Kina udfordrer Vesten og bruger FN som slagmark
Kina er i de seneste år gået målrettet efter at øge sin indflydelse i FN, men den asiatiske stormagt har skjulte hensigter, siger kritikere. USA og Europa er vågnet op i forhold til faren.
København/Istanbul
Da Wu Hongbo for fem år siden fastslog, at han som FN-ansat først og fremmest tjente Kinas interesser, begyndte alarmklokkerne at ringe i de vestlige hovedstæder. Wu Hongbo havde netop forladt posten som vicegeneralsekretær i FN og som ansvarlig for Desa, FN’s departement for økonomiske og sociale forhold. Udtalelsen fik flere til at overveje, hvad Kina egentlig brugte sin øgede indflydelse i FN til: internationalt samarbejde eller at pleje egne nationale interesser?