Fortsæt til indhold
International

Putins udbrud på tv er udtryk for en langt større frustration

I en efterretningsopdatering kæder Storbritanniens forsvarsministerium præsident Putins angreb på sin vicepremierminister i januar sammen med et problem, der er ved at udvikle sig til en »kritisk svaghed« for russerne.

I januar flød bægeret over for Ruslands præsident Vladimir Putin, som i et tv-transmitteret interview gik til angreb på Denis Manturov, som er vicepremierminister og har ansvaret for landets forsvarsindustri.

Putin beskyldte bl.a. Manturov for at »fjolle rundt«.

Ifølge britiske BBC brugte præsidenten flere minutter på at beskylde sin vicepremierminister for bureaukratiske forsinkelser med at bestille civile og militære fly.

»For lang tid, det tager for lang tid,« sagde Putin og fortsatte henvendt til Manturov:

»Hvad fjoller du rundt for? Hvornår bliver kontrakterne underskrevet?«

Udtalelserne betragtes ifølge Storbritanniens forsvarsministerium som et af præsidentens »stærkeste offentlige udbrud« under krigen.

Det skriver det britiske ministerium i en efterretningsopdatering på Twitter, hvor det også fremgår, hvilken frustration der ligger bag den russiske præsidents opsigtsvækkende offentlige kritik af tempoet på bestillinger af fly: Ifølge ministeriet er det nemlig et generelt problem, at Ruslands våbenproduktion ikke kan følge med efterspørgslen.

»Højtstående russiske ledere er sandsynligvis klar over, at statens militærindustrielle produktion er ved at blive en kritisk svaghed,« lyder det i opdateringen fra ministeriet, der tilføjer, at dette forværres at de »strategiske og operationelle fejlbedømmelser« fra russerne i forbindelse med invasionen af Ukraine.

Så sent som i den forgangne uge opfordrede Dmitrij Medvedev, der er tidligere præsident og en af Vladimir Putins tætte allierede, til at øge produktionen af russiske kampvogne under et besøg på en våbenfabrik i den russiske by Omsk. Medvedevs udtalelse blev efterfulgt af flere offentlige udtalelser fra Putin til landets forsvarsindustri om at oppe sig og øge produktionen for at støtte Ruslands »særlige militær operation« i Ukraine.

Ikke desto mindre konstaterer Storbritanniens forsvarsministerium, at produktionen »nærmest helt sikkert« er »mangelfuld« i forhold til det russiske forsvarsministeriums efterspørgsel på ressourcer i Ukraine og for at »genoprette« hæren og Ruslands langsigtede forsvarsbehov.