Ruslands eneste hangarskib ramt af brand
Admiral Kuznetsov er ikke involveret i krigen med Ukraine - eller overhovedet på vandet for den sags skyld. Alligevel er skibet i problemer.
En brand brød torsdag ud på Ruslands eneste hangarskib, Admiral Kuznetsov, i den nordvestlige havneby Murmansk.
Det rapporterer statslige russiske nyhedsbureauer ifølge The Guardian.
Chefen for det russisk selskab United Shipbuilding Company Aleksey Rakhmanov er citeret for at sige, at branden hurtigt blev slukket, og at der ikke er var nogen døde eller sårede.
Ifølge nyhedsbureauet Tass blev 20 mennesker dog evakueret.
Admiral Kuznetsov blev bygget under Den Kolde Krig og er flagskib for den russiske flåde. Ifølge the Guardian har skibet været ude af drift og i tørdok for restaurering siden 2018. Rakhmanov fortalte russiske medier i juni, at han forventede, at det store krigsskib ville vende tilbage til tjeneste i begyndelsen af 2024.
Ruslands flåde har ikke haft noget stort år. Tidligere på året lykkedes Ukraine således med at sænke den russiske sortehavsflådes flagskib ”Moskva”. En bedrift, der sættes i relief af, at Ukraine i realiteten ikke har nogen flåde selv.
Rusland har også været udsat for angreb med dronebåde fra ukrainsk side, hvor målet har været havnebyen Sevastopol, som ligger i det besatte Krim, men i årtiet har huset en stor del af russernes sortehavsflåde.
Følg seneste nyt om krigen i vores liveblog her: