Forskere: Jorden er midt i den sjette massedød
Siden år 1500 kan kloden have mistet hver tiende af 2 mio. dyrearter, mener forskere.

Indtil nu har Jorden gennemgået fem ”masseuddøender” af biodiversitet – alle forårsaget af naturfænomener. Men nu mener forskere at kunne dokumentere, at menneskeheden er midt i en sjette, skriver The Independent.
Det handler om, at planeten i de seneste fem århundreder har undergået store forandringer forårsaget af mennesket – og at det har kostet dyrt, hvad angår mangfoldigheden af dyrearter. Det fremgår af en ny undersøgelse i tidsskriftet Biological Reviews, der er blevet offentliggjort i den forgangne uge.
Hovedkonklusionen er, at mellem 7,5 pct. og 13 pct. af de 2 mio. dyrearter er uddøde.
»Det er i forvejen velkendt og dokumenteret, at der er en hastig tilbagegang i antallet af dyrearter. Alligevel afviser nogle, at der er tale om massedød,« siger Robert Cowie, hovedforfatter på studiet og professor ved universitetet i Hawaii i en officiel udtalelse.
Problemet er, ifølge professoren, at opgørelserne over udviklingen i antallet af dyr fokuserer på grupper som pattedyr og fugle – og derved helt ser bort fra en hastig nedgang i antallet af hvirvelløse dyr, der udgør op mod 95 pct. af klodens dyrearter. Eksempler på disse er insekter, krabber, hummere, snegle, muslinger, blæksprutter, søstjerner, søpindsvin og orme.
»Referencen for dyrearter er som regel IUCN’s rødliste over truede arter. Og med den som udgangspunkt hævder nogle, at nedgangen i antallet af dyrearter ikke er udtryk for en særligt radikal udvikling. Men listen er biased på grund af selektionen – kun en brøkdel af de hvirvelløse dyr er taget med her. Det betyder, at rød-listen er massivt underestimerende,« påpeger Robert Cowie.
Ifølge rød-listen er kun 900 arter uddøde. I forhold til dette tal er også forskere i det tyske medie Deutsche Welle noget mere skeptiske. De anslår, at mindst 1 mio. dyrearter risikerer at uddø i de kommende tiår.
Forskerne i undersøgelsen i Biological Revues fandt, at landlevende dyr på øer var særligt udsatte for at forsvinde fra Jordens overflade.
Den seneste masseuddøen fandt sted i Kridttiden for 65 mio. år siden, hvor bl.a. dinosaurerne uddøde. Her slog en asteroide ned i Mexico og havde flere katastrofale konsekvenser: Støv og partikler hvirvledes op i atmosfæren og lukkede af for sollyset i en lang periode. Og kæmpestore tsunamier bevægede sig i alle retninger.