Fortsæt til indhold
International

I Antalya bor ukrainske flygtninge dør om dør med russiske turister

I forsøget på at fastholde en neutral position i Ukraine-krigen har Tyrkiet taget imod ukrainske flygtninge, men også holdt dørene åbne for russiske turister. Det har i feriebyen Antalya ført til en usædvanlig situation, som ikke er lige let for alle.

ANTALYA

En lejlighed nogle hundrede meter fra sol, sand og vand i Antalya lyder ikke som det værste i august. Men ukrainske Olga Bukhansjenko går kun ned til stranden om aftenen.

Feriebyen ved den tyrkiske riviera er en populær destination for russiske turister. Fra det land, som har invaderet hendes hjemland. Mens Europa har sanktioneret Rusland og lukket alle flyruter, har Tyrkiet holdt dørene åbne. Derfor er russerne denne sommer strømmet til Antalya i tusindtal, og den 51-årige ukrainske flygtning har ikke lyst til at se dem glade og uden bekymringer i deres badetøj.

Slet ikke, efter hun og hendes mand, Jurij Bukhansjenko, fik nyheden om deres søns død.