Fortsæt til indhold
International

Fire-dages arbejdsuge med fuld løn: Tusindvis af englændere i nyt forsøg

Et seksmåneders forsøg skal undersøge, hvorvidt det i virkeligheden er nødvendigt at arbejde fuld tid.

Mindre stress, større tilfredshed og god effektivitet. Det er formodningerne til et storstilet pilotprojekt som begyndte, da tusindvis af britiske arbejdere mandag tog hul på en fire-dages arbejdsuge uden nedgang i deres løn.

Forsøget er det største af sin art og foregår over seks måneder. Det skriver CNN.

»Pandemien har fået os til at tænke meget over arbejdet, og hvordan folk indretter deres liv. Vi gør dette for at forbedre livet for vores medarbejdere og være en del af en progressiv forandring i verden,« forklarer Sienna O’Rourke, brand manager hos Pressure Drop Brewing, et uafhængigt bryggeri i London til mediet.

I forsøget indgår 3.300 arbejdere fra mere end 70 virksomheder. Brancherne er vidt forskellige og spænder ifølge mediet fra udbydere af finansielle tjenester til en fish-and-chip-restaurant.

Det er non profit-organisationen 4 Day Week Global og tænketanken Autonomy der står bag initiativet i samarbejde med forskere fra Boston, Oxford og Cambridge University.

Forskerne vil måle den indvirkning, som det nye arbejdsmønster vil have på produktivitetsniveauer, ligestilling mellem kønnene, miljøet samt arbjedstagernes trivsel.

De mange medarbejdere, der fra denne uge nu kan kigge ind i en markant reduceret arbejdstid, skal ikke frygte en dårligere økonomi, da lønnen forbliver den samme.

Over det næste halve år skal de således kun lægge 80 pct. af deres sædvanlige arbejdsuge tilgengæld for at love 100 pct. effektivitet

”Efterhånden, som vi kommer ud af pandemien, erkender flere og flere virksomheder, at den nye grænse for konkurrence er livskvalitet, og at reduceret arbejdstid, output-fokuseret arbejde, er det redskab, der kan give dem en konkurrencefordel,” udtaler Joe O’Connor, administrerende direktør for 4 Day Week Global.

Senere i år vil regeringsstøttede forsøg finde sted i både Spanien og Skotland.