USA vender på en tallerken: Måske var kollision ikke med vilje alligevel
USA's forsvarsminister har talt med alvorsord over for sin russiske modpart i sagen om en kollision i Sortehavet.
Måske var det ikke helt med vilje alligevel.
Den mulighed åbner USA nu for, et døgn efter at et russisk kampfly kolliderede med en amerikansk MQ-9-drone over Sortehavet.
Først forlød det fra USA, at det var en aktion, der var udført med vilje, men nu trækker man tilsyneladende en smule i land. Således lyder det nu, at det nok var en utilsigtet handling af russerne.
»Det bedste vurdering lige nu er, at det nok ikke var intentionelt. Det var nok resultatet af dyb inkompetence hos en af de russiske piloter,« siger Ned Price, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium ifølge MSNBC.
Forsvarsminister Lloyd Austin har onsdag talt i telefon med den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, om kollisionen.
»Det er Ruslands pligt at betjene sit militærfly på en sikker og professionel måde,« siger Lloyd Austin ifølge det amerikanske medie Politico.
Mediet skriver også, at dronen ligger et sted mellem 1.200 og 1.500 meter under havets overflade. Ifølge general Mark Milley er affaldet herfra »sandsynligvis sunket betydeligt dybere«. Det betyder ifølge generalen også, at enhver operation for at få fat i dronen »fra et teknisk synspunkt vil være meget vanskelig«.
Rusland har ellers erklæret, at man vil prøve at samle resterne fra den amerikanske militærdrone.
Overfor Reuters afviste udenrigsminister Antony Blinken at tale om motivet eller hensigten bag hændelsen, som ifølge ham var resultatet af en »hensynsløs og usikker handling«. Til gengæld understregede Blinken, at efterforskningen skal fortsætte, så man kan klarlægge, hvad det præcist skete.
Ifølge Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, er det ikke unormalt, at fly flyver tæt på hinanden over Sortehavet. Det nye er, at det denne gang gik galt.