Fortsæt til indhold
International

Cuba kaldte det "massehysteri": Men nu har USA en mulig forklaring på ambassade-ansattes "Havana-syndrom"

I 2016 og 2017 oplevede amerikanere udstationeret i Cuba uforklarlige og sundhedsskadelige hændelser.

Tilbage i 2016 og 2017 klagede en række amerikanske ambassadeansatte og deres pårørende på Cuba over mentale og fysiske problemer. Fra svimmelhed til høretab, angst, "mental tåge" og problemer med at holde balancen.

Tidligere har der været fremsat gisninger om, at de berørte havde været udsat for et ukendt elektromagnetisk våben eller et angreb med en eller anden form for lydpåvirkning. Men en forklaring blev ikke fundet.

I 2019 fandt amerikanske læger ud af, at nogle af de ramte ambassadefolk havde varige anomaliteter i hjernen som følge af de uforklarlige hændelser. Blandt de 40 undersøgte havde flere langvarige problemer og nogle følte sig generelt svækkede.

Nu har USA's nationale videnskabsakademi udgivet en rapport, hvoraf det fremgår, at den mest sandsynlige årsag til de ambasseansattes kvaler var retningsstyret mikrobølgestråling, skriver BBC.

I rapporten lægges ansvaret for "angrebet" ikke på nogen bestemt. Men det fremgår, at Rusland - en af Cubas allierede - for 50 år siden lavede forsøg med netop retningsstyret mikrobølgestråling. Dengang blev militærpersonel i lande i Eurasien udsat for strålingen.

Da de uforklarlige hændelser opstod for år tilbage, anklagede USA Cuba for at stå bag. Ifølge CNN besluttede USA efterfølgende at rive nogle af ambassadebygningerne ned for at finde årsagen. Men man fandt ikke noget udstyr, der kunne have forårsaget de rapporterede problemer.

Cuba afviste at stå bag hændelserne og hævdede, at der højst sandsynligt var tale om "massehysteri". Efterfølgende opstod der i en periode en stærkt afkølet stemning mellem USA og Cuba.

Det er ikke kun i Cuba, at amerikanske ambasseansatte har klaget over skadelige mentale påvirkninger på arbejdet. I 2018 valgte USA at trække folk hjem fra den kinesiske by Guangzhou efter klager over "unormale lyd- og følelsespåvirkninger".