Fortsæt til indhold
International

Flere meldes dræbt ved katastrofe under tyrefægtning

Tilskuerpladser er kollapset på tyrefægterarena i Colombia. Mindst fire mennesker meldes dræbt.

/ritzau/

En del af tilskuerpladserne i en tyrefægter-arena i det centrale Colombia er kollapset. Fire mennesker meldes dræbt, skriver BBC.

Tragedien i byen Espinal er sket under en traditionel festival, hvor tilskuere tilskyndes til at gå ind i arenaen og udfordre tyrene.

Der er frygt for, at dødstallet stiger, og de lokale myndigheder frygter ifølge avisen Daily Mirror, at flere hundrede mennesker kan være kvæstet.

Avisen skriver, at nogle tilskuere sprang ind i arenaen til en tyr under den årlige San Juan og San Pedro-festival. Og alt imens kollapsede en del af arenaen.

Ricardo Orozco, der er guvernør i Tolima-regionen, hvor Espinal ligger, siger til en lokal radio, at de fire dræbte er to kvinder, en mand og et barn.

Han siger også, at omkring 60 mennesker menes at være kvæstet.