Forfejlet strategi og mangel på kampmoral - derfor undlod de afghanske styrker at kæmpe mod Taliban

I knap 20 år har den vestlige verden arbejdet for at opbygge et lokalt militær i Afghanistan, så hvorfor fejlede det, da det skulle stå sin prøve?

Artiklens øverste billede
Afghans crowd at the tarmac of the Kabul airport on August 16, 2021, to flee the country as the Taliban were in control of Afghanistan after President Ashraf Ghani fled the country and conceded the insurgents had won the 20-year war. (Photo by - / AFP)

Erobring af den ene by efter den anden kulminerede søndag, da Taliban fik kontrol med den afghanske hovedstad, Kabul. Overdragelsen skete relativt fredeligt uden kamp, og til sidst var det kun den internationale lufthavn, som de amerikanske styrker fortsat forsvarede, så den vestlige verden kunne få sine diplomater og andre ud af landet.

Men hvordan kunne det overhovedet gå så galt efter knap 20 år, hvor den vestlige verden har arbejdet for at opbygge et bæredygtigt, afghansk militær, der netop skulle være modstandsdygtig mod Taliban?

Jyllands-Posten har bedt konsulent ved Center for Stabiliseringsstyrker ved Forsvarsakademiet David Vestenskov om at gøre os klogere. Grundlæggende handler det om en forfejlet strategi, der har givet faldende kampmoral.

»Fra begyndelsen satsede man på, hvad jeg vil kalde en kunstig løsning. Man byggede en løsning, der var på et niveau, der aldrig nogensinde ville fungere i en afghansk kontekst,« indleder David Vestenskov, der forklarer, at man i høj grad har fokuseret på kvantitet i den afghanske sikkerhedssektor uden at have for øje, om det var økonomisk bæredygtigt i landet.

Mange afghanere er strømmet til den internationale lufthavn i Kabul i håb om at komme med et fly ud af landet. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

»Det kunstige i det bygger på, at der var vestlige penge til at finansiere det. Hele præmissen var, at der ville flyde vestlige penge ind, og at der ville være vestlig tilstedeværelse. Der har været en indbygget udløbsdato, medmindre Vesten ville blive i Afghanistan for evigt, og det tror jeg ikke, der er nogen, der har forestillet sig. Den læsning har man også gjort sig i Afghanistan.«

Samtidig har man ifølge David Vestenskov haft en regering, der ikke ligefrem har kunnet kaldes for funktionsdygtig.

Hvis du har uenighed mellem ministre og præsident, så vil der være fragmentationer, der støtter op om den ene eller anden politiske gruppering. Så kan det godt være, man har en stor sikkerhedsstyrke, der burde være nok til at forsvare de store byer, men det er ikke til stor hjælp, hvis de er i tvivl om, hvorvidt de er på samme hold.

David Vestenskov, konsulent ved Center for Stabiliseringsstyrker ved Forsvarsakademiet

»Ved valget i 2014 mellem Ashraf Ghani og Abdullah Abdullah kunne man ikke blive enige om, hvem der havde vundet valget. Løsningen blev en – egentlig forfatningsstridig – løsning, hvor man opfandt en CEO-post til Abdullah, mens Ghani blev præsident. Det var et forsøg på at lave en magtdeling, der i virkeligheden hæmmede politisk udvikling. De var jo rivaler og skulle til at samarbejde, men i virkeligheden plejede de bare deres egne interesser.«

Det har særligt haft den udfordring, at sikkerhedstyrkerne ikke har haft klarhed om, hvad de kæmper for.

»Hvis du har uenighed mellem ministre og præsident, så vil der være fragmentationer, der støtter op om den ene eller anden politiske gruppering. Så kan det godt være, man har en stor sikkerhedsstyrke, der burde være nok til at forsvare de store byer, men det er ikke til stor hjælp, hvis de er i tvivl om, hvorvidt de er på samme hold.«

David Vestenskov forklarer, at det igen fører tilbage til den store afhængighed, Afghanistan stadig har af den vestlige verden.

»Det er tydeligt, at loyaliteten har været bundet op på det vestlige sikkerhedsnet, og da det blev trukket tilbage, så mistede man også troen på, at det kunne lade sig gøre.«

Der sendte man et klart signal om, at man ikke længere troede på det her system. Der trak man sikkerhedsnettet væk og sagde, at der er en dato: Hertil og ikke længere, og så støtter vi ikke op om jer længere. Det er en af grundene til, at vi så en faldende kampmoral.

David Vestenskov, konsulent ved Center for Stabiliseringsstyrker ved Forsvarsakademiet

I virkeligheden mener David Vestenskov, at udfordringen allerede blev tydelig for knap to års tid siden. Her indgik man fra amerikansk side en tilbagetrækningsaftale med Taliban udenom den afghanske regering.

»Der sendte man et klart signal om, at man ikke længere troede på det her system. Der trak man sikkerhedsnettet væk og sagde, at der er en dato: Hertil og ikke længere, og så støtter vi ikke op om jer længere. Det er en af grundene til, at vi så en faldende kampmoral.«

David Vestenskov vurderer, at det egentlig længe har været tydeligt, at det ville ende her. I begyndelsen fokuserede Taliban indledningsvist på at besætte de tyndt befolkede områder, mens den afghanske regering trak soldater tilbage og fokuserede på de større byer. Særligt tydeligt blev afmagten, da Taliban vandt ind på de tre nordlige byer: Kundus, Shebergham samt Mazer-e Sharif.

»Ved at tage de her byer, blev der sendt chokbølger igennem systemet, der gjorde, at man bare opgav håbet. Det begynder en domino effekt, hvor der kommer et pres både fra befolkningens side – men også internationalt – om, at der skal være så få kamphandlinger som muligt for at skåne civilbefolkningen.«

Vestenskov tror, at der særligt i den sidste fase, hvor Taliban trængte ind i Kabul, har været et internationalt pres for ikke at forsøge at tage kampen op.

»Hvis der pludselig var blevet kampe midt i Kabul, så var det blevet voldsomt blodigt. Havde vi haft en voldsomt blodig kamp, så havde vi også set en meget slem situation for civilbefolkningen.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen