Fortsæt til indhold
International

Putin flirter med Assad og Lukasjenko om forstærkninger til invasionen i Ukraine

Vladimir Putin gav fredag grønt lys til, at 16.000 soldater fra Mellemøsten kan tilslutte sig til invasionen på russisk side, og Putins loyale støtte Bashar al-Assad er angiveligt ved at rekruttere forstærkninger i Syrien. Samtidig styrkede Putin militærsamarbejdet med loyale Belarus. Militærforsker kommer med sin vurdering af de russiske træk her.

Flere iagttagere og analytikere har i løbet af de seneste dage noteret, at udviklingen på slagmarkerne i Ukraine og flere fejlslagne russiske forsøg på at indtage hovedstaden Kyiv kan indikere, at de anslåede 200.000 russiske tropper i Ukraine er begyndt at miste momentum.

Betragtningen tilskrives en overraskende defensiv indsats fra den ukrainske hær og civilbefolkning i krigens første to uger, faciliteret af en vestlig strøm af våbenleverancer og frivillige soldater fra udlandet.

Nye russiske håndsrækninger efter flere tropper kan tyde på, at præsident Vladimir Putin er ved at nå til en lignende konklusion. Under et møde i det russiske sikkerhedsråd fredag gav både Putin og den russiske forsvarsminister grønt lys til, at op mod 16.000 frivillige fra Mellemøsten fremover kan tilslutte sig de russiske invasionsstyrker i Ukraine.

Putin hævder, at hans velkomst af udenlandske styrker kommer efter en tilstrømning af udenlandske soldater til Ukraine på opfordring af Vesten, og at soldaterne ikke vil blive lønnet. Den sidste påstand har Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij afvist som en løgn.

Ruslands forsvarsministerium oplyser, at de mellemøstlige styrker vil blive udsendt til udbryderregionen Donbas i det østlige Ukraine, der har dannet ramme om nogle af de seneste dages hårdeste kampe.

Major og militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier Mikkel Storm Jensen vurderer, at signalværdien, som Rusland vil vise ved at hverve udenlandske tropper fra Mellemøsten, er større end den reelle militære betydning de vil have på jorden i Ukraine.

»I forhold til et vestligt publikum kan det virke ret besynderligt. Men i Mellemøsten er det ikke alle steder, at Rusland er lige så upopulært som i vesten, og det kan være et forsøg på at trække international legitimitet til invasionen af Ukraine,« siger Mikkel Storm Jensen.

Det ventes, at en stor del af de mellemøstlige styrker vil blive faciliteret af Putins loyale støtte i Syrien, præsident Bashar al-Assad, der fik afgørende og dødbringende hjælp fra Ruslands militær til at fastholdte magten under den syriske borgerkrig i 2015.

De seneste dage har det russiske forsvarsministeriums tv-kanal, Zvezda, bragt flere reportager fra Syriens hovedstad, Damaskus, hvor studerende ses vifte med russiske flag og syriske soldater ses fremvise et ”Z” i hvid skrift, der på kort tid er blevet symbolet på støtte til Ruslands invasion af Ukraine.

Ifølge The Guardian er Syriens hær via hjemmesider tilknyttet det syriske regime allerede begyndt at rekruttere tropper fra egne rækker - angiveligt også blandt Assads kernestyrker under borgerkrigen - til at kæmpe på Ruslands side i Ukraine, til en løn op mod 50 gange højere end den gennemsnitlige månedsløn for en syrisk soldat.

Mikkel Storm Jensen påpeger, at hvis det er nogle af Assads kernestyrker, der er tale om, kan de have nyttige erfaringer med bykamp fra syriske borgerkrig, og har tidligere demonstreret at de ingen særlige hæmninger har i forhold til at dræbe.

Militærforskeren mener dog at der først og fremmest er tale om en afskrækkelsesstrategi, i lighed med Ruslands indsættelse af de berygtede krigere fra republikken Tjetjenien i Ukraine under krigens første dage.

»Tidligere har Rusland fremhævet de tjetjenske tropper i deres styrker som særligt hæmningsløse og frygtindgydende. Men vi har ikke set nogen militær effekt af tjetjenernes tilstedeværelse på jorden endnu, og det kommer vi formentlig heller ikke til at se fra syrerne,« siger Mikkel Storm Jensen.

Det har også været vidt omdiskuteret de seneste dage, om den Putin-loyale belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenko vil gå skridtet videre og bistå invasionen af Ukraine med landets godt 50.000 aktive tropper.

Ud over at Lukasjenko har ladt de russiske styrker tage opstilling i Belarus, hvorfra der på den korteste strækning kun er knap 100 km til Ukraines hovedstad, Kyiv, har Rusland under invasionen affyret missiler fra Belarus, tanket kamphelikoptere i Belarus, evakueret sårede soldater til Belarus og har brugt Belarus’ jernbaner til at fragte tropper og forsyninger.

De to allierede statsledere mødtes fredag i Moskva, hvor Putin lovede omfattende militær støtte til Belarus. Udmeldingen fik natten til lørdag de ukrainske myndigheder til at frygte en ny invasionsfront fra nord, hvis Belarus tilsluttede sig invasionen.

Lørdag uddybede rådgiver for den ukrainske præsidents stabschef, Oleksiy Arestovytj, at Ukraine ikke for nuværende forventer, at Belaus slutter sig til den russiske invasionsstyrke, skriver Reuters.

Mikkel Storm Jensen har heller ikke set valide efterretninger der kan indikere en snarlig belarusisk deltagelse af invasionen, men forholdt til det hypotetiske scenarie vurderer han, at det vil være en betydelig, men langt fra afgørende forstærkelse af den russiske offensiv.

Det vurderer han på baggrund af de strategiske og logistiske fejltrin, som den russiske offensiv med afsæt fra Belarus til overraskelse for analytikere har fremvist under fremrykningen mod Kyiv de seneste uger.

»Hvis russerne bliver tilstrækkeligt desperate, vil det være en fordel for dem at inddrage de militærressourcer, Belarus kan tilbyde. Hvis de kan åbne en front i den nordvestlige del af Ukraine langs grænsen til Belarus, vil det presse ukrainernes militærressourcer yderligere,«

»På den anden side har de russiske styrker, der kom til Ukraine via Belarus, overrasket med deres åbenbare manglende evne til at koordinere kampen. Hvis de belarusiske styrker er lige så gode som de russiske styrker, hvilket jeg ikke har opfattelsen af, så er der også en risiko for, at en belarusisk offensiv ligeledes vil gå i stå,« siger Mikkel Storm Jensen.