Forskere: Kloden er på vej mod en uhyggelig fremtid
Et nyt studie på baggrund af 150 rapporter om hjørner af verdens tilstand giver et ildevarslende overblik.
En gruppe på 17 af verdens førende forskere taler nu med de helt store bogstaver - verdens ledere undervurderer fuldstændig, hvor alvorlige udsigterne er for Jorden, skriver CNN.
Forskerne siger, med afsæt i en ny prognose, at de eskalerende klimaændringer og tabet af biodiversitet truer eksistensen for alle levende væsener på Jorden. Med mindre verdens ledere for alvor tager sig sammen og handler nu.
Den nye trussel udtalt af eksperter sker på baggrund af et sammenkog af konklusioner fra 150 studier, der omhandler forskellige aspekter af igangværende ændringer på kloden. Konklusionen er, at Jorden forandres på en måde, der er "langt mere alvorlig end hidtil antaget« af både lægfolk og højt specialiserede eksperter.
Problemet er bl.a., at der er en forsinkelse mellem ødelæggelser af forskellig karakter og de dertil hørende socioøkonomiske konsekvenser. Og det gør det meget vanskeligere at se de store sammenhænge.
»Menneskeheden er skyld i, at kloden bliver stadig mindre i stand til at opretholde komplekse livsformer,« konkluderer lederen af studiet, professor Corey Bradshaw fra Flinders-universitetet i Australien.
I årtier har eksperter advaret mod konsekvenserne af menneskets udnyttelse af Jordens ressourcer. Og at vi var nær et "tipping point". For eksempel har organisationen World Wide Fund for Nature påvist, at verdens bestande af vilde dyr er gået ned med gennemsnitligt 68 procent i løbet af de seneste fire årtier.
Alligevel lykkedes det ikke for lederne fra 196 lande i 2010 at få enighed om en række mål for biodiversiteten til at udmønte sig i noget frugtbart. 10 år senere estimerede FN nemlig, at ikke et eneste mål var nået.
De 17 forskere er bl.a. derfor meget lidt optimistiske på klodens vegne.
»At standse tabet af biodiversitet er ikke på nogen landes liste over toppioriteringer. Her handler det i stedet om faktorer som beskæftigelse, sundhedsvæsen og økonomisk vækst,« siger professor Paul Ehrlich fra Stanford-universitetet i USA, der har bidraget til det nye studie.
Ehrlich skrev i 1968 bogen "The Population Bomb". Den advarede mod, at overbefolkning ville udmønte sig i på sigt, at millioner ville lide sultedøden.
»Selv om ikke alle detaljer holdt stik, så holdt hovedbudskabet. Væksten i verdens befolkning sammenholdt med overforbrug driver menneskeheden ud over kanten.«
Ifølge forskerne er alt håb dog ikke helt ude endnu. Men det kræver hurtige og fundamentale ændringer i de fremherskende økonomiske systemer, bedre uddannelse og en større grad af lighed.