt, at han var 10 sekunder fra at dø, hvis ikke årepressen var blevet brugt på ham. Vejen til hospitalet var for lang, og det tog tre-fire timer at bringe ham uden for kampzonen. Han havde årepresser på begge ben, men de stod ikke til at redde. De blev først amputeret lige under knæet, men selv 20 operationer kunne ikke redde resten, og i dag sidder han på sengen med to meget små stumper tæt på underlivet.

Pavlo Homon har en af de mest sjældne og vanskelige amputeringer, der er blevet udført under krigen i Ukraine. Lægerne er bange for, om Pavlo Homon overlever, hvis han ikke får hjælp uden for Ukraine.